Opd. 05/06/12
Forside
Formål
Julehistorie 05
  Julehistorie 2005 

1.
Indrømmet, jeg er total julehader. Det er endnu aldrig gået op for mig, hvorfor det lige er, at folk freaker helt ud over julen. Hvis det så bare var det med december måned, lidt julepynt, nogle julegaver og en enkelt julekalender, ja så ville det nok kunne gå, selvom det nu for mig er total ligegyldigt. Men nej, så enkelt skal det naturligvis ikke være. Allerede i midten af oktober sætter butikkerne deres – for hvert år mere og mere – rædselsfulde julepynt frem, således at svage sjæle kan blive fristet til at bruge intet mindre end hele tre månedslønne på det ufattelig utiltalende og intetsigende julepynt. Og maden, vi stopper os som vilde dyr, der pga. vort overlevelsesinstinkt gør dette, som om vi ikke anede, hvornår vi igen ville have lejlighed til at indtage mere føde.
Er det mon udpenslet nok, at jeg decideret hader julen? Hvis ikke kan du se frem til en guidet rundtur i mit had frem til 24. december. 

2.
Lad os starte med noget så håndgribeligt og aktuelt som fænomenet ”julekalender”. Hele min barndom fik jeg hvert år en eller flere af disse, og bevares, jeg har da sikkert på det tidspunkt fundet en vis glæde i at åbne endnu en låge hver dag, selvom jeg ikke erindrer det. 
DR begyndte i 1962 at producere Børnenes Julekalender. En ide man havde fået fra Sveriges Radio, som startede allerede i 1957. I 1977 ændrede julekalenderen navn til Børnenes Ulandskalender, hvor man begyndte at sende i både radio og fjernsyn. Efter Anden Verdenskrig blev det almindeligt med kalendergaver, altså der hvor børnene fik en gave hver af de 24 dage frem til juleaftensdag. Kalendergaver er de seneste år åbenbart blevet det helt store hit, for tilsyneladende skal alle overdænge hinanden med disse. Tænk på de formuer man smider ud på alverden skrammel for ikke at tale om tiden, man bruger derpå. Først skal man have fundet på intet mindre end 24 gaver, hvorefter de så også skal pakkes fint ind og siden hen overbringes til modtageren. Personligt kunne jeg aldrig finde på at bruge tid på noget sådant. Og har det da ikke også taget total overhånd med alle de julekalendere, man efterhånden skal belemres med i både tv, radio, aviser og internettet? Tænk engang, hvis først man d. 1. december bliver fristet til at se/høre(læse et afsnit, ja så sidder man i saksen, for man bliver vel trods alt lidt nysgerrig, og vil gerne følge med. Det er jo efterhånden ganske umuligt at åbne for noget som helst medie uden at støde ind i dette tidsfordriv.

3.
Nu jeg i går var så godt i gang med at lukke min galde ud vedrørende kalendergaver, får jeg lyst til at fortsætte lidt i samme boldgade. Siden middelalderen er der blevet givet gaver i juletiden. Børnene har i flere hundrede år fået fx julebag eller frugt af deres forældre ved juletid. Og det kan man måske til nød gå med til, altså at børnenes hverdag skal forsødes lidt, ganske vist samtidig med man ødelægger deres realitetssans, men det er jo en anden side af sagen. Som noget fornuftigt i denne sammenhæng kan nævnes, at det først er efter år 1800, at voksne er begyndt at give gaver til hinanden. Hvad er det dog for noget fis. Igen kunne man fremføre argumentet om ikke at bruge hele sin løn på tåbelige gaver. Hvorfor er det egentligt, at man ikke lige så godt selv kunne købe de forpulede gaver, og så samtidig være sikker på at få det man ønsker sig? Overraskelses- og spændingsmomentet vil mange sikkert sige. Ja tak, men hallo vi sender voldsomt udspecificerede ønskesedler frem og tilbage, således at mindst muligt er overladt til køberens fantasi. Så spørger jeg lige igen…hvorfor er det lige folk ikke selv investerer i det, de gerne vil have?

4.
Så er det sørme blevet anden søndag i advent. Hvilken herlig tradition. Jeg husker, at vi i skolen sang en eller anden adventssang og hjemme tændte vi minsandten også lysene et efter et søndag efter søndag, men det resultat, at der altid manglede en betragtelig del af samtlige lys, når vi var forbi den sidste adventssøndag. En gang gik der sågar også ild i skidtet, hvilket tilsyneladende er en temmelig udbredt fænomen. Så meget for julehyggen. Advent er fra det 5. århundrede blevet fejret som en forberedelse til julen. Hertil kan oplyses, at kirkeåret begynder på den første søndag i advent. Advent betyder oprindeligt noget med, at man skal forberede sig til at modtage juleevangeliet. Jaa, men hvordan er det nu lige, der er med det evangelium? Noget med at det skete i de dage at verden skulle skrives i mandtal. En gammel historie, som jeg første gang stiftede bekendtskab med i folkeskolen og siden hen har hørt et utal af gange i kirken d. 24. december. Det er egentligt lidt pudsigt ikke – at jeg der hader julen så fantastisk meget, alligevel er i stand til at fortælle så meget om den.

5.
Så er der det med julepynten. Midt (eller er det i starten af) i oktober forandres landskabet omkring os pludselig. Hvor der før blot var almindelig gadebelysning, hænger nu diverse kæder lavet i gran tilmed med lys i. Har nogen på noget tidspunkt spekuleret over, hvilket strømforbrug der ligger bag al denne såkaldte julehygge? For ikke at tale om folks julekæder, der lystigt hænger på enhver ledig altan. Det bliver vildere og vildere hvert år, og efterhånden nærmer vi os amerikanske tilstande. Flere steder i landet dyster naboer ligefrem om at frembringe den mest strømslugende juleudsmykning. Grotesk. Hverne rundt omkring prydes efterhånden også af et velvoksent udvalg af havensiser. Hvad er der galt med gammeldags kravlenisser og flettede julehjerter? Ja for hvem har egentlig i virkeligheden set en nisse stå med en lampe ude i en have?
Lys er i øvrigt den første form for julepynt, man kender til. I 1800-tallet begyndte man at sætte lys på træer. I det 20. århundrede begyndte man at lave julepynt af papir, dvs. kræmmerhuse og julehjerter, og dengang var der næppe nogen, der havde forestillet sig, at man mange år senere kunne finde samme slags julepynt fremstillet i plastic eller metal. I dag har den almindelige forbruger det hele: både lys, kugler, kurve, flag, trommer, guirlander osv. osv. I supermarkedskæderne har de endda usmageligt og uhåndterbart store glaskugler hængende, som en eller anden en skønne dag får i hovedet og falder om på stedet. Så meget for nymodens og overdreven brug af julepynt!

6.
Er det ikke også en underlig idé at fælde et træ for efterfølgende at stille det indenfor og bagefter pynte det med alverdens ting, der ikke har det fjerneste at gøre med træet? Traditionen stammer fra vore tyske naboer, og fænomenet er første gang beskrevet i 1605. Det var heldigvis først et par hundrede år senere, vi blev ligeså latterlige i Danmark. HCA har skrevet om det i ”Grantræet” ligesom vi alle kender Peter Fabers ”højt fra træets grønne top”. Netop toppen prydes i dag ofte af en stjerne, der vist skal symbolisere Bethlehemsstjernen, de tre vise mænd så. Nogle bruger også et spir, der måske efter min vurdering trods alt passer bedre til det hele, når man nu engang har overdænget det uskyldige og sikkert meget julefjendske træ med kugler i alkens farver. Førhen satte man faktisk en engel eller en stork i toppen af træet. Om det giver mere mening, skal her være usagt. Men polemikken omkring juletræet slutter slet ikke her. Folk laver ligefrem udflugter. Udflugter ud til store plantager med masser af træer, og de vandrer rundt i kulden i timevis for at finde netop det træ, der vil passe bedst ind i deres stue. Frosne tæer, en træ uden rødder og tonsvis af gran over hele stuegulvet – jamen tak for kaffe da.
top

7.
Nu er vi så kommet godt i december, som mange også ynder at kalde julemåneden. Javist falder julen i denne måned, men hvorfor skal hele måneden ødelægges og opkaldes efter denne enkeltstående dag? Det går ganske enkelt ud over min forstand. Er man født i december bliver hele ens identitet, at man er et rigtigt julemånedsbarn. Hvad er der galt med blot at være et decemberbarn? I denne måned har vi også så ufatteligt travlt. Der er julemarkeder, juleglögg, julekaffe, julelegestue, julegudstjenester, gaveindkøb, juledit og juledat. Det er som om, aktivitetsniveauet automatisk skal højnes med mindst 300%, blot fordi, det snart er jul. Tilmed skal man nå at bage, se julekalender, brænde kalenderlys, spise brunkager, besøge familien ekstraordinært fordi man skal bytte gaver. Mig bekendt får døgnet såvel som ugen ikke flere timer af den grund, så hvorfor dog stresse så meget over al dette juleri. Vi kører med på den hvert eneste år uden at fortrække en mine, og vi opdager slet ikke, at tommelskruerne år for år strammes lidt mere, så der lige er lidt mere at skulle nå. Det er jo et frit land, og dermed står det os alle frit for, om vi ønsker at tage del i jule-halløjet. Det lyder i hvert fald meget i orden, men i virkeligheden får man ikke rigtig muliglighed for at vælge det fra. Stakkels alle de mennesker, som ikke bare hader julen på det groveste, men slet ikke fejrer den.

8.
”Undskyld, men sender De julekort unge dame? – så kan det være De kan hjælpe mig med hvor jeg køber julemærker?” Er der noget, jeg ikke kan hjælpe dig med makker, så er det da det. Julekort! Ha. Det startede tilbage omkring 1880 og har så åbenbart hængt ved siden da. Hvad i al verden er det for en underlig skik? Man sender én gang om året et snoldet lille kort til familie, venner og bekendte. Et kort hvor der dårligt kan stå andet end ”Glædelig jul og godt nytår” på. De personlige og håndskrevne breve røg ud i periferien med e-mailens komme, men julekortene lever i visse kredse stadig. Det kan man så sige kompenserer for det andet, men nej det synes jeg egentlig ikke. Det er lidt trist, at man ikke skriver lidt mere, når man nu alligevel har gang i blæk og fjer. Det bliver så nemt standardiseret med hilsner, og hvor er så egentlig den store forskel fra e-mailen, hvor man måske havde skrevet mere. Nuvel julekortene findes, med eller uden meget indhold. De klæbrige nisser og vinterlandskab pryder forsiderne, og posten får lidt ekstra arbejde.

9.
November og december bugner med dem. Hver eneste weekend skal man se på fulde mennesker, der i antal overgår de fleste af årets resterende weekender. Fænomenet blev opfundet på arbejdsplader omkring 1940, hvor man spiste sammen. Det at holde firmajulefrokost har siden været ensbetydende med god firmaånd og sans for at fremme det sociale på arbejdspladsen. I dag holdes julefrokoster også i mange andre sammenhænge. Sportsklubber, blandt venner og i familiens skød. Det sjove ved julefrokoster er, at man fra første minut fylder sig med langt mere mad, end organismen på nogen måde har godt af. Man indtager desuden drikkevarer i stor stil. Pakkeleg er en anden næsten obligatorisk del af enhver julefrokost med respekt for sig selv. Jo man sidder der på sin flade og råber højere og højere, fordi en eller anden har skruet usandsynligt op for musikken, så det er ganske umuligt at føre en samtale i almindeligt toneleje. Folk vælter rundt omkring i en salig brandert, og kolleger, der ikke brude have udvekslet mundvand gør dette og muligvis mere. Når man næste morgen vågner op med lidt ondt i håret og er på randen til at tage en kniv og skære maven op pga. mavesækkens alt for store indhold af halvfed julemad og godter, tænker man blot, at det da er godt, der er et helt år til en sådan seance skal finde sted igen. Hvis man altså ser bort fra, at der allerede samme aften er dømt ny julefrokost i anden sammenhæng.

10.
På sådan en lørdag kan man jo ikke andet end vågne op og tænke, juhuu jeg skal i gang med at pakke gaver ind. Dette fordrer naturligvis, at man allerede har været ude i den store stygge julehandel og er blevet mast til plukfisk et utal af gange, mens man har forsøgt at bane sig vej gennem butikkernes menneskemylder. Ligesom man allerede har overstået den udsøgte fornøjelse at stå i kø i flere timer for at få lov at betale for en vare, der selvfølgelig lige skal et byttemærke på, såfremt i fald gavens modtager alligevel ikke rigtig brød sig om netop den farve på de nyerhvervede sokker. Ideen med at pakke gaverne ind et ret gammel, men det med at anvende specielt papir kendes først fra slutningen af forrige århundrede. Oprindeligt brugte man angiveligt glanspapir til den slags, men man må da så sandelig erkende, at der er sket en væsentlig udvikling der. I dag bugner alle butikker jo med gavepapir i enhver afskygning. 
Hele tanken med, at man ikke må kunne se, hvad gaven indeholder er i grunden udmærket, men ville det ikke være mere miljømæssigt korrekt at tage en gammel avis og pakke tingene ind i? Tilmed er det betydelig nemmere end at stå og fedte med det evindelige gavepapir. Hvem har ikke prøvet at stå med en kæmpe pakke, der skulle pakkes ind. Det ender altid med klister overalt og et bånd, der aldrig ser så flot ud, som man havde forestillet sig. Det tager en frygtelig tid, og noget en julehader som jeg aldrig har forstået er, hvorfor i al verden man egentlig gør så meget ud af al den indpakning. Ni ud af ti flår alligevel blot papiret af .

11.
Julebuk Er det ikke en underlig ting? En gedebuk at strå. Hvad i al verden har det med Jul at gøre? Hvis så bare det havde været i gris, så kunne man da sige, at det var i sammenhæng med flæskestegen. Førhen var julebukken en person, der optrådte forklædt som buk i julestuer og skræmte børn og lavede løjer. Men hvordan i al verden er man kommet på den idé? I dag er den levende person så som bekendt blevet byttet ud med en gedebuk lavet af halm og bruges som julepynt. De står over det hele og ser dumme ud. Heldigvis ejer jeg endnu ikke en sådan selv, men det er sikkert kun et spørgsmål om tid, inden også julebukken finder vej hertil. Måske en eller anden velgørende forening uddeler gratis julebukke om nogle år. Foreningen til julebukkens fremme. Who knows? 

12.
Som inkarneret julehader er det ikke svært at finde på ting at brokke sig over i denne tid. Tag nu fx fænomenet mandelgave. For det første sidder alle og lader som om de har fundet mandlen, og pinen skal absolut trækkes så langt som muligt. Dernæst er der altid en bedstefar eller onkel, der snyder, således at børnene altid ender op med at få mandelgaven – og hvad sjovt er der så egentligt ved det? Hvor blev den ægte konkurrenceånd af? I Danmark har man kendt til denne latterlige tradition siden det 16. årh. Endvidere har det at finde mandlen altid været et lykkevarsel. Mandelen, som jo udløser en mandelgave skal findes ved at deltage i jagten aka spis-mest-mulig-ris-a-la-mande-og-fisk-gerne-i-skålen-inden-du-tager. Der sidder man så og er lige ved gang på gang at råbe op om, at man har fundet den, når der igen er kæmpe stykker mandler i for at narre fjenden. Altså hvad er der galt med mandellikør – så var det sgu da til at få øje på den manden i stedet. Og gaven, ha ha ofte er det jo fuldkommen ligegyldigt, om man vinder endnu en chokolade, for vi ved jo alle, at man efter en noget der føles som en ti-retters-julemenu ikke er i stand til at spise præmien, og så bliver den alligevel delt blandt alle gæsterne.

13.
I dag er det Luciadag. På luciadagen fejres Sankta Lucia, lysets helgeninde. Det foregår ved at en masse (primært børn) går i takt og synger Luciasangen. Luciabruden, der går forrest har en krans på hovedet med fire lys i – tændte vel at mærke. Efter hende går et utal af personer med et enkelt lys. BRANDFARE! Hvorfor er der ingen, der for længst har forbudt denne aktivitet. Tænk om der gik ild i den stakkels piges hår, hun faldt (tilfældigvis ned i noget letantændeligt), der gik ild i hele hytten og pist væk var alle. Hvor smart er lige det??? Men flot sikkert ser det helt sikkert ud, men helt ærligt, efter at have hørt på de bærer det lys frem 117 gange, er man da ved at være lidt træt af den samme smøre. Der kunne fx godt have været lidt flere vers i den sang. Jeg har traditionen tro ikke tænkt mig at dukke op til noget Luciaoptog i år.

14.
Traditionen med misteltenen stammer fra den keltiske folketro, hvor mistentenen værnede mod onde ånder, og det i 18. årh. i England opstod juleskikken at tillade en mand at kysse en kvinde, der befandt sig under en ophængt mistelten. Denne tradition kom til Danmark i slutningen af det 19. årh. Man må i den grad sige, at den fik en renæssance, da ”De Nattergale” med Gertrud Sand som fortaler endelig fik sin Oluf til at kysse sig d. 24. december. Men hvad er det for noget pjat. Hvis man ønsker at kysse nogen, kan man enten vælge den høflige måde og spørge først eller ganske enkelt følge rådet fra en stor sko fabrikant og just do it. Selv er jeg nok mest tilhænger af sidstnævnte, men det er jo så forskelligt, hvordan man er indrettet. For ganske nylig ville en af mine venner tilmed kreere en misteltenhat, som vist skal ses på tegningen for at kunne forstås. Pjat altså! Men trods hadet til misteltenen må jeg sige, at hatten alligevel fik et lille smil frem i min mundvig.
top

15.
Konfekt og søde sager produceres i massevis, og vi spiser og en pukkel til eller tager i hvert fald gerne et par kilo eller tre-fire stykker på i løbet af julemåneden. Mange har tradition for at producere deres egen af slagsen, og mens man så sidder der og fedter rundt med marcipan, nougat, chokolade og kulørte sukkerkugler får man undervejs en vammel smag i munden, allerede inden man når så langt som til at skulle putte de søde sager i munden. Derudover roder ens køkken så uigenkendeligt, at man til tider tror, man er gået ind i et forkert hus. Der er simpelthen ikke noget, der sviner mere end konfekt-mageri. Ja det skulle da lige være, når kagebagningen sætter ind. Anyways det er noget nær samme problematik med de to ting, man hygger sig gevaldigt med at lave det, men er der nogen, der efterfølgende får det hele puttet ned i svælget? Det skulle da lige være fordi, man har besøg af en sliksyg nevø…

16.
Kravlenisser er ligeledes noget underligt noget, hvor kommer de fra, hvor kravler de hen, og hvor har de egentligt fået deres navn fra? I 1947 lancerede Frederik Bramming udklipsark med nisser, som han fandt på at kalde kravlenisser. Begrebet kravlenisser - nisser der kan klippes ud og anbringes hvor som helst - kende faktisk allerede i 1940'erne. 
Vi sætter nemlig nisserne hvor som helst, og måske er kravle det der med at de nærmest kravler på alle vores ting. Nogle meget populære steder at placere de små plageånder, der overvåger dig dag og nat julemåneden igennem, er på billeder, på dørkarme og på reoler. De sidder der og indimellem falder de ned, hvilket er et stort irritationsmoment hele december måned. De gør jo egentligt ikke noget - disse kravlenisser - men helt ærligt skal man endelig have nisser, er det så ikke federe at de er af stof, således at de virker lidt mere ”virkelige”. Ja hvad ved jeg - her er der i hvert fald INGEN kravlenisser, der har fundet ved til føromtalte steder.
top

17.
Op mod jul skal fuglene selvfølgelig også mærke, det er jul. Derfor hænger mange kornneg af havre op til fuglene ved juletid. Traditionen går mindst et par hundrede år tilbage, hvor man på landet hang høstens sidste neg op, som tegn på julens komme. I dag er det vel bare politisk korrekt eller måske endda trendy at fede fuglene op, så deres vinger ikke længere kan bære dem, med flere udsmattede fugle på bilruderne til følge. Se det kalder jeg julestemning, så er der oveni købet også rødt i… Usmageligt ikke sandt. Lad dog de ”stakkels fugle” finde deres egen mad i stedet. Det er de vant til. ”Julens komme” hvad er det egentligt også for et udtryk, hvor kommer den hen? Hvad vil den, og hvorfor skal vi have den – find selv på flere spørgsmål…

18.
Ganske tidligt at tage fat på et fænomen som helligtrekongersdag, men eftersom Jule-KBJ slutter allerede d. 25. december, er det jo nødvendigt at tage lidt forskud på glæderne. Den 6/1 er den trettende dag efter juledag og den kaldes helligtrekongersdag. Traditionen i Danmark Helligtrekongersaften er at juletræet tændes for sidste gang. - Ofte spiser man æbleskiver. Der er dog ikke så mange der holder ved denne tradition i vores tid. Til gengæld er det vist den meget almindelige opfattelse, at julepynten skal være nede på helligtrekongersdag. Det var sgu da også på tide kan man jo sige. Personligt er min sparsommelige julepynt HVERT år fuldkommen gemt væk, når vi når den sjette januar. Var der mon tre hellige konger? Ifølge biblen var det vist tre vise mænd, men muligvis kan denne kombination også forekomme? Lige gyldigt hvad er det fint med mig, at de tre konger er medvirkende til, at vores julehysteri endelig sluttr.

19.
Kender du fænomenet julelege? Julelege var førhen fx sanglegen med at gå rundt om en enebærbusk og blindebuk I dag kendetegnes julelege vist mere ved at man i familiens skød samles om fx et spil, det kunne være landmandsspil (!!), men også matador, trivial pursuit , matador, kortspil og terningspil. Det er da også ganske hyggeligt, så længe man ikke som jeg lider af at have et kæmpe temperament i hvert fald hvad spil angår. Ofte har jeg fået spoleret julehyggen ved at blive så hidsig over at have tabt, ja det gik ind imellem så galt at både spilleplade blev kastetop i luften og døre smækket. Men det er jo alt sammen fortid, nu hvor jeg er blevet voksen, følsom og mindre temperamentsfuld (?) Dog er det derfor ikke ensbetydende med at jeg elsker at spille - langtfra da, og især i julen. Hvorfor dog sidder der rundt om bordet og fylde sig med endnu flere kJ i form af godter? Næ det ville være meget bedre for familien Danmark at gå en lang tud i skoven eller lignende. Hvis vi endelig skal lave noget socialt, ville det vel også være mere socialt at lave en reel juleleg, hvad med gemme eller 1-2-3 krone?

20.
Vi holder jul , ja vor herre bevares hvor vi holder jul! Men hvorfor gør vi egentlig det? Julen var i sin tid en hedensk solhvervsfest. I 300 tallet blev den overtaget af den kristne kirke som en fest for Jesu fødsel.. Vi fejrer jo i Danmark juleaften den 24. december, hvilket skyldes, at det ved store kirkefester var skik at man vågnede natten før, for at forberede sig åndeligt, og det er så blevet til juleaften. Julen går ifølge kirken fra advent til helligtrekongersdag.
Fint nok der blev født et lille barn, det gør der jo ligesom ret ofte, så hvorfor skal vi bruge al den tid på at fejre ham? Og tilmed én som for længst er død? Det giver i mit univers ikke helt mening. Men pyt det gør vi så i stor stil. Både med julepynt, julegaver, julemad, juletræ, julefester og julestress. Se det er jo helt fantastisk. Las os afskaffe julen og alt hvad dertil hører, så vi atter kan få en normal hverdag. Ham Jesus er nok alligevel ret ligeglad med at vi farer rundt om et træ og flår papir af gaver d. 24/12

21.
den korteste dag
Her i 2005 er d. 21. december årets korteste dag. Det svinger lidt, hvornår det egentlig er det eller ej. Faktisk læste jeg engang, at det kun faldt d.21/12, når det er skudår, men det er det jo ikke ligefrem i år. Årets seneste solopgang og tidligste solnedgang falder imidlertid ikke på denne dag. Det er under alle omstændigheder en dag, mange ser frem til, fordi vi så igen kan få lysere tider, men en julehader som jeg, mener jo naturligvis også , at det er dejligt, når vi går lysere tider i møde, så hvor meget jeg end ikke ønsker det, er det faktisk en positiv dag, på trods af, at den forfærdelige jul rykker tættere og tættere på. 3 dage tilbage i helvede. Vi klarer den formentlig også i år.

22.
Så nærmer vi os så småt dagen, hvor julemanden efter sigende skulle komme forbi ethvert barns hjem. Hans trofaste hjælpere nisserne er en næsten lige så mærkværdig størrelse som Julemanden himself. Julenissen er en lille gammel mand med skæg. Han er klædt i grå trøje og grå bukser. Han har en rød tophue og går med røde strømper i sorte træsko. Han skal have sin årlige julegrød, og det er jo også alt sammen meget fint, men det bliver i længden lidt svært at tro på julenisserne. Især når man opdager ens hund stå og spise risengrøden, der egentligt var tiltænkt nissen. Vi voksne bilder børn en masse vrøvl ind, men det er vel ikke så væsensforskelligt fra resten af året, da drejer det sig imidlertid bare ikke om nisser og julemænd. Men lad os dog blive fri for disse fantasivæsner.

23.
Her i december og navnlig i dagene omkring d. 24 propper vi os med mad, ja at kalde det at æde er vist ingen overdrivelse. Man mener at der allerede i vikingetiden blev serveret gris som festret i forbindelse med julen. I 1800 tallet fik grisen dog i byerne konkurrence af gåsen, mens man på landet stadig spise gris eller and. Senere i det årtusind begyndte man at spise kalkun. Hvis vi nu skal lave endnu en uformel undersøgelse på rigtig julehadervis, kunne man jo spørge, hvad KBJs læsere indtager juleaften??? Nå men tilbage til det, der er værd at brokke sig over – hvorfor skal vi partout proppe os med så megen mad, blot fordi en tåbelig tradition ved navn jul skal afholdes? Det medfører tilmed, at man i månederne efter bruger ufattelig meget energi på at få smidt de ekstra kilo, der røg på i løbet af de relativt få dage i julen. Ikke nok med kødretter, også risengrød (1800-tallet) og senere ris a la mande (ca. 1900) bliver spist i store mængder omkring højtiden. Siden 1600-tallet har æbleskiver været en delikatesse, som ikke kun hørt til julen, men æbleskivekonsumeringen topper nu nok som oftest deromkring. Oprindelig tog man en skive af et æble, som man dyppede i en dej og bagte eller kogte i smør. Senere blev det almindeligt at stege æbleskiver, som vi kender i dag. Æbleskiver og dertilhørende gløgg kan enhver efter en december måned vist have fået nok af, i hvert fald undertegnede, der mindst har fået disse ting i forening 10 gange henover december måned.

24.
Julemanden er en ældre ret korporlig mand med et kraftigt hvidt skæg og med evigt smilende øjne. Han er klædt i en stor kåbe, en lidt spids hue og store støvler - alt er rødt, kantet med skind. Han er gaveuddeleren, der kommer som den gavmilde velgører og deler ud af sin fyldte sæk. 
Lyder det som et andet glansbillede eller bare af lidt for meget? Ikke desto mindre lyder definitionen nogenlunde af vore dages julemand, en figur som er blevet hentet ind i den danske jul i slutningen af 1800-tallet, først og fremmest fra USA, hvor han hedder Santa Claus, hvad der minder os om, at julemanden oprindeligt er helgenen Sankt Nikolaus. 
Øv hvor det lugter altså, hvordan skulle én enkelt mand kunne nå rundt til samtlige af verden børn, der ellers i det forgange år har opført sig ordentligt? Det er jo ikke særlig sandsynligt vel! Men hvad gør man ikke for at glæde små børn. Historien om julemanden levede skam også i bedste velgående i mine barndomsår, og det gør den så åbenbart stadigvæk, blot for at tilgodese næste generation. Ved nærmere eftertanke er det måske slet ikke så galt at ville glæde børn med en slags lykkeligt eventyr, så for første gang her i december vil jeg sige velkommen til en juletradition, men også blot fordi vi som store børn og voksne ikke længere tror på ham – manden med skægget.

top


(c) 1999 - 2000 Joske Smedegaard