Opd. 05/06/12
Forside
Formål
Julehistorie 04
  Julehistorie 2004 (Stemning)

1
Den danske forfatter Vibeke Marx har skrevet en fremragende bog med titlen: Morgenen er bedst. Det er den muligvis også til visse ting, men i forhold til at sidde og skrive holder det bestemt ikke. Det går langt bedre sent om aftenen på grænsen til natten, hvor dagslyset udenfor for længst er erstattet af lygternes blege skær. Ikke fordi den udendørs belysning ofte påvirker skrivningen, men mere for at beskrive en vis stemning. Bedst bliver det om vinteren, hvor der muligvis ligger små klynger af sne og lyser op i det mørke landskab. Så har jeg egentlig mest lyst til at kyle den bærbare hen i et hjørne, tage støvler, hue og vanter på og så ellers vandre ud i det oplyste mørke. Helt alene og alligevel slet ikke, for naturen er pludselig blevet min allierede.

2
Sådan kan jeg, hvis ellers tiden tillader det, vandre rundt i timevis uden noget egentligt mål. Bare med mig selv og stemningen. Idet vi antager, at sneen først falder i december, går jeg forbi oppyntede vinduer, der stråler langt væk af julehygge og idyl. Jeg kommer automatisk til at tænke på min barndom, der for længst er væk og borte men bestemt ikke glemt. Lysene i vinduerne minder mig om den søde juletid i mit barndomshjem, hvor der ligeledes var mange stolte juletraditioner. På sin vis bliver jeg glad og varm indeni af at gå sådan rundt og komme i tanke om al det, men på den anden side er det i grunden også en smule deprimerende at blive mindet om svundne tider, der aldrig igen vil opstå i samme form.

3
Det er muligt at jeg igen vil opleve lidt af det samme, når jeg engang ihærdigt forsøger at viderebringe de glædelige traditioner til mine fremtidige børn. Men helt det samme bliver det jo nok aldrig, selvom jeg med uanede mængder af overskud vil give alt for, at de skal opnå samme følelse, som jeg selv havde som barn. I virkeligheden er det nok lidt halv farligt sådan at forsøge at genskabe noget, der i sidste ende primært eksisterer i ens eget hoved. Julen og traditionerne derom har næppe været så evigt rosenrøde, som jeg genkalder dem. Men alligevel skal det sikkert prøves, når den tid kommer.

4
Indtil videre går jeg en tur rundt i gaderne med mig selv og fremkalder minder. Hvad det præcis er, der fremkalder hvilke minder, kan være svært at sætte ord på. Det er sikkert en tilfældighed og alligevel ikke, for lever man som jeg efter devisen, at intet i denne verden er totalt tilfældigt, kan det jo være svært at få til at harmonere og dermed tro på. Helt sikkert fremkalder nogle helt bestemte ting helt specielle associationer, og det er jo ganske interessant at finde ud af, hvad der kan have sammenhæng med hvad. Jeg ligger vejen forbi en rød postkasse, derefter en blå bil, en gul husfacade og et grønt redskabsskur. Det betyder højst sandsynligt alt sammen noget, vækker nogle bestemte tanker til live inden i mig.

5
Vi plejede almindeligvis at afsætte en enkelt aften i december måned, hvor vi lavede konfekt, altså marcipan, nougat, hvid og mørk overtrækschokolade, frugtfarve og diverse sukkerkugler til dekoration. Det var en interessant affære, hvor vi med garanti fik både køkken og os selv til at ligne det rene kaos. Efterfølgende var det i juledagene mod alle odds bestemt ikke den hjemmelavede julekonfekt, der først fik ben at gå på. Faktisk var det nok mere høflighed end oprigtig lyst, der fik bedsteforældre til at smage på de lækre sager. År efter år uden kvaliteten eller smagen havde ændret sig synderligt.

6
Hvordan kom jeg mon på det? Selvom det er blevet sent, så jeg på den anden side af gaden nogle børn rende rundt udenfor med slikposer så store som et kilos rugbrød. Jeg hørte en af dem omtale en marcipangris, og vupti mere skulle der egentligt ikke til. Sjovt som ting kan flette sig ind i hinanden, men vi kender det i forvejen alt for godt fra vores hverdag. Hvor ofte oplever vi ikke situationer, hvor tankerne almindeligvis bliver ledt hen på udtalelser som, hvor er verden dog lille. Hvorefter man så passende kan stille sig selv følgende spørgsmål: Hvis verden virkelig er så lille, som vi som gang på gang iagttager, hvordan i al verden kan vi så blive ved med at blive forbløffet over det?

top

7
Jeg er kommet ned af en mindre oplyst vej med relativt store træer på den ene side. Jeg bevæger mig stadig indenfor bygrænsen og befinder mig fortsat i et parcelhuskvarter. Det er et lidt ruskende vejr, forstået på den måde, at det blæser og regner. Det suser godt i trætoppene, og pludselig får jeg en nærmest umærkelig trang til at stoppe på og mærke historiens vingesus. Hvis et sådant altså findes. I hvert fald blev jeg pludselig mindet om min studietid. På vej hjem en sen aftentime, måske lidt sne endda havde indfundet sig, ja det tror jeg. Dalende smukt og roligt ned fra himlen. Jo nærmere jeg kom min bopæl, jo mere hvidt i hvidt blev det hele. Jeg drejer til venstre og befinder mig på Sneserevej, hvor verden står totalt stille. Jeg ænser det smukke vejr, kulden, STEMNINGEN. Den nærmest ubeskrivelige stemning. Det er i virkeligheden nok mit bedste minde fra hele studietiden. Det lyder måske lidt plat, men ikke engang ti-taller eller fede fredagsbarer kan hamle op med den følelse. Jeg mærker, at jeg indeni bliver helt varm bare ved tanken. Gysende erindring i positiv forstand.

8
Efter svinget, hvor vejen pludselig skifter navn, fik man næsten altid modvind og resten af vejen hjem føltes altid uendelig lang, på trods af, at langt under den sidste kilometers transport dermed var indledt.
Når jeg kom hjem med bussen og skulle gå fra stoppestedet hjem, opstod lidt den samme følelse, men til stadighed står førnævnte vej nu som det største og mest indflydelsesrige minde. Jeg skulle gå langs en bæk, ganske vist på den anden side af vejen, men klokken 23+ var det bestemt ikke den mest befærdede vej. Gad vide, om der overhovedet findes en sådan på Vestamager på det tidspunkt? Ned af vejen i hæsblæsende tempo, da hyggen ikke var på sit højeste på netop denne lidt øde strækning. Og så til venstre, og hvis jeg kiggede op og med entusiasme fulgte et eller flere snefnugs vej ned fra lygternes skær til vejen tog det ikke længe at komme helt hjem. I denne omgang ikke nødvendigt at tælle eksempelvis skridt mellem gadelygterne.

9
Tilbage til minderne om studietiden. Jeg er nu et tidligere sted tidligere på min rute fra skolen og hjem. Jeg kører forbi en svømmehal, hvor jeg har tilbragt uendelig mange timer i klorvandet, og sneen daler naturligvis stadig ned stille og roligt.
En enkelt bil kører forbi i ny og næ, men jeg ænser det dårligt, for jeg er i min egen lille fantasiverden med et eller andet musik i min walkman. Samtidig skal jeg koncentrere mig om vejarbejdet, der i bakspejlet stort set altid var i gang det pågældende sted. Jeg kommer til krydset af Englandsvej og Vejlands alle og når man kommer ad denne vej tager lyskrydset altid en evighed om at skifte. Hvor mange tanker har jeg ikke holdt der og gennemtænkt i tidens løb? Videre ud af og forbi området der tidligere rummede en kolonihaveforening men nu er blevet udstykket til parcelhuse. Lidt øde sted og senere forbi den nedlagte kiosk, hvor der altid holdt suspekte biler, hvorfor man satte turbo på. Det er efterhånden blevet en anelse glat og koldt er det helt sikkert også. Hr. frost har taget godt og grundig fat i os alle. Nu kommer jeg forbi bilforhandleren og kører med rundkørslen forbi det gamle vandtårn der i disse juledage er flot udsmykket. Og så kommer krydset, hvor jeg skal til venstre ned af Sneserevej.

10.
Den lidt mørke og øde vej bliver godt lyst op af sneen og gadelygternes hvide skær. Der hænger julepynt over vejen, og et af husene er voldsomt udsmykket. Jeg ænser sneen, stemningen og følelsen af at være rigtig glad uden helt at vide, hvad der ligger til grund for denne spontane glæde. Jeg husker det ,som var det i går. Turen ad netop denne vej står meget klart i min erindring og er hvert år et af de minder jeg hiver frem i forbindelse med julens komme.
Igen er jeg tilbage i nutiden og fortsætter lidt længere ned af vejen. I adskillige vinduer står de svenske lysestager og skaber lys, glæde og forventninger. Flot ser det ud, og jeg kommer til at undres over, hvorfor i al verden mit hjem aldrig er blevet udstyret med en sådan? Lyset falder flot på det snedækkede fortov, men temperaturen er faldet drastisk i løbet af den sidste times tid, så jeg går og skutter mig en smule og længes i og for sig efter at komme hjem og indendørs.

11.
Hjemme hos mine forældre hæger der hvert år en rød lampe med nissebørn på. Den er om noget for mig blevet symbolet på julen. Når lampen er oppe, og det er morgen så er det jul. Pakkekalender, julekalender og tv-udsendelser falmer totalt i sammenligning. Utrolig hvor meget værdi man kan tillægge en enkelt genstand. Sådan er det med mange ting. De fleste mennesker har vel et eller andet, de holder uendelig meget af, der derfor får uvurderlig betydning for dem. Vejen ender ikke blindt for gående trafik, men havde jeg været i bil, skulle jeg nu vende om. I stedet kan jeg skyde genvej ind over et stort grønt område, der selvsagt ser nærmest uhyggelig flot ud, som det der fremstår total uberørt og ny. Mine tanker bliver derved ledt hen på endnu et jule eller rettere vinter minde. I min barndom tog vi ofte op til andesøerne og kælkede ned af de to små bakker, der på dette sted forefindes. Der var altid skilte ved søerne om, at isen var usikker og det på trods af, at der ofte ikke engang var skyggen af is til stede.
top

12.
Minderne vælter så nemt op i en. Allerede på min lille gåtur, der endnu kun har varet i omtrent en halv time, har jeg fået usandsynlig mange minder frem ved blot at gå og observere. Derved kan man så fundere over, hvor mange minder man mon ville få, hvis man udelukkende koncentrerede sig om at få denne handling til at ske? Måske ikke så mange, da hjernens lagringer muligvis bedre fremkommer ved spontan aktivitet frem for intense forsøg derpå. Det skal jeg ikke med sikkerhed kunne sige, men ofte kommer mine tanker og dermed inspiration bedre til udtryk i tilfældige situationer frem for planlagte tidspunkter. Julen varer længe koster mange penge, synger vi op til jul, og i disse ord er det et vist gran af sandhed gemt, men julens varighed kan man vel selv være med til at påvirke. Min gåtur må snart være slut, for jeg nærmer mig med dybe fodspor mit hjem. Hvis nogen ønskede at følge min rute, ville det være relativt nemt. Det er vel i realiteten en af de få ulemper der er ved sne.

13.
Lige inden jeg drejer ned af vejen til mit hjem, kommer jeg pludselig i tanke om endnu et juleminde. Jeg er nu bosat i Nyborg og er kommet hjem med toget fra Jylland efter en mild sagt knap så god juleferie. Nå men de dårlige minder gider jeg ikke beskæftige mig med, så i stedet mindes jeg at komme ud af toget og skulle gå den relativt korte vej hjem. Men her var sne. Ikke bare en smule men sindssygt meget sne, og det blev ved med at vælte ned. Det var lidt over midnat, og gaderne lå ret øde hen. Men de blev jo lyst op af det fantastiske snevejr og dynger af sne, der lå rundt omkring. Efter at have været oppe i lejligheden med min ret store bagage bevægede jeg mig igen udenfor, for at få endnu et glimt, endnu et input af den herlige STEMNING, som kun sne kan give en. Jeg husker ikke tydeligt, om jeg gik ned til voldgravens flotte omgivelser, men det har jeg sikkert gjort, da dette var så flot så flot. 

14.
Jeg drejer ned af vejen og begynder at gå op af trapperne. Da jeg når 1. sal kommer jeg tilfældigvis til at kigge ud af vinduet, og udenfor ser jeg lys ud over gården. Jeg får en stor trang til igen at bevæge mig udenfor, men lader det blive ved tanken. Min jul i Fredericia kendestegnes meget godt ved lyset i gården. I gågaden var der pyntet gevaldigt op, og et eller andet skete i byen i anledning af julens komme. Også i denne by fandtes der en voldgrav, som naturligvis også var flot at bevæge sigt rundt på i mens sneen falder. Men her fandtes også en strand, hvor man sagtens kunne få flere timer til at sidde ved og kigge ud over vandet, eller gå tur langs vandet. I virkeligheden er det måske lidt ligegyldigt, hvor man befinder sig, når naturen viser sig fra dens bedste side og lader os glædes ved nyfalden sne? Alligevel har jeg tilsyneladende forskellige minder fra forskellige steder. 

15. 
Oppe på 3. sal og jeg famler mig vej ind i entreen og får endelig tændt lyset. Jeg smider mine vanter og hue på bænken og går ud i køkkenet og laver en kop the. Dernæst går turen til stuen, hvor jeg tænder juletræet og sætter min i stolen med de små pærer på det kunstige sølvjuletræ som eneste belysning. Her kan man jo sidde i længe og beundre julens sødme og lade tankerne flyde frit. I Skanderborg gik jeg ofte ture ved søen og i området bagved Rudolf Steiner skolen ude i Højvangen. Jeg yndede også at gå en tur ned i byen og kigge på butikkernes julepynt. At gå en tur forbi de mange blokke på den anden side af cykelstien var også et sikkert hit, da mange lejligheder var smukt udsmykket. Det var også i denne by jeg første gang så et juletræ midt ude i vandet i en svømmehal. Fantastisk idé, der altid tog kegler hos de små svømmere. Ja juleafslutningen der var noget for sig selv. Åh disse minder.

16.
Så nåede jeg vist også hele vejen rundt i minderne fra de forskellige steder, jeg har boet. Theen er drukket og jeg får trang til igen at bevæge mig ud i snevejret, som om noget er inspiration for mine tankestrømme. Ergo sætter jeg kruset ud i køkkenet, binder mine støvler, ifører mig hue, vanter og halstørklæde og gør igen klar til at erobre snelandskabet. Denne gang går jeg en anden vej, som leder mig forbi et grønt område med en sø. Trods min bangebuks-tendenser går jeg en tur rundt om søen og spejder ud over det stille vand, der er blevet aldeles forladt af fugle, ænder og andre herboende dyr. Der er stille, og man ville kunne høre selv den mindste lyd. Et pindsvin krydser stien, og i samme øjeblik kommer en hund farende ud af ingenting. Mit hjerte sidder helt oppe i halsen, og mit mellemgulv giver mærkelige lyde fra sig. Angsten stiger lynhurtigt op i mig og i stedet for at løbe væk fra rovdyret, vælger jeg mærkværdigvis at forsøge af aflede dets opmærksomhed.

17.
Hunden hopper lystigt af sted efter pinden, eg fik smidt. Pindsvinet er kommet i ly mellem nogle buske, og jeg opdager til min store skræk, at hunden står foran mig med pinden i munden. Jeg griber ud efter pinden, men får ikke lov at tage den igen. En mand kommer gående den modsatte vej i forhold til mig. Mit hjerte falder på plads igen, da manden kalder på hunden, og den lydigt tripper i retning af ham. Vi nikker til hinanden, og jeg fortsætter ufortrødent rundt om søen. Et par børn leget på nogle træstykker, der skal forestille en drage. Jeg tænker, at de nemt kunne komme til skade, da træet er vådt, men noget sådant tænker børn nok ikke over. Ja det gjorde man vist heller ikke selv dengang. Frygtløs som man var. 
top

18.
Jeg er kommet halvt rundt om søen og drejer ad en anden sti. Jeg kan ikke lade være med at gå og smugkigge en smule ind af folks vinduer når jeg nu alligevel går forbi. Især i denne tid, hvor vinduerne som oftest er pyntet med nisser og andre julesager. Ind af en rude kan jeg se en mor og tre børn i gang ed at pynte juletræ. Åh det mindes jeg også ganske tydeligt, alle disse gange vi hjemme hjalp vores mor med netop dette. Flag, hjerter, kræmmerhuse, kugler, glitter og lys i en stor overvældende sammenkomst. Det var et helt kunststykke at få det til at se godt ud på træet. Men det lykkedes hvert år, selvom det nogle år kunne tage længere tid end andre. Fugle i glas der glimter, og farverige knallerter skal der også være.

19.
At pynte juletræ kan ligeledes minde en om den årligt tilbagevendende begivenhed: Disneys jule show. Den ultimative julestemning bliver der her disket op med, og får man af en eller anden årsag ikke set dette program, ja så bliver det altså ikke rigtig jul. Mickey Mouse der hænger julepynt på træet, alt imens Pluto jagter de små jordegern Chip og Chap, der til sidst må forklæde sig som lys. Afslutningsvis kommer de andre fra Disneys univers og synger julesange udenfor døren. Eller hvad med snekrigen, hvor Anders And og ungerne kæmper en voldsom men hylemorsom krig i sneen? Bambi på glatis er også en klassiker, ligesom Lady og Vagabondens romantiske date også hører til. Jesper Fårekylling afslutter hvert år med, ”når du ser et stjerneskud”. Når alt dette er overstået, er vi klar til at holde jul.

20. 
Da man var mindre, skulle man altid op til fotografen ved juletid for at få taget de berømte julebilleder til fx julekort. Det foregik alt sammen oppe oven på i butikken IKA ikke at forveksle med Ikea. Deroppe på førstesalen var der engang også en bistro eller café. Julebillederne var vist af svingende kvalitet, hvilket naturligvis ikke kunne have noget med os børns evne til at sidde stille at gøre. Jeg husker tydeligt al julepynten på førstesalen og æbleskiverne i cafeen og fotografen, der på de mest mærkværdige måder forsøgte at få os til at smile. Gad vide om det stadig fungerer på samme måde? Sikkert. Efterfølgende kunne man så gå ud på strøget, som gågaden i Ikast hedder. Det var så inden, den blev overdækket og blev omdøbt til strøgcenteret. Ganske rart om vinteren, men om sommeren er det ganske ulideligt at opholde sig inden i ”drivhuset”

21.
Ja jeg husker tydeligt, eller også er det i virkeligheden ikke så klar en erindring, men derimod indbildning som følge af for meget billede-kiggeri. I mine tidlige år, blev der hvert år taget et billede af mig på min fødselsdag. Stående inde i den julepyntede stue. Meget sjældent så jeg særligt glad ud, men om det var fordi, det var vel tidligt, fordi jeg ikke kunne lide at få taget billeder eller måske fordi jeg var syg – ja det ved jeg faktisk ikke. Men disse billeder er jeg naturligvis stadig indehaver af. Og hvad har det så med julen at gøre? Der er jo hele tre dage til. Jo hvert eneste år er jeg af forskellige mennesker blevet spurgt, om ikke det var træls, at have fødselsdag så tæt på jul. Om jeg fik lige så mage gaver, når nu jeg snart skulle have igen. Træls at have fødselsdag tæt på jul? Det er vel aldrig træls at have fødselsdag, og personligt har jeg i hvert fald aldrig følt mig snydt eller deslige. Svaret på sidstnævnte er naturligvis, selvfølgelig gjorde jeg det. Som oftest faldt min fødselsdag faktisk sammen med juleafslutningen på skolen, hvilket jeg også har erfaret den gør i år.

22.
Juleafslutningerne på skolen var altid noget særligt. Dels fordi der nu ikke længere var ret lang tid til jul, men da bestemt også fordi man følte en vis glæde over at have fri i usandsynligt mange dage. Den følelse blev vist kun overgået i forbindelse med sommerferien. Der var først en times hygge i klasserne gerne med højtlæsning og slik eller kager. Derefter kom nogle af de større elever og hentede os små (og siden blev det så os der hentede), og der var samling i festsalen. Her blev der både læst juleevangelium og sunget sange, ligesom skoleinspektøren vist også sagde et par bevingede ord. Der var musikhold, der optrådte med nogle indøvede numre, og det var i det hele taget meget festligt, men i virkeligheden var det eneste, vi alle ventede på at kunne komme hjem og påbegynde juleferien og nedtællingen til jul. Da jeg siden hen gik på hf i Skanderborg (som nogle har gættet i quizzen) var traditionen i virkeligheden ikke væsensforskellig. Dog mødtes vi ikke i klasserne først, men det var det samme med musikfremføring og tale af rektor. Trods lighederne blev det nu aldrig det samme som i folkeren. På uni gik det naturligvis helt galt, hvor december måned altid stod i opgavernes tegn. Og nu hvor man så igen er ude af skolesystemet, kan man heldigvis selv bestemme, hvor meget julehygge, der skal til.

23.
På mit nuværende arbejde forefindes mange bøger, også mange bøger omhandlende julen, og den mest kendte julekalender-bog er vel nok Halfdan Rasmussens ”Julekalender for børn”, der er en billedbog med 24 rimede digte om trolde, nisser, kæmper, børn, gæs og ænder og alle deres forskellige forventninger til julen. Uagtet denne bogs måske mest centrale rolle, sørger vi på biblioteket endvidere for julestemning ved denne sidste uge op til jul at være iført nissehuer og uddele brunkager. Derudover er selve biblioteket også julepyntet i høj grad. Der er både kravlenisser, nissefar og nissemor samt et flot juletræ i forgangen. Jo her mangler intet for at kunne komme i den rette julestemning. Der er nu også noget særdeles hyggeligt over juletiden på biblioteket, hvor nogle folk ganske vist er mere stressede end normalt, men samtidig er folk meget imødekommende og hilser pænt og ønsker personalet en glædelig jul.

24.
Endelig nåede vi til dagen, vi alle har talt ned til. Denne dag er i mange familier forbundet med forskellige traditioner, men en af de traditioner jeg husker bedst fra min barndom, og naturligvis stadig praktiserer er kirkegangen juleaftensdag. Førhen tog vi hele familien ud i Faurholt kirke, hvor mine forældre er gift og både jeg og broder er døbt. Ofte kunne alle ikke være der, hvorfor børnene blev gennet op til alteret og sidde, og andre gange har vi siddet på til lejligheden frembragte bænke i midtergangen. Jeg ville ikke undvære denne gudstjeneste. Ind imellem falder det mig også for at tage i kirke 1.- eller 2.juledag. Normalt er jeg ikke den store kirkegænger, men dog besøger jeg nok kirken mere i løbet af et år end gennemsnittet af den danske befolkning. Hvad man så skal ligge i det, ved jeg såmænd ikke men som der bliver sunget i en julesang har jeg det med kirken ved juletid: Rør blot ikke ved min gamle jul! 
Som denne jule-KBJ startede med anbefaling af en novellesamling, således slutter den også. Den danske forfatter Claes Johansen har skrevet en novellesamling navngivet ”frygtelige Vera og andre noveller”. I denne samling findes en novelle ved navn ”den lille ny”. Meget makaber men bestemt anbefalelsesværdig, og vores verden er vel i og for sig også makaber, so what’s the difference?
top


(c) 1999 - 2000 Joske Smedegaard