Opd. 05/06/12
Forside
Formål
Julehistorie 03

  Julehistorie 2003

1)
Det går indimellem rigtigt stærkt i det lille hjem, der tæller to voksne og to børn. Ja børn og børn kan vel diskuteres. Nogle vil mene, at børn stadig er børn til dagen, hvor de fylder 18 år. Andre er overbevist om, at børn kun er børn så længe de selv vil være det. I grunden er det også tvivlsomt at en dato skulle kunne fungere som skillelinje mellem barndommen og det at være voksen.
Vi er en mor på 35 år, en ung mand på 15, en pige på 12 og så naturligvis mig selv; en ung mand på 25, som fungerer som børnenes papfar. Af og til volder det dog problemer i og med, jeg rent faktisk kun er 10 år ældre end sønnen. Det kan ind imellem godt give lidt problemer. Han har lidt svært ved at acceptere, at hans mors kæreste dels er ti år yngre end hans mor, ligesom det heller ikke altid er lige let fordøjeligt, at jeg samtidig kun er 10 år ældre end ham.

2)
Vi bor i en forstad til Århus. Hun gider ikke bo midt inde i byen, og desuden er det også alt for dyrt. Villavejen har fine, flotte fortove, der hver vinter bliver ryddet med en fejemaskine, og vejen tager en sneplov sig af. Om sommeren render alle gadens børn og spiller kant, bold eller gemme. Folk lufter hver aften deres hunde, og sørger pænt for, at hunden får røven skubbet tilpas ind i hækken, så man slipper for at skulle i gang med posen. Det hele går planmæssigt og nøjagtigt som det gjorde, da jeg selv var barn. Det er dejligt behageligt, at man ikke behøver bekymre sig om hverdagens små hændelser, for de sker ligesom bare. Det er så nemt, bekvemt og meget tilregneligt.

3)
Pigen hedder Stine, ja faktisk er hendes navn Christine, men i disse forkortelses-tider har hendes mor og hende i samråd valgt, at det var meget nemmere blot at sige Stine og derved udelade Chris. Spørg mig ikke hvorfor. Jeg har også tit undret mig over, hvorfor i al verden de ikke for længe siden har sørget for at pigen fik ændret sit navn. Mig bekendt er Stine et udmærket og ganske anerkendt navn i Danmark. Drengen hedder Peter, men ikke i den danske version. Faktisk har han fået lov at blive døbt Pjotr, hvilket måske hænger lidt sammen med farens nationalitet. I hvert fald fungerer det fint at kalde ham den udenlandske version. Moren som jo er min vidunderlige kæreste, hedder Ann. Sjovt nok hed hun vist oprindeligt MariAnn, men som med så meget andet er det naturligvis nemmere kun at skulle udtale en stavelse i stedet for flere. 

4)
Jeg selv lystrer også et navn, og mine forældre var så flinke at kalde mig Walther. Både dobbelt-v og hå i selvfølgelig, intet mindre kunne gøre det. De mente sikkert, det var godt for et barn konstant at skulle have problemer med ikke alene udtalen af sit eget navn og andres ditto, men samtidig var det selvfølgelig et ekstra plus, at folk ej heller kunne finde du af at stave det korrekt. Valder, Waldter, Valter, Valther, Walder, Waldter og sågar Valdemar. Udtalen kunne vakle lidt efter, om folk var overbeviste om, at h’et skulle udtales, således at det blev til Walthhhhher. Andre var så sikre i deres sag, at Uwuwalther nærmere blev hvad de kaldte mig. Jeg påstår ikke, at alle andre har haft det mindre besværligt, men kunne de dog ikke blot havde fundet et fornavn, der i det mindste matchede efternavnet en lille bitte smule? Altså Walther Wolde Willumsen går ligesom ikke rigtigt godt i spænd. 

5) 
Måske er jeg bare født under en uheldig stjerne, men det har heldigvis ikke haft indflydelse på resten af familien. Jeg startede med at proklamere, at det indimellem går ufatteligt stærkt i vores hjem. I løbet af en aften kan jeg snildt nå at have smadret op til flere tallerkener (naturligvis ikke med vilje). Vi kan have pløjet hele følelsesrepertoiret igennem under aftensmaden. Pjotr kan nemt have spist 7 hamburgere efter maden (vi bor uheldigvis meget tæt på en McD),og Stine ja hun er vist bare Stine stille og roligt. Ann og jeg har måske nået at lufte den fiktive hund, som Ann absolut vil have vi skal gå tur med hver aften, selvom det firbenede kræ i virkeligheden slet ikke eksisterer. Det er godt for motionens skyld, og så slipper man også for at være afhængig af kræet, når man ikke er i stand til at hjemme over en længere periode. Vi har vel også haft held til at have en ledig stund til nyheder og måske endda stjålet os fem minutter til et tungekys.
top

6)
Min mor kommer nogle gange på besøg i vores lille hjem, også selvom hun har svært ved at se, hvad jeg skal med en allerede etableret familie, hvor aldersforskellen i øvrigt er et evigt tilbagevendende problem, ifølge hende. Herregud hun synes jo de er søde og rare, min familie, men hun så nu hellere jeg stiftede min egen, så hun kunne få små børnebørn med familiært blod i årene – og hvem ved måske ønsker hun sig også lortebleer med familiært indhold. Nå men hun kommer da trods alt på besøg, hvorimod min far har været lidt mere tilbageholdende, da han, som han siger, ikke ved hvad han skal snakke med to så gamle børn om. Nej tak det ved både jeg og mine søskende alt om! Det ved jeg da heller ikke altid, men jeg prøver da i det mindste, om ikke andet så for Anns skyld.

7)
De dage, hvor mine forældre alligevel overvinder deres problemer med mit liv og kigger forbi, er nogle underlige nogle. De ankommer i deres lille røde bil og ruller fint ind i indkørslen. De stiger ud af den lille røde bil og min far holder min mor under armen, som om hun var 90 og ude af stand til at bevæge sig selvstændigt. På dette tidspunkt er både Pjotr og Stine allerede ude i køkkenvinduet for at lure, hvad der sker. I øvrigt kan de begge rigtigt godt lide mine forældre, så det er med at være på pletten, når de endelig kigger forbi. Vi tager også nogle gange derud. Vi starter cyklerne op og begynder cykelløbet med at aftale, hvem der starter i front. I raskt tempo skiftes vi alle fire til at trække feltet med op i bjergene. Min barndomshjem ligger lidt længere oppe end de fleste huse i området, så efter bjergetapen er overstået, arrangerer vi de tohjulede og begiver os indenfor.

8)
Selvom det er trist at indrømme, var sidste gang, vi aflagde mine forældre et visit, sidste år en søndag i december. Vi kom indenfor og fik jakkerne med vinterens tilbehør vristet af os. Stine skulle tisse, så bedstemor viste hende endnu engang, hvor toilettet befandt sig. Vi andre tre gik ind i stuen, hvor vi til vores rædsel så, at der dels var dækket op til æbleskiver og gløgg og dels var lavet plads til kreativ udfoldelse med juledekorationer som det endelig mål og resultat. Min mor egner sig bestemt ikke til at lave hverken æbleskiver eller gløgg, og kender jeg hende ret er hun ikke gået på kompromis og har købt nogle af delene. Desuden gad jeg nok vide, hvordan hun havde tænkt sig vi skulle cykle hjem med de færdige dekorationer. Kun Ann har bagagebærer på sin cykel så det skulle nok blive et festligt syn.
Alt det fik jeg imidlertid ikke umiddelbart nogen forklaring på, så jeg valgte at fremelske husfreden og holdt dermed mund.

9)
Stine havde fået tisset og vi sad alle i stuen, hvor min far lystigt sad og bappede på sin pibe, mens især Pjotr med også min mor var ved at omkomme af host, da de begge er allergiske overfor røg. Vi drak en tår kaffe, og Ann fortalte lidt om sit nye arbejde som nat kontrollør på en fabrik. Min far troede, at hun var nattevagt, men nej hun arbejdede bare om natten og kontrollerede, at forskellige processer gik som planlagt. Stine tog pænt imod en småkage, da min mor rakte hende en, og jeg sad blot i mit stille sind og håbede, at det ikke var hjemmebag. Men det var det. Både Ann og jeg kunne tydeligt se det, men hun tog det pænt den unge pige. Vi drak gløgg, som i virkeligheden smagte overraskende godt og fik da også puffet nogle få men knap så interessante æbleskiver ned. Det endte faktisk med at være en ret så interessant dag, hvor vi alle hyggede os gevaldigt med at lave dekorationer. At nogle af os så prøvede at fremstille de grimmeste og med klodsede, opdagede min mor lykkeligvis ikke, ellers var hun bare god til at lade som om. Men det er hun nu vist også. Hun har jo i alle disse år bildt både min far og hende selv ind, at det var okay, at han røg.

10)
Da det nærmede sig aftenstid, og vi allerede havde været ude i skoven og gå tur op til flere gange, ringede det pludselig på døren. Det var min bror Nikolai, som sammen med sin kone Trine havde inviteret sig selv på aftensmad hos de gamle. Min mor var helt forfjamsket, da der pludselig var yderligere to munde at mætte. Ann som straks så problemet, sagde, at jeg godt kunne tage og sige noget til dem (underforstået MIN bror og hans kone). Så det gjorde jeg; jeg sagde hej. Anns øjne rasede hen imod mig, og jeg blev da også hurtigt klar over, det ikke netop var det, hun havde ment. Først tog jeg børnene i hånden og sagde, at de lige måtte gå ovenpå og spille på bedstefar og –mors computer. Efter at have overbevist min far om, at de ikke ville splitte maskinen ad, kunne jeg stille og roligt hive Nikolai lidt væk fra mængden. Jeg sagde min mening, hvilket bare udløste af række grin fra min bror. I stedet for at blive uvenner blev vi enige om, sammen at invitere hele familien ud og spise søndagen efter. Så måtte vi nøjes med lidt mindre denne dag.
top
11)
Stine og Pjotr gad ikke rigtig være der længere; det kunne både Ann og jeg uden problemer se. Faktisk kan jeg sagtens forstå dem, det er jo trods alt ikke så mange år siden jeg selv var hhv. 12 og 15 år. Det var sgu da ikke videre interessant at blive slæbt med ud til bedsteforældre, hvor man skulle stopfodres dagen lang. Sidstnævnte slap de så for det sidste stykke tid, da min mor jo naturligvis ikke havde kalkuleret med så mange spisende gæster. Faktisk foreslog Ann og jeg, at vi kunne tage hjem, nu havde vi jo ligesom været der hele dagen, men det ville min mor bestemt ikke høre tale om. Et øjeblik ønskede jeg inderligt, at Stine kunne fake et ildebefindende, så vi dermed var nødt til at vende snuden hjemad, men det skete naturligvis ikke. De var trods alt godt opdraget. Et par timer forsøgte vi ihærdigt at få læsset dekorationerne p cyklerne, men da det på forhånd virkede som en umulig opgave, tilbød min bror, der almindeligvis ikke var gjort af så hjælpsomt et stof, at køre tingene hjem til os. Vi takkede ja.

12)
I løbet af den kommende uge fik jeg kontaktet min tre år ældre søster Lissa, da det jo var hele familien, vi havde besluttet os for at invitere ud. Hun lød enormt overrasket over at høre fra sin bror, men nu da det var sket, kunne vi jo ligeså godt sludre lidt. Hun spurgte til, hvordan ”mine” børn havde det, hvilket i sig selv er en stor bedrift og sikkert også ironisk ment, da hun tilnærmelsesvis aldrig har interesseret sig en disse for børnene. Jeg svarede, at det gik fortræffeligt men at det ville glæde dem meget snart at se deres ”faster”. Til det havde hun ikke umiddelbart nogen kommentarer, men hun ville da gerne med ud og spise sammen med resten af den pukkelryggede om søndagen. Inden vi smækkede på, nåede hun lige at forhøre sig om, om vi allerede havde været ude til det årlige og ikke for ganen særligt attraktive juletraktement hos mor? Ja det havde vi da, og vi havde ligeledes fået en bunke uhyggelig grimme og et par enkelte udholdelige dekorationer med hjem, så glæd du dig bare søs, det bliver snart din tur.

13)
Det var lørdag og familien stod generelt sent op denne dag, så naturligvis gjorde juletiden ikke den store forskel. Pjotr havde været i byen om aftenen og havde vist fået så rigeligt med snebajere, for han havde i al hemmelighed sendt sms til min mobil. Om jeg ikke lige kunne komme og køre ham i møde, da han var bange for at køre galt. Jo naturligvis kunne jeg da det, så det gjorde jeg. Ann var til julefrokost på arbejdet, og Stine var omme hos en veninde, hvor hun skulle overnatte. Så det var såmænd bare mig alligevel, og eftersom jeg ikke kunne nænne andet, startede jeg da cyklen op og kørte ud i kulden. Problemet var blot, at jeg aldrig mødte Pjotr på det aftalte sted. Jeg blev en anelse nervøs og ringede til hans mobil, der blevet taget af en af kammeraterne. Jeg fik efter lidt bøvl at vide, at Pjotr slet ikke var kommet af sted, da han ikke var i stand til det. Jeg fik adressen oplyst og fik min sygetransport lejdet den rigtige vej. Ganske rigtigt lå den unge mand blot og sov, da jeg ankom. Men nu jeg var kommet af sted, kunne jeg jo ligeså godt selv få smagt lidt øl også. Der var jo åbenlyst ingen fare på færde med Pjotr; han var bare blevet lidt træt. Jeg drak en tre stykker og fik rusket liv i drengen, og slingrende begyndte vi at bevæge os hjemad.

14)
Lørdag morgen havde Ann også haft lidt ondt i hovedet, så da Stine kom hjem omkring middagstid, blev vi enige om at tage i Bruuns Galleri og lade de halvsyge stakler blive hjemme. Det startede selvfølgelig med et styrt midt i kapløbet, og både Stine og jeg fik flere hudafskrabninger. Men da hun er en stærk lille pige, gjorde det naturligvis ikke ondt ret lang tid, og vi genoptog vores race. Da vi endelig ankom til indkøbscenteret, kunne vi mystisk nok ikke lige finde en holdeplads til cyklerne. Efter lidt søgen lykkedes det dog omsider. Vi vandrede ind i december-mylderet og blev mødt af en dels lugt og duft af julens krydderier, æbleskiver, gløgg samt en masse våde og sure sko og kunder. Vi osede lidt rundt, og bare på den dag var eg vist inde i flere tøjbutikker, end jeg har været i hele mit øvrige liv. Men vi havde en hyggelig dag. Om aftenen var det så min tur til at skulle ud og ture. 

15) 
Mandag havde jeg stadig ondt i hovedet efter lørdagens julefrokost med kollegerne fra jobbet. For resten er jeg pædagog i en børnehave/integreret institution, hvor der således også kommer ældre børn i SFO. Til daglig går vi naturligvis overhovedet ikke til den hvad sådanne ting angår, men til årets julefrokost plejer den ganske rigtig ikke at få for lidt. Næ vi festede endnu engang vældig igennem, og for rundt og sang julesange med nissehuer som hovedbeklædning. Vi fik drukket så rigeligt med snebajere og snaps, så da jeg endelig skulle hjem foregik det ej heller helt stille. Min cykel nægtede ganske enkelt at køre lige, og jeg fik da vist helt ureglementeret besøgt en grøftekant eller to på min vej. An var underligt nok ikke gået i seng, da jeg kom væltende hjem klokken rigtig sent. Hun undskyldte sig med søvnbesvær, men jeg er naturligvis velvidende om, at den virkelige årsag var, at hun ville sikre sig, at jeg kom helskindet hjem.

top

16)
Stine og Pjotr kom hjem fra skole og havde nu fundet ud af, at vores lille familie burde værne lidt mere om den traditionelle danske julehygge. At jeg dermed har svært ved at sammenkoble deres vandvittige forslag med noget som helst, der skulle have noget med traditionel jul at gøre, er jo en helt anden sag.
Fra og med i morgen, altså den 17. hvor der så kun var otte dage tilbage til selveste juleaften, skulle vi efter sigende til at lave julesjov med hinanden og indtage en form for julerelateret ret hver eneste dag.
Ideen lød jo sådan set udmærket, hvis det ikke lige var fordi, der dermed også var en vis risikofaktor, som alarmerende advarede mig om, at tricket nok ikke så sjældent ville komme til at gå ud over mig selv. Jeg er slet ikke opfindsom nok til at skulle kunne finde på diverse narrestreger fra dag til dag. Da jeg jo selv kendte min svaghed, blev jeg enig med mig selv om, at jeg hellere måtte begynde at forberede mig på noget allerede nu. Ann gav ikke udtryk for hverken glæde eller forargelse i forbindelse med det stillede forslag. Men jeg havde hende dog lidt mistænkt for at være hjernen bag trods alt.

17)
Jeg stod som sædvanlig forholdsvis tidligt op, og jeg havde det fint – frisk og veludhvilet og klar til en ny dag. Troede jeg i hvert fald. Det skulle vise sig slet ikke at blive den succesrige dag, jeg først havde drømt om. Næ ved morgenbordet blev jeg informeret om, at det for det første var Stine, der skulle stå for aftensmaden, hvilket i sig selv ikke er noget fremragende tegn. For det andet skulle menuen bestå af blodpølse, som vi alle hader som pesten, med kartoffelmos. Hm måske skulle man overveje at overfalde en Burger-King på vej hjem? Da det efter indtagelse af morgenmåltidet endelig blev min tur til at besøge badeværelset, fik jeg mig lidt af et chok. Måske burde det tilføjes, at de øvrige tre i husstanden allerede er taget af sted, når jeg har fået taget af bordet og får lejlighed til at være på toilettet. Der var blod overalt. Hvis ikke man vidste bedre, skulle man tro, der havde været tale om en anden blodmassakre på vores badeværelse i det lille hus på den rolige villavej. Min første indskydelse var, at møgungerne måtte have tømt køleskabet for ketchup, men da det ikke lugtede som sådan, måtte jeg jo i stedet forsøge mig med at se på konsistens og sågar smag. Naturligvis var det hverken ketchup eller blod men blot noget farve. Men sikke da et chok, jeg fik mig.

18)
Efter gårsdagens hændelse, der havde givet anledning til hele tre såkaldt uafhængige opkald til min arbejdsplads, var jeg ved at være godt træt af deres hån og grin. Hele natten lå jeg spekulerede og arbejdede videre på min lumske plan. De skulle have igen af samme skuffe skulle de. De skulle have lov selv at prøve chokket. Men på den anden side var jeg jo ikke en disse bedre selv, hvis blot, jeg gav igen af samme skuffe, så jeg måtte overveje, hvordan det skulle gribes an. Jeg kom frem til, at den bedste løsning måtte være, at jeg faktisk slet ikke gjorde noget. Ikke i første omgang i hvert fald, netop fordi de forventede, at jeg ville sætte et eller andet i værk. I stedet kunne de så gå og være nervøse over, hvad jeg mon havde fundet på. Det ville faktisk være den mest onde satsning. Når tiden så var inde til spøg om skæmt skulle jeg nok have fundet på det helt rigtige. Det gik jo heller ikke, at jeg skræmmer livet helt af alle de mennesker, jeg elsker. Min mor ringede denne morgen og hørte, hvornår det var, vi skulle ud og spise. Jeg havde ligesom været nødt til at aflyse forleden, da mit hoved og mave bestemt ikke var interesseret i at deltage i en familiefrokost. Jeg beroligede hende med, at det allerede var på søndag, altså d. 21. så der var ikke så længe til. Som om det ikke i forvejen var flovt nok at skulle ringe til både min bror og mine forældre og gå til bekendelse om, at jeg desværre havde drukket lidt for tæt.

19)
Denne aften fik vi medisterpølse og grønlangkål og brunede kartofler. Det var mig, der kreerede aftenens menu med hjælp fra Stine. Hun kunne egentlig godt lide at lave mad, men hun fik sjældent taget sig sammen til at hjælpe til. Oprindeligt havde vi en aftale om, at børnene hver havde en dag i ugen, hvor de skulle hjælpe til. Men det var gået lidt fløjten de sidste par år, eftersom især Pjotr fik andre interesser, men den lille Stine havde nu også fået øjnene op for det andet køn. Efterhånden brugte de mere tid uden for hjemmet end i det, men sådan var vi også selv. 
Jeg havde endeligt fået fundet på en god spøg. Men naturligvis efterlod det Ann og jeg med en masse frihed, vi ikke tidligere havde haft. Denne aften skulle hun imidlertid til et møde, hvilket betød, at jeg havde hele huset for mig selv, indtil spisetid. Resten af huset havde godt nok set undrende og spørgende på mig, fordi der stadig ikke var kommet noget modtræk fra mig. Da de kom hjem en efter en, fik de hver især et chok over, at hele hytten tilsyneladende var forladt. Jeg havde læsset hele stuen ind i vores rodeværelse. Ann så helt forkert ud og skyndte sig at ringe til både min og sin egen mor. Begge havde jeg dog allerede informeret om spøgen, så de gik jo bare med på den.

20)
Da Hun ringede op til min mor, forsøgte hun at berolige hende og fortælle, at hun ikke anede hvor jeg var, men at jeg da aldrig kunne finde på bare at skride fra det hele. Det kunne jeg nu heller ikke, men Ann var alligevel så klar i hovedet, at hun spurgte, hvordan min mor så ville forklare, jeg alle tingene tilsyneladende var væk. Det kunne min mor selvfølgelig ikke. Til sidst måtte jeg bryde tavsheden og fortalte Ann, hvordan det hang sammen. Hun indvilgede noget modstræbende at køre med på spøgen.
Da Pjotr kom hjem ænsede han først overhovedet ikke andet, end at han tilsyneladende var den eneste, der var kommet hjem. Lidt efter skulle han hente et eller andet og undrede sig først der over, at der ikke længere var nogle møbler i stuen. Han bemærkede det med sagde ellers ikke noget, så vi lod ham vente til Stine kom hjem. Hun blev derimod helt ude af den, da der hverken var møbler, mor eller papfar at finde. Det var måske også lidt voldsomt at udsætte en tolvårig for det, men vi brød alle senere ud i grin over aftensmaden. Der havde jeg virkelig fået taget dem ved næsen. Så nu kunne jeg godt regne ud, hvor det bar hen ad.

top

21)
Dagen hvor vi skulle ud til den store familie-fælles-spisning oprandt. Jeg var såmænd ikke voldsomt spændt, for det var jo nærmest dømt til at gå galt på forhånd. Alene det faktum at min bror og jeg ikke går så godt i spænd kunne være et udmærket argument. Så vi troppede alle op på en restaurant, vi fire, min bror Nikolai og hans kone samt min søster Lissa og sidst men ikke mindst min mor og far. Børnene synes det var dejligt at se både farfar og farmor men også Lissa, som de sjældent fik lejlighed til at se. Både Stine og Pjotr fik mærkværdigvis nogle gode snakke med min søster. I grunden blev jeg smule misundelig, eftersom Lissa og jeg selv næppe havde ført mere end 10 blot tilnærmelsesvisfornuftige samtaler. Men jeg var naturligvis bare glad på deres vegne.
Snakken blev naturligvis også henledt på den store aften, der skulle finde sted tre dage senere. Nikolaj og konen skulle hjem til hendes forældre, og egentligt havde vi en aftale med Anns forældre om, at vi skulle holde jul hos dem, men efter en smule snakken frem og tilbage tilbød vi at afholde den famøse seance, hvor så både hendes og mine forældre og min søster kunne dukke op.

22)
Hævnens time var åbenbart kommet fandt jeg senere denne mandag ud af. De tre andre havde åbenbart ikke glemt min lidt grove juleleg forleden. Jeg kom hjem fra arbejde og vi lavede alle sammen mad sammen. Flæskesteg med rødkål. Men jeg skulle på et tidspunkt på toilettet, hvilket i sig selv vel ikke var usædvanligt. Da jeg kom tilbage, var maden klar og de andre havde øst op, men da jeg skulle til fadet opdagede jeg, at de havde farvet rødkålen grøn. Grøn rødkål, ja hvorfor ikke? Men ikke nok med det. Flæskestegen var helt gul og kartoflerne havde fået et skud madkulør. Mishandling af maden måske, men på den anden side var indholdet jo det samme. I stedet for at blive rasende satte jeg mig blot ned og begyndte at spise. Det forekom mig, at jeg blev observeret fra alle sider, hvilket jeg hurtigt fandt ud af var rigtigt. Min steg var udover farvningen ligeledes blevet udsat for en ordentlig saltning. Jeg tog en slurk øl, troede jeg, men det skulle vise sig at det ikke var god gammeldags øl men i stedet nisseøl. Jeg grinede blot og stjal efterfølgende lidt fra de andres respektive tallerkner. Men blot det se mit ansigtsudtryk skifte så mange gange på så relativt kort tid, var vist gevinst nok for de tre.

23)
En dag tilbage til jul, og som sædvanlig havde jeg ikke fået købt en eneste julegave, så det var nok ved at være sidste udkald. Heldigvis havde jeg i år tidligt fri denne dag, så jeg skulle vel nok kunne nå det.
Stine stod først for tur, så jeg gik ind i en mobil-shop og var ved at blive væltet omkuld af de mange børn, der var stimlet sammen om et åbenbart godt tilbud. Jeg trak et nummer og stod i kø bag tre meget højtsnakkende unger, der dels talte (råbte) i mobil, smsede og snakkede med hinanden. Til sidst blev 

24) Den 24. kom en anden historie på banen. Nemlig en af Kasper H, der kan læses på KBJs julekaleder
top


(c) 1999 - 2000 Joske Smedegaard