1)
Klokken slår elleve og jeg overvejer så småt at gå i seng. Dagene bliver ikke ligefrem længere - det varer en rum tid endnu, men indtil da kan jeg glæde mig over, at vi nu endelig er trådt ind i julemåneden. Alle går rundt og siger, at det er så hyggeligt i denne tid, hvilket jeg da også mener, men hvorfor er det lige, at det er mere hyggeligt end andre måneder? For mit vedkommende hænger det helt klart sammen med den skjulte verden. Når jeg går i seng inden 12 og vel at mærke formår at sove forinden de mange klokkeslag, sker det fantastiske - men kun i december måned - at jeg får adgang til en helt ny verden; den skjulte verden.
Derudover er der gadernes smukke juleudsmykning, der især på en tåget dag får minderne til at vælte op i en, mens man drømmer sig tilbage til historierne fra de gamle bøger og bedsteforældrenes mange fortællinger om jul i deres barndom. Tågen er hyggelig, når den mænger sig med julelysene, der hænger imellem gran over bymidten. Men der er naturligvis mange andre hyggelige ting ved julen, mere om det senere.

2)
Jeg vender mig stadig og ser på uret, der viser, at klokken er kvart over 11. Utroligt, nu har jeg ligget og vendt og drejet mig i 15 minutter, og hvorfor mon? Fordi jeg ihærdigt forsøger at komme i tanke om, hvad det er der gør julemåneden så hyggelig. En sjælden gang kan det ske, at der rent faktisk er faldet sne i december, hvilket ligesom tågen er med til at skabe den helt specielle stemning. I sjælden forekomst af kombination af de to er det bestemt ikke svært at få øje på "den lille pige med svovlstikkerne" rundt om hjørnet. Man kan tydeligt se musene hjælpe den stakkels Askepot med kjolen, og man hører klart fløjter, klokker og julekor, ligesom vi kender det fra de amerikanske julefilm. Kun fantasien sætter grænser, og det gør den ikke engang.

3)
Digitaluret lyser foruden lyskæderne udenfor op i mit soveværelse. Selv dette kan jeg i disse dage antage for værende hyggeligt, men midt i al hyggen minder de selvlysende tal mig om, at klokken efterhånden har passeret 23:30. uh kun 30 minutter tilbage, hvis jeg endnu engang vil opleve magien - og det vil jeg naturligvis hjertens gerne. Jeg vender og drejer mig i et væk uden noget positivt resultat. min krop og hjerne har åbenbart besluttet, at jeg i dag ikke skal opleve den skjulte verden. Hvor er det dog frustrerende. December måned er i forvejen så kort (men alligevel dyr nok), og jeg vil så nødig gå glip af de få eminente stunder, der trods alt hjælper mig gennem samme måneds stress og jag. 23:45

4)
Om 15 minutter er i dag ikke længere i dag men der imod i morgen. derved varer det ulidelig lang tid, inden drømmen atter kan blive opfyldt. Herregud 24 timer er da ikke så lang tid, men når man virkelig længes efter noget, kan blot 5 minutter føles som en uendelighed. min mave er begyndt at slå knuder af spænding, og det er i grunden ikke så sært, jeg ikke falder i søvn, når man tænker over hvor meget energi, jeg bruger på at spekulere. 23:52! Føl dig fri, helt fri. Mærk din krop sige farvel til hjernen og forlade den. kig ud i verden uden at se. Du slapper nu helt af. Bullshit, man slapper sgu da ikke af på kommando. i hvert fald ikke jeg. I den skjulte verden ha jeg imidlertid ingen problemer med at slappe af og føle mig fri. Her er bekymringerne begravet og gemt langt væk til steder, man ikke vidste eksisterede. man føler jeg meget harmonisk. 23:57!

5)
Jeg ænser blot lige, at uret nedenunder begynder at slå sine mange slag, men samtidig ved jeg, at dette ur meget belejligt er lidt foran. Jeg mærker naturligvis også, at jeg allerede er godt på vej ind i drømmeland og dermed endnu engang ind i den skjulte verden. I søvne vender jeg mig rundt og ser først en kæmpe sneklædt mark, der tilsyneladende bare bliver ved i det uendelige. Jeg kigger mig forundret omkring uden at observere andet end denne sølvglinsende mark. Jeg tror nu heller ikke, der er andet at se, men man kan jo aldrig vide. Med et mærker jeg et enormt sus og kigger pr. refleks derhen, hvor det umiddelbart mærker til at være opstået. Og det er op. Over mig kredser en kæmpemæssig ørn over mit hoved, og i første omgang, bliver jeg uendelig forskrækket. Tager som beskyttelse hænderne op til hovedet, og føler mig alligevel stadig ret sårbar. Sådan står jeg vel i et par minutter, inden jeg endelig tør fjerne mine ikke så beskyttende hænder fra hovedet. Herefter ser jeg blot, at ørnen igen er forsvundet - men i stedet er der dukket noget andet op.
top
6)
Foran mig står et lille væsen, der mest af alt minder mig om min egen indre forestilling om, hvorledes en alf ser ud. Lille tynd fyr med guldlysende vinger og hovedbeklædning. Han står med en tryllestav i hånden og kigger mig direkte i øjnene. Jeg farer op med et kæmpe hyl og bliver derefter helt målløs af at kigge på den lille gut, der med garanti har vandvittigt mange kræfter trods alt. Han er så fascinerende, men samtidig også skræmmende, i og med han bare står der og stirrer på mig - helt uden at sige noget. Da modet og blodet efter et stykke tid igen kommer tilbage til min krop, begynder jeg ligeledes at se ham nøjere an. Det er da yderst mystisk, at han overhovedet ikke har bevæget så meget som et øjenbryn, siden jeg opdagede ham. Jeg venter spændt på en reaktion, en handling, et ord bare et eller andet, men der kommer tilsyneladende ikke noget. Jeg tager mig sammen og overvejer omsider selv at fremstamme et eller andet volapyk. hvem har egentlig sagt, at han ville forstå, hvad jeg siger? Han forstår i hvert fald intet, så længe, jeg ikke foretager mig noget.

7)
Den lille fyr rør øjeblikkelig på sig, da han observerer, at jeg også iagttager ham. Han stikker et kort øjeblik i hyl, indtil han fra andet sted bliver informeret om, at holde lav profil og udføre sit job i stedet for at lege forskrækket 10 årigt pigebarn. Han er hverken smuk eller grim, og på en måde, kan jeg sagtens fatte sympati for ham. Her har jeg hele mit liv hvert eneste år set frem til at besøge den skjulte verden, mens han blot er tvunget til at leve her altid. For ham må min verden jo således nødvendigvis være skjult? Jeg tager mig ikke tid til at spørge, men i stedet har jeg tilsyneladende fået nye uanede kræfter og mængder af mod. Da jeg spørger, sker det utrolige, at jeg inden mit spørgsmål er blevet færdig-formuleret, får svar. Han eller noget andet i denne skjulte verden har simpelthen luret mine tanker, hvilket imponerer mig meget. Jo der findes skam sne i den skjulte verden, siger han, selvom hans mund på ingen måde gennem hele seancen har været bare en smule åben.

8)
Pludselig er alting helt mørkt, og som aldrig før længes jeg efter lyset, efter sneens glinsende skær. Men mørket forbliver mørkt. Lige indtil jeg hører den irriterende men alt for velkendte kimen. Vækkeuret - årh. jeg skal op og på arbejde. Hvorfor kan besøgene i den skjulte verden ikke bare blive ved og ved? Allerede her helt fra den tidlige morgenstund vælder rastløsheden op i mig. jeg ønsker mig straks tilbage igen, velvidende at det på ingen måde lader sig gøre før aftentide. Det er lidt som et computerspil, hvor man pludselig bliver lukket ude pga. tidsbegrænsning og først efter x antal timer igen får mulighed for at spille videre. I sådanne situationer er man blot som regel sikret at starte det samme sted igen. I den skjulte verden findes der ingen garantier. Det hele er som et lotteri, hvor man ikke på forhånd kender udfaldet. Selvom det generer mig grusomt, er det samtidig medvirkende til, at min fantasi endnu ikke dør. Vidste du, at fantasien langsomt dør, efter du er blevet voksen? Skræmmende tanke, men ikke desto mindre rigtig.

9)
Hele dagen på arbejdet vandrer jeg rundt i min egen indelukkede verden, og mine kolleger bliver i løbet af dagen temmelig trætte af mig. Jeg hører ikke efter, jeg siger ikke noget, jeg tænker ikke rigtig på noget og det absolut eneste, jeg ønsker er, at klokken igen skal nærme sig de næsten 12 om aftenen.
På vej hjem tager jeg som alle andre dage i supermarkedet for at handle ind. Det gælder om at have fyldt depoterne op, når man nu som jeg forhåbentlig igen skal ud på opdagelse. Tiden står nærmest stille, mens jeg hiver varer ned fra hylderne og dumper dem i indkøbsvognen i bedste amerikanske stil. Totalt underordnet, hvad det præcis er, der kommer i vognen, blot jeg får lov at købe noget. Sådan er juletiden, hvor mange mennesker konstant køber og køber. Købeiveren overtager alt andet, og man glemmer helt at tage stilling til, hvad det er man selv og andre i grunden har brug for. Hjemme igen får jeg lavet noget mad og falder derefter hurtigt om af bar udmattelse. det er hårdt at længes. Jeg falder tidligt i søvn denne aften.

10)
Jeg befinder mig igen på den sneklædte mark, og alfen står igen i min nærhed. Jeg er så glad for at være det samme sted igen, og på den måde få mulighed for at fortsætte samme sted som sidst. Drømmen gik alligevel i opfyldelse, tror jeg. Jeg hører en masse voldsomme lyde og mærker rystelserne komme. Inden jeg når at observere noget som helst finder jeg mig selv hængende omtrent 10 meter oppe i luften. Alfen har taget mig i sin midlertidige varetægt og således reddet mig fra den kæmpe mammut, der nedenunder os virker yderst utilfreds med, at dets bytte pludselig er forsvundet ud i det bare ingenting. Jeg ser nu verden i et helt andet perspektiv. Jeg kan se langt ud over sletten og nyder i samme åndedrag til fulde udsigten over dalen, som tilsyneladende findes bag et lille "bjerg". Jeg kan se flere små skikkelser bevæge sig dernede, og glæder mig allerede ustyrligt til at komme ned på jorden igen for at undersøge, hvem de er. Alfen har imidlertid ikke tænkt sig at give slip endnu, og jeg må således hænge frit svævende lidt endnu. Inderst inde generer det mig ikke spor, da det kick det giver, vel kan sammenlignes med en rutsjebane med loop - bare meget større virkning på den velkendte kilden i maven.
top
11)
Jeg hører med et en lyd, der får mine tanker til at gå totalt i tomgang, om jeg ænser absolut intet. Alfen snakker til mig. Han spørger, hvordan jeg har fået adgang til den hemmelige indgang, som kun er de færreste vel undt? Der har i hele hans levetid kun tidligere været to besøgende, så jeg bør (og gør med et) føle mig meget privilegeret. Jeg undres over, hvordan han kender mit sprog, men kommer i det samme i tanke om, at mulighederne ikke er spor begrænsede her i den skjulte verden, hvilket et eller andet sted forklarer det så rigeligt. Hvorfor skulle han ikke kunne tale mit sprog? Han spørger, om jeg vil have en rundvisning i det skjulte. Problemet er tilsyneladende, at de andre levende individer ikke deler alfens glæde over besøg fra en anden verden. De tidligere besøgende er aldrig vendt tilbage, beretter han, så han er meget mistænkelig, da jeg fortæller, at jeg ofte har været her. Han siger, at jeg simpelthen må være noget særligt. Jeg ryster på hovedet, og vores lille skjulte rundtur i det skjulte starter.

12)
Men netop nu vågner jeg totalt badet i sved, og jeg forstår egentlig ikke hvorfor. Jeg har jo ikke ligefrem haft mareridt eller deslige. Alligevel har flyveturen åbenbart fået mig til at føle ting, der ikke var så rare endda. Jeg længes allerede efter denne aftens eventyr i den skjulte verden, men hvor længe kan jeg mon blive ved med at holde til det? Man sover ikke om natten, man bliver totalt udmattet og man længes i en sådan grad, at det helt sikkert ikke er sundt ret længe af gangen. På arbejdet går det for en gangs skyld nogenlunde. Folk har efterhånden fundet ud af, at det muligvis er en fordel blot at lade mig passe mig selv. Så det gør jeg. Fantastisk nok får jeg tilmed noget fra hånden også, så da klokken bliver 16, skynder jeg mig hjem, og falder om i min sofa. Jeg sover sødt, lige ind til dørklokkens indtrængende kimen erstatter min englesøvns sødme. Langsomt og knap så sikkert får jeg bevæget mig op på benene og vralter hen til døren, hvis klokke tilsyneladende har lavet en mission om at vække mig - helt!

13)
Det er - min irriterende stedbror - han kan da heller ikke andet end at lave ulykker. Han spørger naturligvis ikke, om tidspunktet passer mig, næ han vader bare ind og sætter sig til rette i sofaen. Undervejs får han kommenteret, at den da vist er lidt varm - om jeg lige har ligget og knaldet brikker. Jeg vælter modvilligt ud i køkkenet og brygger noget kaffe, og gør et mislykket og ret miserabelt forsøg på at finde noget spiseligt i mit køkken. Da det ikke lykkes så godt ender jeg med at smække penge i min brors hånd, hvorefter han farer ned efter to pizzaer. Mens han er væk, får jeg mig langsomt taget sammen til igen bare nogenlunde at ligne et menneske. Jeg får redt mit hår, børstet tænder, vasket hovedet og er i det hele taget ved så småt at komme op i omdrejninger igen.
Han vender tilbage med de rygende pizzaer, og vi sidder og spiser i stilhed. Hvad skulle vi dog sige til hinanden?

14)
Klokken bliver 23, og han hænger her endnu, han går sikkert aldrig hjem. Årh det irriterer mig så meget, hvis han bliver skyld i, at jeg i aften ikke får åbnet op til den lækre skjulte verden. Det er slemt nok, når det er selvforskyldt, men det bliver bestemt ikke mere legitimt, når det er andre, der gør sig skyldige deri.
Han ryger flere smøger, end jeg kan nå at tælle. Jeg burde måske have forbudt rygning i min lejlighed, men som altid kan man jo sagtens være bagklog. Jeg har for at skabe en slags hyggelig stemning midt i det absolut ikke hyggelige tændt nogle stearinlys, der står og blafrer på livet løs. Han tænder for fjernsynet hvilket ikke ligefrem ligger op til, at han skulle være på vej hjemad. Der er jo EM i håndbold triumferer han, samtidig med at han udmærket er klar over, at hans blotte tilstedeværelse på dette tidspunkt af døgnet generer mig ekstremt. Grunden dertil kender han imidlertid ikke, men nogle mennesker synes åbenbart blot, det er skønt at gøre livet ekstra surt for os andre.

15)
Klokken bliver 1 om natten, og til sidst kan jeg ikke længere holde ham ud, så jeg smider ham simpelthen ud og går ind og sørger. Det er selvfølgelig ikke verden undergang. Måske får jeg ligefrem sovet så meget, at jeg i morgen er fit for fight og 100 % klar på arbejdet, hvem ved. Jeg børster tænder og går i seng for blot endnu en gang at ligge og vende og dreje mig i et væk. Efter er par timer på den måde, ender det dog alligevel med, at søvnen overvinder og jeg drømmer mig langt væk. Væk til et sted med fugle sne, en mark og endelig en hund. Jeg løber rundt om mig og gør løs, som om dens eneste grund til at være på denne jord var at forsøge at skræmme livet af mig. Pludselig genkender jeg hans stemme. Alfen er her igen - eller rettere er jeg der igen. jeg kigger undrende på ham og spørger, hvordan det kan lade sig gøre. Han ser endnu mere overrasket ud end mig, og fortæller mig, at det kun er min egen fantasi, der har sat begrænsningen for, hvornår jeg kunne komme ind i den skjulte verden. Jeg må være noget specielt.
top
16)
Jeg finder ud af, at julemåneden måske slet ikke er så uudholdelig, som jeg først har antaget. Hvis alfen virkelig har ret, er det jo muligt at træde ind i den mystiske verden når som helst. Pludselig drejer det sig ikke om at overholde en eller anden tidsfrist men derimod om at planlægge sin indtræden, således at det ikke længere går ud over vigtige elementer såsom søvn og arbejde. Alfen tager igen ved mig og udviser sin enorme gæstfrihed ved at flyve mig ned i dalen. Over klippetoppen, over floden, over snemarken. Vi lander forsigtigt bag en lille høj, og han advarer mig igen om, at folkene ikke nødvendigvis er umådelig positivt indstillet over for mig. I et split sekund tænker jeg, at det da kan være lige meget. Nu er jeg endelig nået så langt, og så skal de da ikke stoppe min drøm. Samtidig ser jeg lyset og indser, at det ikke kan nytte noget. jeg vil jo så inderligt gerne kunne vende tilbage igen og igen, men hvordan skal jeg kunne det, hvis de virkelig er fjendtlig indstillet og således ikke lader mig gå igen?

17)
Alfen ved tilsyneladende hvad han snakker om, når han siger, at de ikke er videre flinke, så jeg er meget glad for, at jeg lyttede til hans råd og fulgte med ham i stedet for selv at løbe forvildet ned til landsbyen. De små mennesker slider sig af sted, mens jeg og alfen blot ligger i vores skjul. Han hvisker i mit øre, at det hele nok skal gå, men at jeg skal være indstillet på, at andre aldrig er vendt tilbage fra denne verden. Jeg tænker blot, at det jo allerede er sket op til flere gange, så mon ikke dette vil være tilfældet igen. Hvordan skal disse små mennesker kunne være ondskabsfulde, at de vil tage mig til fange? De lever i den skjulte verden, hvor alting kan ske, hvor verden er fuld af muligheder og ingen begrænsninger. Jeg forstår det simpelthen ikke, men jeg behøver heller ikke tænke så meget over det, for i et hører jeg en lille drengestemme råbe op om, at han har set nogle fremmede. Det tager mig ikke lang tid at regne ud, hvem disse fremmede mon er. Den lille dreng skynder sig hen til os, og til min store forundring bukker han og siger, han hedder Hanibal.

18)
Hanibal er ikke ligefrem uvenlig stemt, men samtidig husker jeg jo, at han advarede de andre om, at der var ubudne gæster i nærheden, så hvad skal jeg egentlig synes om ham.? Min alf er fløjet sin vej eller måske ligger han på lur i nærheden og forsøger i al hemmelighed at beskytte mig, så godt som det er ham muligt. Hanibal udspørger mig om, hvordan og hvorfor jeg er kommet til deres verden, som han i øvrigt bestemt ikke mener skulle have noget hemmelighedsfuldt eller skjult over sig. Næ det må nærmere være min verden, der er noget specielt. jeg overvejer inden i at forklare ham, at det nok nærmere er et spørgsmål om, at det man ikke lige har ved hånden og nogle gang slet ikke kan få, umiddelbart virker langt mere attraktivt og interessant, end det man allerede har eller befinder sig i. Der er nok noget om snakken. Alt i mens vi sidder og snakker stilfærdigt, kommer der pludselig en ældre dame gående i retning af os. Jeg ligger an til at skrige, og vågner med et sæt af mit eget skrig.

19)
Igen er jeg i min egen trivielle hverdag, men på nuværende tidspunkt har jeg egentlig intet imod det. Det er jo faktisk ret så trygt her i min seng, der står inde bag fire endnu mere trygge vægge, der har hoveddør med lås og dørtelefon samt tyverialarm. Hvad mere kan man ønske sig? Endnu et besøg i den skjulte verden vel sagtens. Man kan ikke bare starte på et eventyr uden at fuldende det. Det er trist og desuden alt for kedeligt både for mig og de andre. Jeg må jo erkende, at der findes andre end mig selv både her og der. Nu hvor jeg pludselig er dukket op i Hanibal og alfens bevidsthed, er det også starten på deres eventyr. Intet er lige gyldigt. Snart vender jeg tilbage og finder ud af, hvad der egentlig skete tidligere. Med et kommer jeg til at tænke på, hvad der mon sker for de andre i den skjulte verden? jeg mener, jeg står måske og snakker med alfen, og pludselig er jeg her, og så kan jeg vel ikke også være der - eller kan jeg? I så fald er det uden min bevidsthed. Det er et mærkeligt fænomen, som der sikkert ikke er nogle, der kan give mig et svar på.

20)
Jeg trisser lidt rundt i morgenkåbe, inden jeg får taget mig sammen til at tage tøj på, få lavet kaffe, spist morgenmad og børstet tænder. Sjovt som man har sine små rutiner, der helst ikke er nogen, der skal lave om på. Ja for alt i verden slet ikke skal lave om på. Det er ligesom et helt ritual. Klokken 7:30 skynder jeg mig ud af døren, og fanger bussen, der skal transportere mig videre ind i byens mylder af mange mennesker, der ligesom jeg er på vej til deres livs mareridt, der samtidig også er deres levevej. Jeg ænser ingenting og står som sædvanligt bare og glor ud i luften. Men jeg vågner hurtigt op igen, da jeg hører en helt bestemt stemme, som jeg aldrig kan glemme. Han spørger mig, om jeg snart kommer på besøg igen? Jeg forstår slet ingen ting og beder venligt med meget forvirret min sidemand om at knibe mig i armen, men den er god nok, jeg er på vej til arbejde i en bus.

top
21)
De er absolut ingen grund til panik, advarer stemmen mig - det hele skal nok gå. Du vender tilbage til os, og måske vender du derefter ikke tilbage hertil. Skrækslagen går jeg ind på mit kontor, sætter mig ned, tager hovedet i hænderne og gør egentligt ikke så meget mere. jeg sidder bare og sidder og bliver enig med mig selv om, at jeg må være blevet sindssyg. Stemmen kværner rundt i mit hoved, samtidig med, at min indre stemme forsøger at overbevise mig om, at alt er som det skal være. Total skizo er jeg vist blevet. Det banker på døren, og jeg sanser dog at sige kom ind, og til min store forskrækkelse men samtidige glæde er det min stedmor, der står i døråbningen og truer med sin store ske, vrøvl invitation til juleaften. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal sige, jeg kan næppe holde mig vågen helt til juleaften, og hvis jeg falder i søvn er det jo ikke sikkert jeg kommer tilbage. Og gør jeg ikke det, er jeg i hvert fald stensikkert død. Hun tilgiver mig ALDRIG, hvis jeg brænder en aftale af.

22)
Nå men beslutningen må tages, og jeg takker trods alle dårlige odds ja tak og beslutter mig for at droppe den skjulte verden og i stedet hellige mig julens sødme og utallige komsammener. Intentionen er i og for sig god nok men holder desværre ikke i virkeligheden. Inden længe sidder jeg nemlig og sover på mit arbejde. Jeg er atter tilbage i den skjulte verden. Alfen er som sædvanlig ved min side og forsøger ihærdigt at vejlede mig efter bedste evne. Hanibal er der også et eller andet sted, men jeg ænser ikke rigtigt hvor - endnu. Alfen og jeg sludrer videre om løst og fast, som om vi aldrig havde lavet andet, og jeg fortæller ham om mit besøg i den virkelige verden eller om ikke andet min verden!!

23)
Han tror mig ikke og forstår slet ikke, hvad det er, jeg frygter. Jeg kan simpelthen ikke forklare ham, at mit liv og fremtid bliver sat på spil, hver gang jeg bevæger mig ind i hans verden. Hanibal er stødt til, og han forstår til gengæld mere end nogen anden mine bekymringer. Dels var det ham selv, der opsøgte mig, og dels gemmer han på en rigtig hemmelighed. Han fortæller mig det ikke, men jeg kan mærke det. Det ligger konstant og lurer under overfladen. Jeg bliver bare endnu mere nervøs og føler en smerte, der samtidig er en kæmpe glæde. Det er lidt, som når man skal i gang med en ny fase af sit liv - prøve noget nyt. Det sætter sine tydlige spor. Jeg ender som et nervevrag, hvis jeg ikke snart vågner op!

24)
Heldigvis vågner jeg op den 24. om eftermiddagen. Jeg er ikke hjemme, og mine forældre er ude af sig selv af bekymring. Jeg har sovet 11/2 døgn i træk, uden så meget som at blinke med øjnene. Selv er jeg overhovedet ikke i tvivl om, at det på ingen måde drejer sig om en almindelig søvn. Den skjulte verden er så småt ved at rejse sig og er dermed ved at tage revanche. Jeg eksisterer hverken her eller der, jeg kan blot optræde begge steder. Opslugt af hævnen. Den skjulte verden og i høj grad Hanibal ville have mig tilbage - eller rettere ville de bare have NOGET tilbage. Således fejrede jeg julen med familien og vendte straks derefter tilbage til min prinsessesøvn - desværre var det ikke et eventyr. De ender nemlig altid godt!.
top