Opd. 05/06/12
Forside
Formål
Julehistorie 01
  Julen har (måske) bragt velsignet bud (Julehistorie 01)

1. december
Hvem har sagt, at julen skal være en kedelig affære?? En tid hvor alle stresser
rundt for blot at nå en lille smule af alt det, man har planlagt? Hvorfor skal det altid være det samme hurlumhej hvert eneste år? Det er jo lige før man kan omskrive den eviggyldige sætning om, at man som menneske kun er sikker på to ting, at man blev født og at an skal dø. I så fald ville den komme til at hedde, man er sikker på at være blevet født og sikker på at dø - men derimellem kan man være sikker på, at Julen vender tilbage hvert år med de samme bekymringer.

Nå men sådan er det heldigvis ikke hjemme hos mig. Min familie har altid fod på Julen, og der går 
aldrig noget galt. Det startede et år for længe siden, hvor vi ligesom alle andre familier også for rundt og oplevede december som den værste måned i løbet af året. Dengang fglemt vi også altid noget til juleforberedelserne, for ikke at snakke om de glemte julegaveindkøb, som altid endte med at finde sted den sidste mulige dag inden juleaften. Vi var nøjagtig lige så håbløse som alle andre, ja sådan var det faktisk engang. Men nu er stilen ændret, og Julen bringer nu med garanti velsignet bud, om ikke andet så i form af den gammelkendte salme af Ingemann.

2. december
For efterhånden en del år siden sagde min mor en dag midt i december til mig og mine søskende, at tingene måtte ændres. Det var tid til forandring, af den gode slags vel at mærke! Julen skulle effektiviseres. På daværende tidspunkt var jeg ovrhovedet ikke i stand til at fatte, hvad så fint et ord som effektiviseres betød. Derfor spurgte jeg, efter vi var kravlet i seng, om aftnenen min ældre bror, hvad det betød. Han forklarede, at nu skulle vi til at holde julen på en anden måde, eller sagt med andre ord alt det vi lavede inden jul, altså forberedelserne, skulle gøres lidt mere smart. Systematiseres. Jeg lå lidt og grublede over, hvad det mon betød for mig, og hvordan vi dog skule kunne gøre det. Vi havde jo altid bagt småkager, lavet konfekt, synget sange, set julekalender osv. ligesom alle andre familier. Hvordan skulle vi pludselig kunne ændre det? 
Inden længe faldt jeg i søvn, og jeg drømte om den store Julemand, der ikke længere gad at komme og besøge os nu, hvor vi ville lave alting op. Han stod lige foran mig og skældte ud. Jeg vågnede med et sæt, og mærkede, at jeg var fugtig på ryggen. Min lillesøster var krøbet hen til mig og spurgte, hvad der var i vejen. Med et var det mig, der skulle være den voksne og forklare hende noget, jeg dårligt selv forstod. Men jeg kunne jo ikke skuffe hende. Jeg sang stille noget af teksten for hende "nu glædes gamle og unge", og fortalte, at vi nu skulle huske at tænke lidt mere over det. At vi alle sammen skulle være glade - hele december og ikke kun juleaften og de efterfølgende juledage med alle de traditionelle julekomsammener. Vi skulle huske ikke kun at tænke på os selv. Vi skulle huske at være søde mod mor og far. Vi skulle besøge mormor og morfar og farmor rigtig tit her i julemåneden. 

3. december
Dengang åd jeg næsten alting råt. Ganske vist spekulerede jeg ofte over nogle ting, men for det meste troede jeg da på, hvad de voksne og ælre børn sagde. Menjeg forstod aldrig, hvad det var englene sang om, og hvem de sang for. Jeg spurgte flere gange mine forældre, men de kom aldrig rigtigt med nogle kvalificerede svar. Derfor fandt jeg på min egen lille teori om, at de skulle synge om, hvordan vi skulle får en bedre Jul, for det var vel det, det hele handlede om? Godt nok havde jeg i fjernsynet hørt nogen snakke om hjerternes fest, og om at vi skulle hjælpe andre mennesker. Men det havde jeg nu lært, at man altid skulle, så det forstod jeg ikke helt, hvorfor man skulle gøre ekstra ud af, bare fordi det var blevet årets sidste måned. I mine drømme fortalte englene mig, at vi skulle ud og kælke mange flere gangei løbet af ugen, og lektierne behøvede vi ikke at tænke så meget på. Englene mente det var vigtigere at være sammen med andre børn og have det sjovt. Hvis man bare sørgede for at have det sjovt, så skulle juleforberedelserne nok blive mere effektive. De første par år opfattede jeg såmænd ikke, at vi havde fået effektiviseret Julen, selvom det sikkert var tilfældet. Min mor var en meget bestemt dame, der altid gennemførte sine ideer. Næ det var først adskillige år senere, jeg forstod, hvad det egentligt var, som foregik omkring mig, og det var ligeledes først der, jeg for alvor begyndte at spekulere på, hvad det var, der var galt. 

4. december
Alt var blevet lavet om fra det år. Vi gjorde tingene på helt andre måder nu, og vi børn forstod ikke så meget af det. Normalt snakkede vi ikke så meget sammen, min søster, bror og jeg, men den Jul fik vi rigtig diskutert, om det var godt, skidt eller hvad - måske var mor blevet sindssyg. Hun for rundt og havde om muligt endnu mere travlt end de andre år. Hun havde sat sig i hovedet, at alle juleforberedelserne skulle være overstået d. 15. december, for så kunne vi have tid til at slappe af og nyde det de sidste dage inden Jul i stedet. Det betød nu blot at juleforberedelserne ikke som normalt kun stod på en times tid om dagen. Næ vi klippede nærmest hjerter i døgndrift, lavede musetrapper, købte ind og sang julesalmer. Alt dette mens vi ivrigt drak gløgg. De voksne noget meget stærkt nogt, mens vi børn pænt måtte drikke en anden slags, der ikke var så stærk. Min bror fik dog engang i mellem lov til at få et enkelt glas af de voksnes. Han lod i smug mig smage det, og hver gang synes jeg, det smagte lige grimt.
Det første vi tænkte på om morgenen var at åbne julekalenderen (som allerede var blevet indkøbt d. 20. november), hvorefter turen gik til køkkenet, hvor vi skulle tjekke vores julesok (der var strikket i oktober og ophængt i slutningen af november). 
Det var ingen fantastisk første halvdel af december. Vi rendte rundt med glimmer i håret og julemusik i ørene. Vi smagte allerede så tidligt på julens fristelser såsom konfekt, småkager og æbleskiver. Desværre var lysten bare ikke så stor, da vi kun ½ time tidligere havde produceret småkagerne. I mens vi udførste alle mors kommandoer, fik vi besked på at synge med på julesalmerne, der voldsomt højt tordnede ud af højtalerne. "..nu alle små børn skal sjunge..." Men tingene skulle gå stærkt det år, så det gjorde det.

5. december
Indimellem det hele blev det tid til at lave juledekorationer. Vi havde meget tidligt været i butikkerne for at skaffe de fornødne remedier, så nu sad vi her med grene, blade og papnisser. I baggrunden var der et øjebliks guddommelig stilhed, som vi vist alle nød. Lige indtil mor smed en ny cd i afspilleren og "Julen har bragt velsignet bud" gik i gang. "Grenen fra livets træ står skønt...". Min lillesøster spurgte min mor, hvad livets træ var. Øjensynligt havde min mor ikke medtage dette spørgsmål i sine juleforberedelsesplaner, så hun ignorerede lillesøster og undlod ganske enkelt at svare, hvorefter hun begyndte at lave klejnedej. Da hverken min bror eller jeg var i besiddelse af denne viden, spiste vi hende af med, at det nok bare var et stort træ, der var liv i. 
Så snart vi havde fået lavet den sidste af de utallige juledekorationer gik vi børn i gang med at arrangere nisselandskab. Først røg porcelænskirken på gulvet, og dernæst fik min søster ved et uheld sat ild til vattet, så en kæmpe røgsky fik hele køkkenet til at lugte brunt og brændt. Min far trådte i det samme ind i køkkenet og hostede naturligvis højlydt. Derefter løb han ud i garagen og hentede ildslukkeren, og inden længe lignede vores nisselandskab ikke længere en sodbefængt plads men et smukt sneklædt landskab - ganske vist efter en snestorm hvor alle bygninger og beboere var blevet begravet i den hvide masse.

6. december
Efter at have udholdt de første 12 dages rædsel bestemte min far, at vi børn havde behov for at komme lidt væk fra min mors julehelvede, så vi traskede ud i den nyfaldne sne (der var ca. 1 cm) og gik ud i skoven og fandt et stort flot juletræ. Det måtte man nemlig godt dengang. Vi fik med noget besvær slæbt træet hjem, hvor vi omsider fik det bakset indenfor. Min mor var i mellentiden gået i seng for at sove og dels for at få nye ideer til julehurlumhejen, vi havde jo kun 2 dage tilbage. 
Min bror lavede en kæmpe gryde med varm chokolade, og vi satte os for foden af juletræet med hver sin kop og så drømmende ud af vinduet. Jeg fik øje på nogle fugle oppe på kvisten på naboens hus, og jeg tænkte, at de nok havde været på grønland, oppe hos julemanden, og nu var på hemmelig mission for at finde ud af, hvem der ønskede sig hvad. Julemanden kunne jo ikke få rundt til alle børn i hele verden, så derfor måtte han have nogle hjælpere. Nisserne havde vel travlt med at lave alle gaverne, så de havde nok ikke tid til at tage rundt og finde ud af den slags. Faktisk burde man hænge en seddel med sit navn og adresse og ønsker på duens ben. Dette blev vi enige om at forsøge, så vi gik hver især i gang med at skrive vores ønsker ned på nogle meget små stykker papir. Da vi var færdige, var vores mor kommet op, og var til vores store skuffelse selvfølelig kommet i tanke om noget mere, vi kunne lave. Der skulle hænges lyskæder op udenfor, og vi fik lov at hjælpe far. Min bror, der jo var ældst, kravlede op på stigen og fik uden far så det bundet ønskerne om den ene dues fod. Nu var missionen fuldført, nu skulle vi bare vente og se, hvad der skete.
med lys som fugle på kviste
top
7. december
(Børnene har netop sendt deres juleønsker af sted til julemanden med en brevdue)
Min lillesøster og jeg var ovenud spændte på, om ønskesedlen mon ville nå frem til julemanden, inden Jul. Min bror der jo havde lidt mere sans for virkelighedens realiteter, mente nu ikke, der var den store chance for at profetien ville gå i opfyldelse, men som han sagde, så skulle man jo ikke skuffe de små børn, der glædede sig fromt og kønt.
Selvom jeg aldrig nåede at høre fra Julemanden blev det alligevel en god Jul. Netop den gode Jul havde vi grundet de mange stressende forberedelser egentligt ikke forventet. Min mor sad selveste Juleaften og tronede og glædede sig åbenlyst over, at omlægningen af Julen havde været en delvis succes.
Min far var lidt mere muggen, og faktisk gav han udtryk for at være meget meget træt. Ligesom alle os andre. De første to ugers hektiske "nå dobbelt så meget på halv så meget tid dage" havde tæret meget på os alle. 
Efter vi havde spist, var traditionen jo, at vi skulle danse rundt om juletræet, inde forløsningen med gaveåbningen kunne finde sted. I år tog vi kun en runde om træet til ære for lillesøster og mig, der jo ikke skulle skuffes.
Jeg fik en smart Lego borg og legede med den, indtil det atter var min tur til at åbne en gave. Den næste gave var fra mine søskende, der i år havde flottet sig og udover det obligatoriske hjemmelavede navneskilt til min dør også havde fundet på at lave en evighedsjulekalender, som jeg kunne bruge igen og igen.
Da det atter blev min søsters tur, var hun faldet i søvn, så vi måtte bære hendes uåbnede gaver ind på værelset, så hun kunne åbne dem dagen efter. På trods af, at min søster altså ikke holdt ud hele aftenen, var min mor overbevisende enig med ingen andre end sig selv om, at Julen havde været den bedste i mange år.


8. december
(Familien har netop holdt en vellykket Jul, hvor familiens mor har effektiviseret Julen ved at lade alle forberedelserne ske inden d. 15/12. Nu sidder de 2. juledag og snakker)


- Det har altså tager lidt overhånd. Jeg synes ikke, vi skal have Julen til at køre på samme måde næste år, sagde far til mor. Mor nikkede bare, tog en sug af sig smøg og forklarede far, hvorfor hun synes det havde været meget godt. Vi havde jo nået alt det vi skulle, og havde haft tid til at slappe af, de sidste 8 dage inden Jul, hvad var det dog, der var så slemt ved det? Far sagde, at vi jo også nærmest havde fået al luften ud af ballonen inden d. 15/12, og derfor havde ingen af os været i stand til at nyde de sidste dage, selvom det var hvad der var meningen. Min storebror, der åbenbart havde forstået det med ballonen, tilkendegav, at han bestemt synes, far havde ret. De sidste 7-8 dage havde vi så snart vi kom hjem fra arbejde eller skole blot sat os i sofaen og var hurtigst derefter faldet i søvn. Der var ikke meget glæde tilbage mente han. Lillesøster begyndte at synge vores yndlingssalme, og da hun nåede til "skal aldrig den glæde miste", sagde far, at det lige netop var hele pointen. Glæden ved Julen skulle jo nødigt blive væk i alle anstrengelserne, for hvad var så ideen med det hele?
Mor tog en kop kaffe til og sagde, at hun ville tænke over det, der var jo også lang tid til næste Jul. Min bror foreslog at vi tog os en gåtur for at forbrænde nogle af al Julelækkerierne og få lidt frisk luft til hjernen. Jeg tænkte inde i mig selv, at han da var usandsynlig dum at høre på. Han løs næsten som de voksne Men jeg havde også set en stor tyk bog, som han med garanti var ved at pløje sig igennem, inde på hans værelse. Måske man blev klogere eller mere voksen af det?


9. december
(Der er efterhånden gået et år, og nu er det så småt ved at nærme sig juletiden igen)
Min familie og jeg var alle blevet et år ældre, og som jeg tidligere har fortalt ville min mor effektivisere Julen, idet hun var træt af altid at have så travlt med alle forberedelserne, så hun slet ikke nåede at opleve at Glæden er jordens gæst i Julen. Sidste år forsøgte vi os så med at skulle have klaret alle forberedelserne inden d. 15/12. Min mor havde efter eget udsagn fået en glimrende idé, men efter en end december måned, var vi alle i stedet totalt udmattede af at stresse så meget i månedens begyndelse. 
Det var oktober, og vi holdt krisemøde i vort lille hjem. Vi diskuterede hvordan, det i år kunne gøres bedre, uden at det skulle gå ud over oplevelsen af selve Julen.
Min søster mente, at vi skulle købe alting nu og så gå i vinterhi indtil december, hvorefter vi igen skulle springe ud i fuld flor. Ideen fejlede som sådan ikke noget, men min bror og min far slog sig for panden og forklarede lillesøster, at man ikke bare kunne melde sig ud af samfundet i 2 måneder og så pludselig igen dukke op. Hun forstod ikke, hvad samfundet var, så min mor og jeg måtte forsøge at få hende til at forstå, at vi jo skulle passe vores arbejde og skole, og derfor ikke bare kunne blive hjemme.
Netop min lillesøster, der jo ikke var så gammel, havde trods sin lave alder ind imellem nogle gode iagttagelser. Hvor hun fik det fra, må guderne vide, jeg kunne i hvert fald ikke finde ud af det. Hun foreslog at vi lavede lister! Min mor der naturligvis misforstod alt, råbte op om, at vi da havde lister ved alle vinduer, døre og gulve, og at vi da ikke behøvede flere. Det var som om hun var blevet slået helt ud af, at vi ikke længere ville være med til hendes julelege. Hun var blevet totalt idéforladt og kunne ikke længere se tingene i en sammenhæng.


10. december
(Der er kaos i det lille hjem, fordi man ikke kan finde ud af, hvordan man skal arrangere Juleforberedelserne mest hensigtsmæssigt i år. Alt ser håbløs ud, men lillesøster har en idé: lister)
Min lillesøster kan ind imellem være en hel lille himmelkonge, selvom hun naturligvis ikke har nogle direkte relationer til Jesus, som jo normalt bærer denne titel. Men hun foreslog lister. Min storebror og far for straks ind i kontoret for at finde blokke og kuglepenne til at skrive med.
Jeg foreslog at vi først fandt ud af, hvad det var, der plejede at blive gjort op til Jul. Det skulle vi så notere os på papir. Derefter skulle vi forsøge at inddele tingene i forskellige grupper. Min bror og mor fandt på køkken, gaver, gæster, pynt, musik, praktiske indkøb og kalender. Inden vi fik set os om var hele processen i gang. Vi fik skrevet lange lister, som vi igen og igen gennemgik for at se, om vi mon havde glemt noget.
Da hele dagen efterhånden var gået med det, blev vi enige om at lade det ligge og tog alle sammen i biografen for at se den nye børne-kult-tegnefilm: "Rødhætte på besøg hos aberne på planeten Xorius". 
Vi fulgte sidste års glimrende eksempel og gik ind til biografen, hvor vi i to timer morede os bekosteligt. Efter filmen gik vi hjemad og undervejs gik vi på byens gågade, hvor vi mødte en brændte-mandler-sælger. Min søster insisterede på at ville have nogle, så vi standsede op, ønskede manen god jul og købte en pose af denne så ellers traditionelle julespise. Manden gloede ganske vist på os og undlod mere eller mindre bevidst at ønske os en god jul.


11. december
(Familien har mødt årets første brændte-mandler-sælger og har ønsket ham God Jul. Det er oktober og de fleste er endnu ikke begyndt at spekulere synderligt over Julen)
Min far pointerede en dag, da vi endnu engang gennemgik vore mange Julelister, at vi jo skulle huske at tænke på dem, der jo ikke havde så meget som os. Vi måtte gøre et eller andet, for alle er lige, når det gælder Julen. Gud er ligeglad med om du er en fattig spurv eller en svane. Vi skal alle have lov til at holde eller deltage i et julegilde. Mor synes ideen var vidunderlig, men hun har også altid gerne ville hjælpe andre.....
Derfor gik vi i gang med at arrangere en Julefest for de hjemløse, de fattige, de forældreløse børn osv. Min far mente nu nok, at det gik lidt over gevind, og vi børn synes dels det var sjovt, men var på den anden side trætte af, at så meget af opmærksomheden ikke længere gik til os. Men vi hjalp da til. Endnu engang skulle vi fare rundt, købe duge, lave gløgg, bage æbleskiver og småkager og lave konfekt i massevis. Ja tænk engang det var lige før, det var meget værre end det foregående år, blot fordi vi nu skulle sørge for, at ALLE fik en god Jul. Endelig havde vi fået bare lidt styr på vores egen Jul, eller om ikke andet forsøgt på det, og så skulle far og mor selvfølgelig foreslå en aktivitet, der kunne få det hele til at falde fra hinanden igen. 
Vi inviterede Gud og hver mand, også naboens far, som han ikke havde set i mange år på grund af uoverensstemmelser. Vi inviterede hr. Hansen nede fra torvet, der altid stod og hang ud. Det var efterhånden blevet den 1. december, og nu skulle festen løbe af stablen, selvom vi hellere ville have holdt den tidligere. Men mine forældre mente ikke, man kunne holde julefest inden, det blev den første december.
top

12. december
Min familie er netop i færd med at holde tidens største private julefest. Alle skulle med og ingen snydes, sådan var min far og mor, når det ellers kom over dem)
Selv duen var dukket op til vort julegilde. Der var liv og glade dage, masser af mad, som vi i familien havde brugt de sidste par uger på at få lavet og organiseret. Folk åd og drak og jeg kunne ikke lade være med at tænke på, at det jo egentligt var vores penge, de spise og drak op. Men eftersom både min far og mor havde tilkendegivet, et dette var en godt projekt, ja så måtte det jo ligesom være okay. Men hvor mon vore julegaver nu skulle komme fra?
Sent om aftenen var alle tilsyneladende blevet mætte og var endeligt taget hver til sit. Nu stod vi så tilbage med en kæmpe oprydning, nogle få rester og ingen bekymring om, hvad vi skulle få vores penge til at gå med.
Dagen efter var der store reportager og billeder fra vores såkaldte velgørenhedsfest i avisen. Byens borgmester roste os med mægtige ord, og vi havde pludselig fået en enorm anerkendelse i byen. 
Fint nok mine søskende og jeg gad ikke blive hjemme, hvor alle journalister åbenbart havde søgt hen. Næ det måtte vores forældre tage sig af, men det skulle da ikke forhindre os i at kælke sammen med alle de andre på kælkebakken, det år var vi nemlig så heldige, at sneen var faldet tidligt og ifølge meteorologerne faktisk havde tænkt sig at blive liggende en rum tid, måske helt til Jul. Min søster ville gerne prøve den store bakke for første gang, så min bror og jeg fik hende med op på toppen. Først faldt hendes kælk dog 5 meter ned af bakken, og hun fik trådt sin sko helt af, så det var bestemt ikke problemfri.
Da vi endelig nåede op, stod der nogle andre børn. De spurgte os, hvad vi lavede her - om vi ikke skulle hjem og hjælpe med at arrangere endnu en julefest, så vores medieliderlige forældre endnu engang kunne komme i avisen.


13. december
(Vi havde efter festen været oppe på kælkebakken, hvor nogle af de andre børn på det groveste havde generet os og vore forældre -d e havde tilsyneladende ikke forstået noget som helst)
Min lillesøster tudede hele vejen hjem fra kælkebakken, fordi min bror og en af de andre drenge var kommet op og slås. Min bror er ikke den bedste til at slås, så han var endt med at have fået et ordentligt blå øje. Da vi kom hjem kravlede min søster op på min mors skød og blev trøstet, mens min far og jeg fik travlt med at få alle journalisterne ud af huset. Jeg gik op og hjalp min bror med at få lagt noget koldt på det dårlige øje. 
Nedenunder kunne jeg høre mine forældre skændes om, hvis skyld det var, at det nu var gået så galt. De ville jo bare hjælpe nogle mennesker og vise, at vi havde overskud til det. At vi så blev nødt til at lave af vandgrød resten af december, behøvede vi jo ikke at fortælle andre folk. Men så var den der igen - den danske jantelov, nej man skulle endeligt ikke tro man var noget. Man skulle endeligt ikke vise sin gode vilje så meget som en gang, inden alting blev misforstået. Vi snakkede om, om det skulle være både første og sidste gang, vi ville afholde en stor Julefest, men mor insisterede på, at dette skulle blive til en tradition. Nu havde vi jo snart igen et helt år til at få lokket nogle andre med i fælden, som hun udtrykte det. Hvis vores familie ikke var den eneste, der stod for det, ville vi jo heller ikke være de eneste , det ville gå udover. Det forstod hverken jeg eller min søster særligt meget af. Det kunne vel ikke være meningen, at vi gerne ville have, det også skulle gå ud over andre også. Min far og mor ville ikke snakke mere om det nu, så i stedet lagde de hovederne i blød for at finde ud af, hvordan vores egen familiejul skulle foregå. Senere da vi sad på vores yndlingsplads foran juletræet fortalte vore bror, at der bare skulle være mange med til at lave festen, for så ville de andre ikke turde gøre os noget.


14. december
(Min familie synes ikke længere Julen er noget godt. Min bror har fået tæsk og folk er sure på os, selvom vi jo bare har hjulpet nogle andre mennesker, men det må man åbenbart ikke)
Det var efterhånden blevet den 14. december, og vi havde stadig hverken fået pyntet op til Jul eller købt ind til den store højtid. Og det på trods af vores mange lister, som vi lavede for længe siden,. De lister der jo skulle gøre det hele meget nemmere. Det var ligesom om, Julestemningen endnu ikke havde fundet vejen frem til vores hus. Effektiviseringen af Julen var midlertidigt gået i stå.
Udenfor var der stadigvæk sne, og vi børn vovede os endnu engang ud på kælkebakken. På vejen derhen mødte vi vores nabo Poul. Han var en lille dreng på alder med mig, han var ude og gå en tur sammen med sine forældre. De sagde, at de synes det var en god ting, vores familie havde gjort, og vi måtte gerne sige til vore forældre, at de gerne ville være med til at arrangere festen næste år. 
Pludselig var en dejlig dag oprunden, og Poul fulgtes med os hen til kælkebakken. Heldigvis var der denne dag, ingen der generede os. Vi kælkede i lang tid og gik senere på aftenen trætte tilbage mod husene. 
På hjemturen stødte vi ind i vores genbo og hans nabo. De sagde det samme som Pouls forældre, og nu kunne vi næsten ikke komme hurtigt nok hjem for at fortælle far og mor om dagens lykkelige begivenheder.
Indenfor duftede det dejligt af brunkager, så de måtte jo have fundet julestemningen frem igen sagde min bror. Ganske rigtigt sad de ved spisebordet og kiggede de mange lister igennem. De havde oven i løbet bagt småkager og tændt stearinlys og fundet den store kasse med julepynt frem. Det har altid været mig en gåde, hvordan man kan glemme hvor den er. Den er simpelthen så omfangsrig at det næsten er en umulighed. Hujende og syngende gik vi i gang med at pynte til jul. 

15. december
(Familien er begyndt at pynte op til jul, og det ser ud som om, det alligevel bliver jul, selvom de ikke har mange penge til overs efter den overdådige julefest)
I dag blev vor kære frelser fød. Men hvem var så frelseren, det forstod vi ikke rigtigt, for det var jo endnu ikke den 24. hvor Jesus efter sigende skulle være blevet født for efterhånden mange år siden. Det var kun den 15., men måske havde genboen, der var gravid født. Måske havde Jesus fået en lillesøster, hvad vidste vi børn om det? Vi vidste blot, at denne jul blev en skrabet en af slagsen rent økonomisk, men det var der jo ikke noget at gøre ved. Der var stadig god tid til, at vi kunne nå at lave hjemmelavede gaver til hinanden og til vore bedsteforældre. 
Det behøvede ikke at være en kedelig jul blot fordi, man ikke havde så mange penge. Vi havde engang fået et brev fra vores fætter Jens, der var studerende og boede i en stor by. Han havde fortalt hvordan han ved at gå til alle mulige Julestuer dels havde lært mange nye mennesker, unge som gamle, at kende. Jo han havde været nødt til at værdsætte livets gratis glæder, hvilket bl.a. betød at han arbejdede frivilligt i en af julestuerne, for det skulle der jo også være nogen, der gjorde. Han var besøgsven og glædede derfor ofte en del ældre ensomme mennesker, og han nød at høre alle deres historier fra gamle dage. Han opstøvede hvornår, der blev afholdt gratis juletræsfester (med mad), hvornår museer havde entré-frie dage, hvornår supermarkederne havde ekstra gode tilbud og i det hele taget sørgede han for ikke at bruge for mange penge unødigt. Men alligevel morede han sig bekosteligt evig og altid.
Dagene gik, og vi fik hver især lavet nogle udmærkede gaver. Min lillesøster skulle have en hjemmelavet dukke (som min mor ganske vist havde hjulpet mig med), min bror fik sig en hjemmelavet togbane, og jeg vidste, at min far i smug havde lavet en bane til toget. Min far og mor, ja dem havde jeg ikke fået fundet på noget til, så jeg tømte i fællesskab med min bror vores sparegris, og vi gik sammen ud spenderede vores sidste penge på en ny gryde, hvilket vi vidste de manglede.


16. december
(Familien har lavet hjemmelavede julegaver til hinanden, med undtagelse af de to ældste børn, der har været ude og bruge deres sidste sparepenge på en gryde)
Man kan vel sige at min familie fandt paradisvejen, trods meget usikre udsigter. Vi gjorde alle vores bedste, og vi prøvede tilmed at leve en smule efter vores fætters gode råd. Min mor handlede ind, når der var tilbud, og vi børn gik til nogle sjove og GRATIS aktiviteter. 
Jeg tror egentligt, min mor var ganske tilfreds, men taget i betragtning af at hun gerne ville effektivisere Julen, kan det vel næppe betegnes som et lykke år.
Selve Juleaften gik nu fint, vi var ikke som året før trætte, næ vi var faktisk fantastisk friske alle sammen. Måske skyldes det, at vi ikke havde haft så travlt op til Jul, men blot havde nydt at vi ikke skulle nå helt så meget. Det var jo ikke længere nødvendigt at dukke op til kirkekoncerten, for vi havde jo nu engang ikke betalt noget og ville dermed ikke miste nogle penge ved ikke at dukke op og så fremdeles. Det er en af de bedste Juleår jeg umiddelbart kan huske. Gaverne blev vi også alle meget glade for, i og med hele familien virkelig havde lagt kræfter i at fremstille noget gaver, som modtageren ville blive begejstret for.
I dagene efter Julen plejede vi traditionen tro at holde julefrokost med nogle naboer, men i år havde vi ikke helt kunne får det til at løbe rundt. Så vi havde aflyst. Imidlertid stod naboerne på trappen den pågældende dag med et væld af forskellige retter. De havde også inviteret nogle flere mennesker, der ligeledes gerne ville være med til at bevare den gode julestemning, og således nu fulgte trop på vores ifølge dem fremragende eksempel. Dermed blev der dette år også plads, tid og ikke mindst råd til en julefrokost af en kaliber, der bestemt er værd at tale om. 
Men intet varer evigt, og Julen gik da også på hæld, og endnu engang kunne vi begynde at glæde os et helt år, inden vi igen skulle til alle jule hurlumhejet.


17. december
(Familien har overstået den tragiske Jul, hvor de fyrede alle deres penge af på en offentlig julefest - men de slappede mere af end tidligere år. Nu er det imidlertid blevet nytår)
Ja tænk dig engang sagde min mor til min søster: Frelseren selv var barn som vi, engang har han også bare været en lille en som dig og mig, da vi var små. Min søster synes, det var ustyrligt morsomt, at Jesus også skulle kunne have været lille. Min mor prøvede at dæmpe hendes latter ned, og i det samme kom min far ind i rummer. Han spurgte for sjov min mor, om vi ikke også skulle til at effektivisere nytåret, nu vi havde haft så meget held mht. Julen. Min mor vrissede af ham og skar tænder, og hendes øjne slog nærmest gnister. Hun var rasende og fik hurtigt gennet os børn op på vores værelser. Derfra kunne vi med lethed høre de voksne skændes uden dog alligevel rigtigt at kunne høre, hvad de præcis sagde. 
Lidt efter hørte vi en dør smække hårdt, og vi skyndte os at kigge ud af vinduet - der kunne vi se vores mor gå sin vej - bare sådan, uden videre. Far kom op til os og sagde, at han og mor havde skændtes lidt, men det hele skulle nok blive godt igen. Da han atter var gået nedenunder sagde min bror til mig, at far bare talte til sin dårlige samvittighed ved at sidde og fortælle os, at de havde skændtes og at det nok skulle blive godt igen. Det forstod jeg ikke meget af, men de var måske heller ikke helt nødvendigt. 
Det var efterhånden blevet mørkt udenfor, og vi børn gik ud og tændte havefaklerne, som det nu var vores tradition at gøre nytårsaften. Far kaldte inde fra huset og bekendtgjorde, at vi nu skulle spise. Det var blevet til kylling og kartofler og smørsovs. Selvom ingen af os synes det var enormt inspirerende at sidde nytårsaften og spise kylling, sagde vi ikke noget.
Lidt senere ringede telefonen og min søster udstødte et skrig: Det er MOR! Min bror og jeg for straks hen til rørt og begyndte at tale i munden på hinanden. 
Efter vi havde snakket med hende i en rum tid tog min far røret og snakkede længe med mor. På det tidspunkt var vi for længst gået ud for at lave nytårsløjer.
top

18. december
Nytårsdag godt udbrændte fes vi rundt og samlede affyret fyrværkeri op, da vi havde fået at vide, at vi kunne få hele 25 øre for hver stykke. Det var selveste kommunen, der udlovede denne mægtige dusør, da de så håbede på at slippe for selv at skulle ud og indsamle affaldet. Vi fik da også indtjent en hel del penge, og straks gik vi ned i kiosken og brugte alle pengene rub og stub på slik. Vores mor var stadig ikke kommet hjem, men vi var efterhånden ligeglade, for nu gjaldt det bare om at spise så meget snolder som muligt!
Allerede senere på aftenen kom hun dog hjem, og derefter var det hele som det altid havde været. Ingen snakkede om forsvindings episoden, ligesom ingen før nu ellers nævnte den lettere katastrofale Jul.
I løbet af den følgende sommer fødte min kusine, og vi var til barnedåb, hvor vi meget utraditionelt sang en julesalme, der indeholdt linien "i dag han lå i sin vugge", og det var jo sådan set rigtigt nok, for efter den lille havde fået vand i hovedet, blev han straks derefter lagt i sin vugge . Min søster fattede minus og begyndte at skrige op, da han fik vandet i hovedet, hun synes naturligvis det var synd for den lille ny, og i øvrigt skulle man jo også passe på forbruget i disse nye regeringstider, bemærkede min farfar stille, mens han ihærdigt forsøgte at få min søster til at klappe i. Denne aktion lykkedes dog ikke helt i første omgang, og det endte selvsagt med at min søster (der jo altså ikke var så lille endda) og babyen skreg om kap - dog af vidt forskellige årsager. Jeg hev min søster i hendes fletninger og trak hende sammen med min bror med ud af kirken. Nu stod vi så der midt om sommeren og gloede på kirkeklokken, som med et begyndte at slå 11 slag, for klokken var sjovt nok blevet 11.
Vi vandrede lidt rundt på kirkegården og kiggede ind af vinduerne. Vi var ikke typerne, der ellers gik i kirke udover til jul, så bare det at være på en kirkegård mindede os meget om julen, den jul vi helst ikke ville huske.

19. december
(familiens tre børn er blevet smidt ud ar kirken til et barnedåb, og de vandrer rundt på kirkegården)
Vi var i den have, Guds engle flyver i, og så kunne det da for øvrigt godt være, at vi egentligt var blevet smidt ud af kirken, men hvad gjorde det - vi var her jo stadig, og det var han såmænd også. Inden længe væltede folk ud af den hellige bygning, og derefter var der fest resten af dagen
Det var med et blevet oktober, og mine forældre var endnu engang indstillet på, at Julen skulle foregå lidt nemmere end den plejede. I år skulle vi naturligvis også afholde julefest, men denne gang var flere af naboerne jo mindst lige så meget med som os. Så helt galt gik det da vel ikke i år, som min mor udtrykte det. Nå men bortset fra Julefesten, var de begge stadig meget opsatte på, at Julen i år skulle effektiviseres på den gode måde, koste hvad det ville.
Derfor begyndte v i år at lave lister. Vi lavede meterlange lister over, hvad der skulle købes ind. Vi lavede lister over. Hvilket tøj der skulle være rent, hvad der skulle købes ind, hvem der skulle købes gaver til, hvornår vi skulle påbegynde hvilke juleprojekter for at nå og blive færdige i tide, og vi lavede lister over ja nærmest alt. 
Midt i liste helvedet øjnede vi børn os en chance for at komme ud og lege. I oktober var der uheldigvis stadig ikke faldet noget sne, så vi nøjedes med at køre gokart ræs. Efter at have været ude det meste af dagen kom vi hjem, smækkede med møje og besvær den store yderdør op, og gik indenfor - ganske ligesom vi så mange gange tidligere havde gjort det.
Men indenfor sad vores forældre og rev sig selv i håret og så ud som om den værste katastrofe netop havde overgået dem. Min bror spurgte høfligt, hvad der var sket, men det var de slet ikke i stand til at udtrykke, så i stedet fortsatte de blot med at jamre og hive hårene ud af deres egne hoveder.
Vi besluttede os for ikke at bruge kræfter på denne situation, så i stedet for vi op på vores værelser og begyndte at spille ps2.



20. december
(Familien er nu for alvor begyndt at effektivisere julen, men vild et mon lykkes dem dette år?)
Ha han vil da ikke lukke noget som helst op for os - Jesus altså, sagde min søster, da vi en dag sad og tog forskud på juleglæderne og spillede Julespillet.
Det var vi andre så ikke enige med hende i, men hun var jo heller ikke så gammel, så ind imellem må man bare give de yngre ret.
Julefreden havde allerede sænket sig over os, selvom vi stadig var i starten af november. Det skyldtes nok også, at vi allerede havde styr på, hvad der skulle ske hvornår. Hvilken dato skulle julemaden købes ind, hvilken dag skulle julepynten hænges op, hvilken dag skulle farfar komme på besøg, hvilken dag vi skulle bage brunkager, hvor længe de skulle have i ovnen, hvornår der skulle koges klejner etc. For første gang nogensinde virkede min mor som om, hun reelt havde styr på Julen. Det var jo nærmest fantastisk, og det smittede ikke mindst af på os andre også, altså at hun ikke var stresset og for rundt.
Midt i november begyndte juleforberedelserne så for alvor. Mine forældre holdt sammen med nogle naboer stormøde om den kæmpe julefest, der igen i år skulle arrangeres. Jeg havde stadig lidt svært ved at forstå, hvorfor de gad at arrangere den igen, når de nu sidste år fik så mange verbale klø.
Mens de var til møde begyndte vi så småt at pynte op i huset, men uheldigvis gik der undervejs ild i en del af julepynten, så oppyntningen var midlertidig halveret, til store ærgrelse for os alle. Vi trøstede os dog med, at der ikke var sket nogen af os noget.

21. december
(Efter at have sat ild til julepynten har familien nu ikke så meget tilbage. Hvordan vil det indvirke på deres utallige lister - kan det overhovedet tillades at man ikke på forhånd har haft styr på ALT?)
Vi havde været ned i boghandlen for at købe glanspapir og karton, og således sad vi nu på rad og række og klippede julehjerter, lavede trommer og juletræer og musetrapper i et væk. Inden dagen var omme, havde vi i fællesskab fået produceret en masse ny julepynt, så der var faktisk ikke længere nogen fare på færde, bortset fra at dagens liste var blevet udskudt. Egentligt skulle vi have haft småkager og næste dag stod den på udendørs udsmykning af huset. Vi blev enige om at opdele opgaverne, så vi bedst muligt udnyttede, at vi var så mange. Dermed fik vi alligevel ordnet alt det, der var meningen
Nu var det efterhånden blevet den 28 november, og nu var der kun tre dage til Julefesten skulle afholdes. Det virkede på os børn som om, de voksne i år havde fuldkommen styr på begivenhederne, der knyttede sig til festen, så vi tog det hele lidt mere roligt nu, hvor vi kunne se, at der faktisk VAR styr over tingene.
Den 28. november var dagen, hvor vi skulle lave Julelandskabet med nisser, vat og ting og sager. Der gik lidt sport i at lege krybbespil i stedet, og det blev til, at himmerigs konge iblandt os bor i skikkelse af min brors usandsynligt dårlige udgave af Jesusbarnet i krybben.

22. december
(Tiden går og både krybbespil og ny julepynt er på plads hos familien)
Den 6. december var Julefesten veloverstået. Vi var begyndt at kigge på listerne, der indeholdt informationer om hvem vi skulle have købt gaver til. Af frygt for at pengene ikke rakte, gik min bror og jeg sammen ud og købte gaver til resten af familien, hvor vi så var fantastiske sparringspartnere på den måde, at vi sørgede for, at vildskaben og juleiveren ikke løb af med os.
I butikscenteret var en julemand naturligvis på sin plads, fuldt ud parat til at modtage børns ønsker, alt imens de sad på hans knæ. Jeg smilede til min bror, og vi blev enige om, at en sådan julemand bringer juleglæden til os, når vi ikke selv var så gode til at finde den frem. Vi fik gjort de sidste indkøb og gik på vejen hjem et smut over kælkebakken, der dette år endnu ikke havde set skyggen af sne, så det var så som så med ivrige kælkende børn - endnu. Vi troede nemlig fuldt og fast på, at der ville komme sne igen i år.

23. december
(Familien og især børnene håber på hvid jul ligesom alle andre, men meteorologerne er ikke helt enige i forudsigelsen, så endnu en dag må de vente)
Og den sidste almindelige dag inden jul oprandt. Vi gik rundt og fik styr på de sidste lister. Det var som om, listerne ikke længere havde magten over os men omvendt, og på den måde må man vel sige, at grundlaget for at Julen dette år skulle forløbe planmæssigt var i orden. 
Det var jo søndag, så min bor, min søster og besluttede os for at gå i kirke, hvor vi med lidt held måske kunne forestille om, Jesus favne hver barnesjæl på jorden. Måske ikke. I hvert fald var der allerede denne dag inden jul propfyldt i kirken, hvilket vi ikke havde regnet med.
Min mor havde godt nok haft lidt betænkeligheder ved at lade os tage af sted, da dette punkt ikke havde stået i nogen liste før selve juleaftensdag. Nå men det var vi som bekendt ligeglade med, og eftersom vi allerede nu kunne se, at Julen nok skulle arte sig pænt, tænkte vi, at vi da uden problemer kunne tage af sted.
Da vi kom hjem, havde min far (helt i overensstemmelse med listerne) fået sat julestjernen på træet. Min mor havde lavet risengrød, hvilket også var angivet i listerne.
Mens vi så Nissebanden og selv spise risengrød med smørklat og kanel, blev min far og mor enige om, at dette uden tvivl måtte være det år, det var gået bedst mht. planlægningen af Julen. Og det blot pga. lidt planlægning og opstilling af nogle lister, indeholdende de gøremål, juleforberedelserne indebar.

24. december
(Familien var allerede blevet enige om, at Julen må være vellykket, da de d. 23 sad og spiste risengrød, men er den nu også det?)
Om morgenen den 24, plejer mine søskende og jeg altid at gå et smut forbi kælkebakken, hvilket faktisk VAR blevet tilføjet en eller anden liste. Inden vi kom så langt, fablede min mor højlydt op om, hvor fantastisk det hele var - altså at forberedelserne var gået som de skulle. Det gælder om at tage sig i agt for uforudsete hændelser og dermed forudse dem alligevel. Dernæst skal man skrive alle de tænkelige og utænkelige gøremål ned og hele tiden huske på, at man undervejs i Juleperioden meget vel kan komme til at skulle tilføje flere punkter på listerne, da det jo er en del af hele fidusen. Netop det at revidere sin plan og hele tiden ajourføre den med virkeligheden, for en ting er teorio en anden er praksis. Men den høje herre lover os stadig englevinger, og vi tager stadig med glæde imod dem. Vi synger stadig de gamle julesalmer, vi spiser stadig den traditionelle julemad - umiddelbart er intet ændret, men det er rutinerne. Vi er meget bedre til at planlægge det hele nu. 
Og så var det. Vi havde fået nok og meget hurtigt begyndte vores vandring til kælkebakken al imens vi sang vores egen version af husets salme, for man kan aldrig vide om, det blev godt, før det er helt overstået, så Julen har måske bragt velsignet bud

Julen har måske bragt velsignet bud
nu glædes gamle og unge
hvad englene sang i verden ud
nu alle små børn skal sjunge
Grenen fra livets træ står skønt
med lys som fugle på kviste
det barn, som sig glæder fromt og kønt
skal aldrig den glæde miste

Glæden er jordens gæst i dag
med himmelkongen den lille
du fattige spurv, flyv ned fra tag
med duen til julegilde
dans lille barn på moders skød
en dejlig dag er oprunden
I dag blev vor kære frelser fød
og paradisvejen funden

Frelseren selv var barn som vi
i dag han lå i sin vugge
den have, Guds engle flyver i
vil Jesus for os oplukke 
Himmerigs konge blandt os bor
han juleglæden os bringer
han favner hver barnesjæl på jord
og lover os englevinger 
top


(c) 1999 - 2000 Joske Smedegaard