Oppe i hytten bor en masse larver, de kommer ikke ud på denne tid af året. De er kloge nok til at holde sig inde i varmen; ikke som os mennesker, der straks farer ud i kulden med alverdens måske ikke så vigtige gøremål.
Larverne har det godt, for de har fundet en plads lige over kaminen. Lige der, hvor varmen altid findes, selv om natten, når ilden er gået ud, for gløderne holder stedet dejligt lunt alligevel.
Måske skulle man bare gøre som dem – gå i vinterhi, glemme kulden, de stressende juleindkøb, æbleskiverne, gløggen, traditionerne, sneen ja det hele. Måske skulle man overveje det sådan for alvor, men på den anden side, ville man så ikke gå glip af så forfærdeligt meget?

jeg har alligevel besluttet, at julen skal fejres nøjagtigt som den plejer. De små larver må for min skyld godt ligge i dvale, men skulle jeg det, ville min eksistens være truet, og det i mere end en forstand. Næ almindelig jul som vi kender den, det skal der til. Risengrød, fed julemad, and og brunede kartofler, og julesalmerne og det obligatoriske besøg i kirken juleaftensdag må vi endelig heller ikke glemme. Ha! Det bliver jo alligevel aldrig det samme. Det var derfor jeg oprindeligt havde forestillet mig, julen i år skulle være anderledes. Jeg mener, når den nu trods alt bliver det ligegyldigt hvad, kan jeg vel ligeså godt forsøge at gøre den anderledes. Men nej naturligvis falder man tilbage i de gamle folder og gør tingene nøjagtigt som altid. Traditionerne længe leve, men nogle traditioner kan ikke leve videre – ikke uden jer.  

Mine mange venner. De tager ikke op i hytten. De farer rundt som alle andre hele december og hiver sig i håret, fordi de får stres af at tænke på alle deres gøremål. Det er en ganske almindelig dansk juletradition også, at have så travlt hele december, at man ofte glemmer, at meningen med hele ræset er, at man skal slappe lidt af og nyde. Larverne har lagt sig godt til rette og venter nu på at falde ind i den dybe, søde søvn, hvor alting bare er og bliver harmonisk, en drømmeverden. Uh det er fristende at følge dem.
Vores tradition går i al hemmelighed ud på at mødes mindst en gang om ugen, lave en eller anden aktivitet sammen, love hinanden evigt venskab og virkeligt mene det. Denne tradition må uden tvivl være den mest betydningsfulde, men samtidig også den mest besværlige. Hvert år falder nogle fra, hvert år kommer nye til, men de færreste bliver hængende så længe, at de oplever seancerne mere end 5 år i træk. En skam – bestemt. Drømmene kan begynde…

Vi er kun drømmende individer. Inden i forudsætter tankevirksomheden hver eneste dag, at vi kan få hovedpine over at skulle spekulere så meget. Men vi elsker det, det er mandag og det er i dag vi for første gang skal mødes her i december, man kan jo ikke andet end at glæde sig.
Julenissen hersker ikke længere i landet og hvem skal nu sørge for at alle juleforberedelserne bliver ført ud i livet? Vi må tilkalde forstærkninger, for hvem har umiddelbart kompetence til at skulle bære denne vigtige byrde på sine skuldre? Den store kunne være et godt bud, men hvad siger I andre, er det godt nok, tror i den kan overkomme opgaven? Det drejer sig jo trods alt om at uddelegere opgaver, tage ansvar, beslutninger og administrere økonomien? Ok ok den store er hermed valgt. Larverne regerer igen i nisseland.
Vi mødes ikke tilfældigt, som Maria Marcus også en gang fastslog, så derfor havde vi aftalt at mødes på en café om eftermiddagen. Jeg var den første , der ankom, og lidt efter væltede Hun og Ham ind, som altid fuldstændig opslugt af hinanden. Ca.. fem minutter efter arriverede Skalde, Henni, Rita og Loppen. Vi begyndte at snakke mens vi spændt ventede på, hvor mange flere der mon ville dukke op.

Efter yderligere et kvarters venten med ”hvordan går det så” snak ankom Peter og lige efter Lilly. Derefter var der stille. Altså var vi dette år hele ni – i hvert fald fra starten, man kan jo aldrig vide, om folk holder ud hele julemåneden, så meget kan ske.
Den store klarer det godt. Opgaverne er blevet uddelegeret, man gør sit arbejde, den besidder en stor hersker ånd og det får de andre til adlyde. Egentlig trivsel er der vel ikke tale om, men hvem interesserer sig for larvers trivsel? Juleræset er i gang. De udvikler og producerer. Den store har åbenbart fuldt ud styr på slagets gang.
Hun og Ham forstår endnu engang ikke vigtigheden af vor tradition og vedbliver med kun at se på hinanden, tale om og med hinanden. Skalde, der er kendt for at sige sin uforbeholdne mening til enhver tid, får allerede denne den første dag gjort rent bord og fortæller de to det, vi andre også mener men ikke siger. Bliv dog hjemme og glo hinanden ind i øjnene. Hallo det er jul folks. Vi har en tradition her, som I hvert år formår at ødelægge allerede fra første færd. 

Den store indtager ikke længere den fornemmeste plads i min ven larvens hjerne. Vi befinder os nu i det gamle Ægypten, hvor slaverne slider med at opbygge pyramiderne. Varmen er kvælende, nu er december og vinterhiet for alvor blevet en realitet.
Jeg lever mig ufrivilligt ind i larvens drømme univers, og inden længe har jeg ikke længere mulighed for at slippe væk. Jeg er fanget i drømmene og er offeret, der hele tiden må være klar til at omstille mig. Drømmenes hersker tager ikke hensyn, og med et er jeg ved at dø af varme.
Kort efter denne prædiken tager Hun Ham i hånden og de forlader stedet uden at sige et eneste ord til farvel, og kort efter vil Henni heller ikke længere være i blandt os, når ”det altid skal foregår på den uvenlige måde”. Alt er ganske som det plejer. Nogle enkelte ansigter er skiftet ud men ellers er det hele indtil nu foregået på den klassiske måde – lige efter bogen. Det er jo en tradition!   
top

Vi sad på cafeen i et stykke tid, inden vi besluttede os for at finde hatten frem og trække de små sedler frem, der skulle lede os ind i jule-universet. Hvert år skriver vi hver 3 sedler, og på hver af disse står en opgave, som en anden i gruppen skal have løst, inden vi næste gang ses. Alt skal naturligvis på den ene eller anden måde være jule-relateret. Spændingen var som altid stor, for folk finder altid på de mærkeligste opgaver, men det er jo bare en del af hele systemet, vores system og ingen jul uden det. Det er forbudt at fortælle andre, hvad ens opgave lyder på. De må pænt vente til næste mødetidspunkt og få hele historien og måske resultatet at se. Da jeg trak min seddel, kiggede jeg på den et kort øjeblik og tænkte, at det trods alt var bedre end sidste år, men samtidig strejfede det min hjerne, at denne opgave kun var én af tre.
Egypten er fortid, vi har nu bevæget os ud på de ville våger, og jeg er fange på et skib, hvis besætning er sørøvere, mordere, forbrydere og i det hele taget nogle rigtigt slemme typer. Jeg og en anden fange sidder bastet fast til stormasten og har ikke en chance for at slippe fri. Et skib kommer imod os med høj fart og angriber. ”Sjovt” jeg havde altid forestillet mig sørøverskibene som de angribende,  

Udenfor var det begyndt at sne, og pludselig var byen oplyst af al juleudsmykningen, snefnuggene funklede i skæret fra de mange lys, og folk hastede forbi, som om det gjaldt liv og død at nå en bestemt bus. Jeg vandrede lidt rundt i gaderne, da mit humør efter denne første opgaveuddeling altid var lidt forunderligt. Det skyldtes naturligvis også, at jeg for første gang i længe havde set mine venner, hvilket vel altid giver et slags sug i maven af glæde, harmoni og alligevel en slags melankoli, netop fordi traditionen bærer hele æren for mødet.
De fremmede tilegnede sig adgang til skibet, og vi kunne passivt sidde og beskue de mange blodige overfald. Man tillod sig åbenbart ikke at tage nogle chancer dengang. Alle trusler skulle udryddes øjeblikkeligt – og blev det. En fægteduel to meter fra mig, og et par stampende fødder berørte mig op til flere gange ved et uheld. Vidne til kampe og alligevel blev jeg i den grad overset af overgrebsmændene. Vi var i deres øjne intet værd. Selv skidtet på dækket ænsede de dog, men os nej vi var bare to uselvstændige og i øvrigt blodskudte fanger.
En time senere fandt jeg til min store undren stadig mig selv gående rundt i byen på må og få. Søgende. Men hvad, jeg søgte efter, var endnu ikke gået op for mig.

Roterende lys, kulørte lamper, høj musik og fest og glade dage. Larvens fantasi havde nu fået mig bragt et helt andet sted hen, som grangiveligt mindede om et diskotek. Jeg undres over en larves mulighed for at kunne drømme om så forskellige ting. Her gik man og troede, at larver var ganske harmløse små dyr uden en egentlig tankevirksomhed. Folk observerede åbenbart ikke min tilstedeværelse. Var jeg blevet ført videre som et spøgelse, andre ikke kunne se? Der blev mast, skubbet, råbt og skreget og pludselig blev det alt alt for varmt.
Jeg ænsede ikke kulden, selvom jeg efterhånden havde vandret rundt i byen i mange timer nu. Sneen faldt til stadighed ned som et hvidt hurtigt voksende tæppe. Selv de mest skumle cafeer måtte have lukket nu. Mørket havde forsøgt at overtage nattens magt, men sneens velvilje til oplysning overvandt mørket, og det blev trods nattens mørke kendsgerning ikke rigtigt mørkt.
Pludselig så jeg, hvad jeg behøvede. Et tårnhøjt træ, som det var muligt at kravle op i. missionen var højst sandsynligt ikke ufarlig, men opgaven skulle udføres. På toppen af træet var en fuglerede, og missionen var netop at give en fugleunge nissehue på og tage et billede af dette fænomenale syn. Selv synes jeg nu nok, det var at genere fuglene unødigt. 

Op i træet uden at falde ned. Nogle få usikre bevægelser og pludselig havde fugleungen nissehuen p, og inden længe forstyrrede blitzens lys den ellers så rolige nat. Fugleungen blev naturligvis forskrækket og pippede i vilden sky. Jeg fik mit billede, vare generøs og lod ungen beholde sin hue og nede af træet var jeg igen.
Allerede dagen inden næste møde var min mission udført. Fantastisk.. Byens og private folks juleudsmykning i form af lyskæder lyste op i den kolde december nat, mens jeg langt om længe fik bevæget mig hjemad. Efterhånden var der begyndt at komme nogle flere biler på gaderne; folk var vel på vej hjem fra æde-orgierne også kaldet julefrokoster.
Gad vide om de andre efterhånden havde fået løst deres opgaver? Jeg tvivlede men alligevel kunne jeg ikke lade være at spekulere over det. Opgaven udstedt af mig selv var ikke videre pæn, men sådan skulle det være. Det gjaldt om at finde på utraditionelle ting, gjaldt om at afprøve grænser.
Mit hoved hamrede, som om jeg havde drukket en halv flakse julesnaps selv. Lidt efter gik det op for mig, at der rundt om mig stod en hel kreds af mennesker. Larvens fantasi var efterhånden blevet lige vel livlig, når den tilsyneladende også var i stand til at påføre mig smerte, hvad havde JEG gjort? Diskokuglen var pludselig faldet ned, og som det mest selvfølgelige skulle den da ud af de omtrent 200 mennesker ramme mit hoved.

Vand overalt. Vand rundt om mig, og grønne planter hang fast i min ene fod. Igen var det sket, at larven havde skiftet kanal og på den nye frekvens blev der sendt helt andre signaler! En del af et dykkerhold, der efterforskede et skibsvrag fra 1900 tallet, ja så har man jo også prøvet det. Efter julenissens afgang har der i juleland været lang mere produktivitet end tidligere år. Måske man for første gang når at producere gaver til alle. Vi dykker ned og ser til vores store overraskelse, at skibet ikke er det døde sted, vi naturligvis havde forestillet os.
Dagens møde finder sted på en anden café end sidst. Endnu en del af traditionen, man må ikke tillægge sig for mange vaner, da for mange vaner kan opbryde ens evne til at tænke nyt. Foruden jeg selv var de andre fem forventede - Skalde, Rita, Peter. Lilly og Loppen - mødt op. Denne gang til tiden og en enkelt tydeligt berørt f opgavens omfang. Rita havde fået farvet sit hår således, at det så ud til, at hun konstant havde nissehue på. Peter havde medbragt sin fremskaffede og opfundne ”julekit”, der efter sigende indeholdt alt, man behøvede for at overleve og gennemleve julen. Indholdet var bl.a. et kalenderlys, en rulle gavepapir, en rulle tape, tre ark farvet karton, en pose hasselnødder. Gaven blev derefter givet til rette vedkommende, altså Skalde, der havde udformet opgaven. Jeg viste mit billede af den pippende fugl, som ikke umiddelbart vakte stor begejstring, idet flere end jeg selv var lettere forurettet over opgavens manglende hensyn til dyre-etik

Skalde havde fået til opgave at indsamle mindst ti originale ”jule øl glas” fra diverse barer og cafeer. Gement tyveri, der naturligvis ikke måtte opdages. Han stillede glassene op og til min store overraskelse, havde han fået fat i hele 18 glas, som han med et ondt blik skubbede over til mig. Da det ville vække lidt rigeligt opsigt at udvandre fra cafeen med hele 18 glas i favnen gav jeg hver af de andre tre glas.
Lilly havde været på indkøb i et storcenter og havde taget billeder af ikke mindre end ti fortravlede julehandlende danskere, der oven i købet smilede sødt til kameraet. Man kan jo fundere over prisen, hun uden tvivl havde måtte betale, for at få folk til at indvilge i den spøg. Glade mennesker på juleindkøb en lørdag?
Skibet levede til stadighed sot helt eget liv. De døde mennesker levede fortsat men kun under vandet. Det var et helt samfund, der levede uafhængigt af os oven vande. De var ikke videre venlige, og hele deres attitude vejledte os til at gå til overfladen igen. Dette nåede vi blot ikke alle. Igen var jeg blandt de uheldige (jeg begyndte efterhånden at hade den larve). Undervandsmenneskene ønskede hævn over de dødelige, fordi de i sin tid ikke formåede at bjærge skibet. Opfindsomt nok skulle jeg under vandet gå planken ud, og hele pointen med dette var naturligvis, at jeg ikke længere skulle have lov at ånde.
Sidste opgave var blevet løst af Loppen, der som sædvanlig den første gang skulle udføre en bestemt slags opgave. Vores tradition var efterhånden blevet så intern og overfyldt af vaner og ritualer, at der ikke var meget forudsigeligt tilbage. På trods af det ofte manglende overraskelsesmoment blev vi alligevel ved år efter år. Vi drak loppens hjemmelavede gløgg, der hvert år blev mere og mere eksperimenterende. En bartender kom inden længe hen til vort bord.
top

Naturligvis blev vi smidt ud fra cafeen og skiltes igen med nye opgaver i baghovedet.
Jeg mærker noget vådt røre ved mig. Ligesom en tunge. Bagefter denne ubehagelige følelse bemærker jeg, at jeg bliver presset fast på et stykke papir. Der går en rum tid, inden jeg opdager, at larven pludselig har fået sine drømme sporet ind på et frimærkes eksistens. Fastklemt på papiret bliver jeg meget brutalt smidt ned i en boks, hvorefter jeg ligger i uendelig dvale i mørket. Indtil en klam hånd flår mig op og ned i en om muligt endnu mørkere sæk.
Igen er jeg på mission i nattens øde landskab. Kun lyskæderne skaber en smule liv i det ellers så døde natteliv. Jeg skal denne gang dekorere et hus med julepynt, således at det aldrig er set magen. I ly af mørket får jeg lusket mig tæt ind på et hus, der ser temmelig ubeboet ud. Men dette er vist ret kendetegnende for huse set om natten. Kravlenisser, guirlander, sølvglimmer, kunstig sne og meget andet får jeg mere eller mindre ubemærket oppyntet huset med.
I det fjerne hører jeg en sirene og stopper op – overvejer om min gerning mon er ulovlig.
Endelig lys. Men sikke dog en hårdhændet behandling. Min modtager værdsætter som så mange andre ikke min art

I dagene mellem vore møder hører jeg ikke et ord fra de andre, men jeg har en forestilling om, at de efterhånden har set sig sure på mig. Mine opgaver er ifølge dem altid onde. Jeg er naturligvis af en anden mening og denne uge er ingen undtagelse.
Papiret jeg sidder fast på bliver flået op og derefter kasseret. Vi havner i en papkasse og lidt efter tager endnu en hånd fat i os og en pludselig varme føles overalt. Inden længe er vi begge væk.
Vi har nu kun et møde tilbage, inden julen for alvor trænger sig på. Til dette sidste formøde skal der gøres status og endnu et hold opgaver skal udleveres. Det plejer vi i hvert fald, men intet er i vores univers så forudsigeligt at nyfortolkninger af reglerne og overraskelser ikke kan forekomme. Det er altid interessant at være med til det sidste møde.
Hele december bliver på en måde mærket af vore møder og jeg har en tendens til at glemme alle de andre traditionelle julegerninger såsom julegaveindkøb, julehygge, julefrokoster, juleslik, julekonfekt, julebagning, julegudstjenester osv. osv. Det tager ganske simpelt overhånd, men alligevel elsker jeg det!

Pludselig drømmer jeg ikke længere mærkelige drømme. Mon larven er gået helt kold i bogstaveligste forstand oppe i sit vinterhi? Man burde tjekke. Sikke en fornøjelse at blive fri for påtvungne drømme. Jeg nyder blot at kunne drømme mine egne drømme for en stund. De inkluderer denne enestående nat, at jeg endelig har heldet med mig og oplever nogle af livets bedre stunder i selskab med andre (?)
Jeg vågner op midt om natten, kan ikke sove, trætheden har pludselig forladt mig, og det er som om, en kraft holder mig vågen.
Måske man skulle se snart at få udspekuleret den sidste opgave for i år. Jeg har endnu ikke fået inspirationen ind i mit hoved, men i stedet godter jeg mig allerede over Lillys formodede problemer med
At udføre denne uges opgave. En tur på nettet og find blot 100 julesites, der vel og mærke er værd at besøge. Og hvordan vurderer man så, hvilke sites, der kan få dette stempel? Tja det må jo blive hendes problem, men hun klarer det nok. Hun er en af de gamle, en af de få rå, der indtil nu har holdt ud i mange år. Spørgsmålet er så bare, om hun holder dette år ud…

Tiden er gået i stå. Jeg føler ikke længere noget. Kun min tankevirksomhed fungerer tilsyneladende. Hvad i al verden har den skizofrene larve nu fundet på? De holder mig fanget og udøver skøre forsøg på min krop, men det preller blot af, for jeg mærker som sagt ingenting. De leger også med mine følelser. Får mig til at blive forelsket og siden lader de mig føle smerte ved bruddet. Tror de. Eller rettere de er lykkelige for at have fundet ud af, at de endelig har fundet formlen til, hvordan man adskiller de to verdener: tanker og følelser.
Mine tanker kredser om Loppen, der denne gang har fået opgave af Rita, der nok plejer at kunne finde på de mest mærkværdige ting. Hele spændingsmomentet her i december kredser hvert år om at skulle forsøge at forudse, hvad de andres opgaver mon lyder på. Endnu er det aldrig lykkes for mig, men hver dag forsøger jeg at finde på en genial idé, der måske kunne have været en af de andres tanker.
Tortur i enhver forstand men jeg mærker det ikke. Mon ikke snart de lader mig gå? Der er vel ikke meget ved at beholde mig, nu de har fået påvist det rigtige i deres teorier. De er ikke enige, de mener, at det er nødvendigt at medbringe mig til deres dimension. Henni fanger mig på mobilen og spørger, om jeg har fået den bedste idé til årets sidste opgave, hvortil jeg desværre må meddele hende, at dette ikke er tilfældet - endnu. Jeg brygger videre på en skummel idé og håber gevaldigt på, at netop en bestemt person vil få opgaven. Men dette fortæller jeg naturligvis ikke den uvidende Henni, der heller ikke selv har fået en helt igennem fantastisk idé, og selvom hun havde, ville hun med garanti have indviet mig i den.

Der er sne overalt. Sikke en dejlig tanke og fænomen her 7 dage før jul, så er der vel en chance for at vi måske får et par snefnug i selve julen også. Hvis ikke det lige var fordi, jeg befandt mig fantastisk langt væk fra jorden i en eller anden ukendt dimension. De er heldigvis stoppet med deres formålsløse forsøg, og egentligt forstår jeg endnu ikke, hvorfor de ville have mig med hertil. Sneen glimter fin og hvid og legebarn som man trods alt er, tager jeg en klump sne og vil lave en snebold. De forsøger ikke at stoppe mig men studerer nysgerrigt min handling. Lidt efter tager en af dem en klump sne og begynder at tygge den. De spiser det. Konsistensen er bestemt heller ikke som vores sne, og snebolde lader sig kun vanskeligt kreere. Mødet hvor alt bliver afsløret, alt bliver endeligt forløst og nu kan vi igen slappe af i et par timer. Cafeen er mørk og varm, fuld af øldrikkende mennesker og julemusik. Pebernødder står fremme på alle borde og stearinlys skaber en fredfyldt stemning .Loppen er arriveret og begynder straks at bide negle. Rita og Henni er også ankommet og ser begge meget hemmelighedsfulde ud, mens Lilly og Peter som sædvanlig kommer halsende ind mindst fem minutter efter det aftalte tidspunkt. Efter en halv time er Skalde endnu ikke dukket op, og vi beslutter at gå i gang.
top

Sneen smager ikke af noget definerbart. Første gang, jeg forsigtigt smager på den, minder smagen mig om god sød lakrids, hvorfor jeg hurtigt derefter hiver endnu en klump indenbords, men denne gang er smagen helt anderledes. Mine associationer går nærmere i retning af vingummi. For en sikkerheds skyld prøver jeg en tredje gang, hvor smagen igen har ændret sig.
Lilly hiver hurtigt pc´en op på bordet og viser os sin guide over 100 julesites. jeg er imponeret og skynder mig straks derefter at vise mit billede af huset, jeg har pyntet med al verdens julepynt. De andre klapper bifaldende, og derefter sænker der sig en underlig ro i selskabet. Skalde træder ind af døren og ligner mildest talt en, der i den grad har fået et lag bøllebank. Henni farer hen til ham og spørger, hvad der dog er sket. Skalde åbner med nød og næppe munden og får på forunderlig vis sagt: Hvem der end har fundet på denne opgave, burde skamme sig. Jeg troede vi var enige om, at opgaverne ikke måtte inkludere vold.

Henni ryster på hovedet og indrømmer blankt, at hun i hvert fald ikke har fundet på den opgave. Loppen og Peter forsvarer i munden på hinanden reglen om, at man ikke må røbe, hvem der har fundet på hvilke opgaver. De påpeger samtidig heftigt, at det jo kunne være Skalde, der havde misforstået opgavens indhold.
Sneen er væk. jeg sidder på en varm solrig strand, hvor intet er overladt til fantasien. De skønneste mennesker render rundt og spiller (boldspil og op til hinanden). De er glade og det lyser ud af dem, at varmen er fuldt ud overkommelig, og vandet har den helt rette temperatur.
Skalde har fra hårgrænsen og ned til overlæben et stort langt og ikke mindst dybt sår, der til forveksling ligner en stor kløft på Kreta Opgaven lød ifølge ham at komme i slagsmål med nogle julehadere, så ingen ville være i tvivl om, at han virkeligt havde været involveret i slagsmål. Syret. Peter rynker på næsen og trækker en flaske dobbeltstyrkesnaps op af tasken. Vi undlader naturligvis at drikke den her, men bare det, at han overhovedet har kunne fremskaffe den er i sig selv store ting.
Loppen fremviser stolt sin hjemmelavede mega juledekoration, der mindst må have kostet ham en taxa at få bragt hen til cafeen. En kæmpe dekoration med en ufattelig mængde gran og pynt. Imponerende. Henni hiver en stor sportstaske op på bordet og fumler efter lang tid endelig de 50 forskellige kalenderlys op på bordet. At skaffe hele 50 forskellige slags kalenderlys er i sig selv en svær opgave.
Varmen er ved at forsvinde og solen er på vej ned ude i horisonten. Det er ved at være på tide at iføre sig mere tøj. Ja mere giver jo næsten sig selv, eftersom jeg (og alle de andre)er ganske aldeles nøgne.

Loppen har taget sig den frihed at have generet uskyldige mennesker med sin "skønsang" i hele 3 timer på Amagertorv. Både Peter og Rita har set det, så det må vel være troværdigt nok. Rita har formået at dele pebernødder ud ved magasins indgang i en hel dag uden at få en eneste krone (eller et enkelt smil eller tak) for det. Folk har sgu bare for travlt med egne gøremål. Tilsyneladende har denne opgaveløsning i høj grad været præget af velgørenhed i en eller andet forstand, for Peter har fået skaffet en julemand af vejen og har optrådt i dennes sted. Fyldt børnene med løgne, ganske som alle de andre julemænd almindeligvis gør. Har han mon været i lære?
Larven er vågnet og jeg mærker det straks. Intet er som sædvanligt. Alt er uforudsigeligt. Jeg ved ikke længere, om jeg drømmer mine egne drømme elle larvens. Jeg svæver i ukendt rum og hører guddommelig musik. Vidunderlig medicin for ørerne. Rummet udvider sig hele tiden, og igen og igen får jeg øje på nye detaljer, der endnu ikke havde strejfet mine øjne. Sanseoplevelser for fuld valuta. Hvor befandt jeg mig mon? Under ingen omstændigheder i en kendt verden.
Dagens mission var udført, nu manglede kun adskillelsen, der for sidste gang ville lede hver af os ud i nye opgaver.

Det er slut med flinkeskolen, tænkte jeg, da jeg fandt ud af, hvad min opgave gik ud på. Samtidig blev jeg lettere fornøjet ved tanken om, at opgaven, jeg havde stillet, var af mindst lige så ondskabsfuld karakter. Faktisk var jeg begyndt at undre mig...
Åh nej de har igen overtaget. Mine tanker tilhører ikke længere mig selv. "Kæmp i mod, du kan klare det".
Hvorfor skal juleløjernes afslutning altid ende med en intern konkurrence om at være mest ondskabsfuld. På denne en af årets korteste dage burde man vel i stedet tage sig sammen og være søde og rare og flinke ved hinanden i de få timer, der trods alt stadig er at finde i dagens "lyse skær".Tovet bliver trukket den ene vej, derefter den anden. Kampen vil tilsyneladende ingen ende tage. Hvem er mest udholdende. Hvornår får jeg igen mit eget liv. Har det nogensinde eksisteret?
"Skab panik i det lokale varehus ved at lade folk tro, der sker en form for katastrofe i varehuset. Skab KAOS".
Hvem fanden finder på sådan noget? Nej nu er det vist mig selv der igen tænker; hvorfor skulle larven bekymre sig om det.
Jeg nægter at adlyde og finder i stedet på en langt mere nedrigtig plan.

Jeg ynder ikke længere at spille med i julelegen. Det er alt sammen blevet for voldsomt. jeg vil i stedet finde på noget andet, og dog ved jeg at de andre vil kalde mig for en svagpisser, der ikke kunne tåle mosten. Tænk at jeg ikke længere kunne udholde vores jule"hygge". næ den fornøjelse skal de ikke have lov at have...
Larven blander sig igen en smule. jeg er i mit soveværelse, og huset brænder. jeg forsøger desperat at komme ud, men det er mig ikke muligt. Fasttømret til mit brændende hjem beholder larven mig i sit univers lidt endnu.
Hvorfor er det, at vi lader andre meninger og holdninger til og om os fylde så meget i vore liv?
Jeg har fundet en BILLIGere café. Der må vi mødes i stedet og drikke nogle BILLIGere øl. Vi skal drikke os godt fulde, og jeg har i forvejen ryddet op i min støvede lejlighed. Vi tager hjem til mig og drikker yderligere og tilmed endnu BILLIGere øl. det er simpelthen planen.

Sidste dag med bekymringer - sidste dag med forberedelser til den store fest. For fest det skal der sgu blive, og det gør der med garanti også. Ingen grund til panik.
Larven har endnu ikke spoleret min dag, måske er den endelig faldet til ro som sine artsfæller, der i virkeligheden slet ikke er dens artsfæller. Den er slet ikke en larve, eller hvad. jeg forstår det ikke. Nu tror jeg, jeg endelig er kommet ind. Ind hvor man forstår alt så meget bedre.
De andre render med garanti rundt her denne lørdag og forpester egen tilværelse i et forsøg på et tilfredsstille gruppen. De vil så gerne gøre alting rigtigt. De vil så gerne tilfredsstille andre. De vil så gerne føle et aller andet sammenhold og mest af alt vil de så gerne undgå at føle sig udenfor. SYND SYND SYND for dem.
Kontakt ! Hvad sker der? Jeg ser alt klart, jeg har fået to hjerne implementeret i min krop for en stund. Interessant.

Så er dagen simpelthen efter 24 dages nedtælling endelig kommet. Det er jo ganske fantastisk. Vi mødes på den nyvalgte café. Larven har aldrig været en larve i traditionel forstand. Den var en udstationeret robot, der skulle forsøge at finde grænsen for, hvornår et menneske ikke længere lod sig manipulere. Det hele har været fake og således også juleforberedelserne. Men øllene VAR BILLIGere på den nye café

Vi mødes og drikker i hvert fald 3 øl hver, inden jeg får held til at lokke forsamlingen med hjem til mig. Forinden da har jeg hørt historier om løste opgaver gående på, at få alle julelys i stormagasinet til at gå ud, skabe kunstig julestemning i kunstige julebutikker med kunstigt vat, bortførelse af "den rigtige" julemand og et par ting mere.
Hjemme fik jeg "fjolserne" til at drikke endnu mere. Ikke særligt pænt at omtale sine venner således, men hvis de alligevel ikke forstår verden, som jeg gør, hvori ligger så forskellen. I øvrigt ved de jo heller ikke, at jeg lader dem for idioter.
Larven eller rettere robotten har jeg fået destrueret ved at overvinde dens kræfter og dermed gennemskuet den. Jeg er et lykkeligere menneske, der for en stund fik lejlighed til at få indsigt i falske tanker i en falsk verden. Men i grunden kunne det vel lige så godt have fundet sted i den virkelige falske verden.
De fester hele natten, jeg får aldrig fortalt dem om min opgave, for jeg har jo aldrig løst den. Næste dag er de klar til at holde julen - en dag forsinket og uden hukommelse af nogen art. Robotten klarede det fint - og jeg holdt jul hos familien trods alt.
God Jul
top