At elske nogen
- Ja jeg ved altså ikke hvorfor, men jeg har bare intet behov for at elske nogen.
- Du har vel nok i dig selv, mon ikke det er problemet?
- Jeg tror ikke man kan snakke om et problem, jeg føler bare ingen lyst til at være sammen med nogen, blot for at være det!
- Hvem siger også, man er sammen med nogen bare for at være det? Så taler vi da ikke længere om at elske, og så vidt jeg hørte, sagde du, at du ikke havde behov for at elske nogen
- Du misforstår det jo. Jeg mener, hvor fedt er det at være sammen med nogen, man ikke elsker?
- Jeg har da heller aldrig udtalt mig om, at jeg vil være sammen med nogen, jeg ikke elsker!
- Sikkert ganske korrekt, at du ikke har udtalt dig om det. Næ min ven - men hvordan kan du være sikker på at elske personen? Hvordan definerer man det at elske nogen?
- Det er vel en individuel sag, der findes da ingen facitliste!
- Netop ikke, så derfor har jeg intet behov for at være sammen med nogen, jeg ikke er klar over, om jeg elsker eller ej - det kan da ikke være så svært at forstå?
- Så har du måske tænkt dig at leve med den indstilling resten af livet? Hvordan og hvornår har du så tænkt dig at finde ud af, om du elsker nogen?
- Jeg går ud fra, at jeg ved det, når det sker, såre simpelt.
- Hvor stor er sandsynligheden for, at du nogensinde kommer til at elske nogen, når du ikke vil lære folk at kende?
Hans tog trillede i samme øjeblik ind på perronen, og jeg nåede aldrig at svare. Ikke at jeg var i besiddelse af det rette svar alligevel, men noget havde jeg sikkert fundet på at tilfredsstille hans spørgelyst med. Det var jo egentligt et godt spørgsmål, men jeg havde da aldrig udtrykt mig om, at jeg nægtede at lære nogen at kende.
I bussen sad jeg og spekulerede lidt over hans udsagn, mens jeg samtidig blev mere og mere harm over, hvor uretfærdige og egoistiske folk dog tillod sig at være. En flok diskuterede om ikke højlydt så i hvert fald heller ikke stilfærdigt dagens frygtindgydende hændelse i netto. Den unge ekspedient havde bestemt og åbenlyst forsøgt at lede folk over i en anden kassekø, idet maskinen ved hans kasse pludselig var gået midlertidig ud af funktion. Folk havde åbenbart bandet og svovlet over at medarbejderne ikke kunne finde ud af at betjene en kasse og desuden ikke formåede at informere deres kunder om ændringer der medførte uvante handlinger. Jeg forstod simpelthen ikke, og kommer nok aldrig til at forstå, hvorfor folk dog er sådanne svin, der uden videre lader sig påvirke af ting og hændelser, der i virkeligheden slet ikke findes. Nogle gange virker det på mig som om, folk griber den første og bedste bold, der giver anledning til misforståelser, således, at de har noget at brokke sig over. Et samtaleemne i bussen, hvad som helst. Nuvel jeg ville ringe til ham, når jeg kom hjem, for et sådant spørgsmål kunne bestemt ikke stå hen i det uvisse.
Bussen nærmede sig langsomt stoppestedet før mit stoppested. En pludselig stilhed trængte sig med et på i bussen, da vi stoppede for at medtage en passager. Som om folk ikke havde bemærket bussens hidtidige afbrydelser af kørselen, stod de nu og lignede afventende mennesker; som om noget ville ske. Hun trådte ind i bussen og satte sig ganske naturligt på det første ledige sæde. Intet nyt revolutionerende eller specielt ved hende, men alligevel bemærkede jeg at hele bussen observerede hende og hendes handlinger. Muligvis var det bare noget, jeg bildte mig ind, men diskussionen var stoppet - total stilhed kun afbrudt af hjulenes syngen.
Jeg trykkede på stop knappen og gjorde mig klar til at stige af. Hvad var det nu jeg skulle; åh jo huske at ringe til ham. Det føltes som gennemgangen af et helt liv, inden bussen endelig nåede stoppestedet. Bizart og ubehagelig følelse, men endnu mere generende var det, at jeg kunne mærke hendes øjne i min nakke. Følelsen af at blive overvåget, som om jeg var en anden forbryder mistænkt for mord. Jeg fik beluringen bekræftet idet jeg vendte mig om og kiggede efter bussen, hvor jeg ganske rigtigt så to øjne kigge efter ... mig. Og det var i sandhed ikke bare et par øjne.
Jeg ringede til ham og fortalte, at jeg stadig ikke var nået til noget endeligt svar, han ville kunne stille sig tilfreds med. Men jeg ville tænke over det, og jeg ville da også gerne lære nogle at kende.
I den første drøm danser jeg med en ualmindelig smuk pige udstyret med smukke hænder, et smilende men alligevel alvorligt ansigt. Vi dansede tæt, og ved den handling følte jeg pludselig en sær fornemmelse af, at dette tilnærmelsesvis måtte være at elske - nogen. At stå stille og alligevel bevæge sig roligt i takt, i stød til musikkens rytmer.
Anden drøm handlede om at sidde og kigge på hende. Ikke den samme pige som i den første drøm, men hende jeg vidste var min elskede. Vi havde aldrig udvekslet et ord, men sad bare og så på hinanden mens kærligheden strømmede livligt i luftlagene imellem os. En absolut ro og total inaktivitet, og alligevel lykkes det uden problemer at elske hende. I timevis kunne vi sidde og kigge på hinanden og vedblive denne handling, med eller uden baggrundsmusik. Ikke engang et smil ville berøre vore læber, vi kiggede bare på hinanden.
Tredje, og sidste drøm jeg husker, omhandler igen en pige og jeg. Kun os. Vi er de eneste, jeg overhovedet observerer. Vi snakker sammen om alt muligt og sidder i en flot møbleret dagligstue og drikker the. I baggrunden høres intet - ikke engang trafikstøj. Smilende ler hun af mit udsagn om et eller andet, mens jeg forsøger at smigre hende. En rigtig score situation, der dog ikke forhindrer de ægte følelser i at fremtræde som vigtige elementer.
Weekenden forløb som sædvanlig med alverdens gøremål i hjemmet, den obligatoriske løbetur, lidt god mad og en enkelt film i fjernsynet.
Mandag på arbejdet spurgte han igen i frokostpausen til, hvad jeg mente med ikke at have behov for at elske nogen. Om han havde fundet ud af, hvorledes han definerede elske?
- Det er jo ikke lige til at sige, det afhænger vel i høj grad af situationen og ens sindsstemning.
- Allerede der må jeg jo desværre fortælle dig, at du efter min mening har et problem. En definition ændrer sig da ikke efter, hvilken sindsstemning, du er i.
- Det kan der vel være noget om, men sådan føler jeg det. Har du fundet din?
- Nej og grunden dertil tror jeg også ligger i, at jeg cirka har samme indstilling som dig med at det afhænger af situationen. Så derfor er det bedre ikke at have noget forhold til det at elske, man skal ikke bekymre sig meget om det fænomen, man opdager det nok, når det sker; at man elsker en person.
Vi diskuterede frem og tilbage uden at blive enige, og jeg fik da også spurgt, hvor i al verden nødvendigheden af denne diskussion lå. Dog uden at få et klart svar.
På vej til toget talte og diskuterede vi igen nytteløst meningen med at elske. Han nægtede simpelthen at forstå, at jeg på daværende tidspunkt kunne være så ligeglad med en definition af fænomenet at elske. Han skulle hjem til konen, der ventede med maden og de to børn, der glædede sig til gensynet med deres far. Han var blevet far i en tidlig alder, og i grunden undrede det mig dybt, at han med sin baggrund havde en så konservativ indstilling til det at elske, når han stort set hver fredag efter arbejdstid besøgte sin elskerinde. Nærmest tilfældigt spurgte jeg, om han næste dag skulle med ud at have den sædvanlige fredagsøl. Han smilte og vrikkede let med hoften.
- Jo en hurtig øl kan det vel lige blive til.
Jeg fortsatte op af perronen, hvor utallige mennesker ligeledes havde valgt at færdes i dette øjeblik. Min bus kørte snart, så en lettere irritation over den enorme menneskemængde lod sig næppe skjule. Kvinden fra bussen. Pludselig stod hun foran mig og ledte i sin køreplan febrilsk efter bussens afgangstid. Efter at have sat farten betydeligt ned i håbet om derved at kunne fange et længere blik af hende, gik jeg forbi hende, mens hun overhovedet ikke ænsede mig. Jeg tænkte, at det var pudsigt og alligevel ikke, idet hun jo højst sandsynligt skulle med samme bus igen.
Et øjeblik stod vi ikke overraskende og ventede ved samme stoppested. Jeg lagde mærke til hendes øjne, der på en eller anden måde ubemærket synes at kunne fastholde enhvers blik for evigt. Da hun opdagede, at jeg kiggede på hende, så hun mig direkte i øjnene og spurgte:
- Har du et problem?
Rådvild og meget overraskende gik jeg fremstammet:
- Nej det tror jeg ikke, det skulle jeg ikke mene; hvorfor spørger du?
- Hvorfor jeg spørger? Det var dog det dummeste spørgsmål, jeg længe har hørt.
I det samme ankom bussen, og vi steg ind. Uheldigvis var kun to pladser ledige, og vi fik os sat tilrette. Jeg vidste, at mit stoppested lagde før på ruten end hendes, hvilket jeg i det øjeblik glædede mig over. Her sad jeg ved siden af kvinden, der for tre dage siden havde nidstirret mig gennem et busvindue, og så spørger hun mig, om jeg har et problem. Vi forholdt os rolige og kiggede ligefrem uden at ænse hinanden.
Jeg trykkede på stop knappen og pludselig stødte hun med sin arm til min. Hun smilede:
- God weekend vi ses jo nok på mandag.
Mandag på arbejdet spurgte han igen i frokostpausen til, hvad jeg mente med ikke at have behov for at elske nogen. Om han havde fundet ud af, hvorledes han definerede elske?
- Det er jo ikke lige til at sige, det afhænger vel i høj grad af situationen og ens sindsstemning.
- Allerede der må jeg jo desværre fortælle dig, at du efter min mening har et problem. En definition ændrer sig da ikke efter, hvilken sindsstemning, du er i.
- Det kan der vel være noget om, men sådan føler jeg det. Har du fundet din?
- Nej og grunden dertil tror jeg også ligger i, at jeg cirka har samme indstilling som dig med at det afhænger af situationen. Så derfor er det bedre ikke at have noget forhold til det at elske, man skal ikke bekymre sig meget om det fænomen, man opdager det nok, når det sker; at man elsker en person.
Vi diskuterede frem og tilbage uden at blive enige, og jeg fik da også spurgt, hvor i al verden nødvendigheden af denne diskussion lå. Dog uden at få et klart svar.
På vej hen til bussen vedblev han med at spørge om, hvad jeg egentligt mente med, at det ikke var nødvendigt at elske nogen. Jeg var ved at blive træt af dette spørgsmål og kom på tanken, at han da i stedet for at stille de samme spørgsmål i et væk kunne å et par lignende men langt mere udspekulerede at tænke over. Hvorfor har du behov for at elske nogen, smilte jeg og afventede et svar, der naturligvis ikke kom. Og hvorfor interesserer du dig så meget for, hvorvidt jeg har behov for det eller ej? Hans forklaring på denne åbenlyse nysgerrighed lå i, at det anderledes som regel vækker opmærksomhed, og med denne bemærkning kunne jeg således betragte mig selv og mine holdninger som værende anderledes ifølge hans overbevisning. Vi skiltes, da min bus ankom og på vej ind i den råbte jeg, at vi jo kunne diskutere videre dagen efter.
Øjnene i nakken var stadig til stede Hun sad bag min i bussen, og jeg kunne bare mærke, hvorledes hendes øjne konstant sad i nakken på mig. jeg nægtede at give op og afslutte den ikke begyndte kamp, hvilket resulterede i, at jeg blev siddende, indtil bussen nåede mit stoppested.
Hjemme spekulerede jeg over, hvorfor hun dagen forinden havde sagt, at vi sikkert sås om mandagen, hvis hun ikke havde til hensigt at tale med mig? Naturligvis havde hun ret i, at vi havde set hinanden, det kunne næppe betvivles, men den oplysning var i sig selv ikke meget værd. Jeg sad hele aftenen og tænkte på, hvilke idiotiske spørgsmål, han næste dag ville stille
mig. Til sidste var jeg ved at sprænges over at skulle tage stilling til noget så personligt og for andre ligegyldigt; hvorvidt jeg havde behov for at elske nogen eller ej. Det havde været så let at indstille mig selv på at have dette standpunkt, men jeg havde i grunden aldrig overvejet hvilke konsekvenser det ville få. Faktisk havde jeg slet ikke forestillet mig, at det nogensinde skulle være nødvendigt at tage stilling til, hvad det indebar. Med et faldt det mig ind, at livet pludselig var blevet yderligere kompliceret af at tale med ham. Hvorfor havde han mon også denne store indflydelse på mig, som han tilsyneladende havde? Var det overhovedet ham og hans spørgsmål, der gjorde udslaget. Jeg havde jo samme dag mødt hende i bussen!
Hele mit liv havde jeg hårdnakket påstået, at jeg ikke behøvede at elske nogen, men trods det var jeg nu i meget høj grad begyndt at bekymre mig om dette fænomen, der efter sigende slet ikke eksisterede i mit univers. Det undrede mig dels, at jeg havde mødt hende i bussen, og dels undredes jeg over, hvorfra min kollegas ildhu for at opklare mine vaner, ideer og livsstil. Hvorfor kunne han dog ikke bare passe sig selv? På den anden side havde jeg jo selv været medvirkende årsag til opstarten af denne diskussion, ligesom jeg også selv var medvirkende til dens manglende ophør. Et eller andet sted måtte jeg jo være umådelig interesseret i selv at blive mere afklaret - måske gjorde han mig ligefrem en tjeneste?
Dagene gik og vi vedblev med at snakke om mit såkaldte problem, mens jeg egentlig ikke synes at komme nærmere en forklaring, som kunne accepteres. Af og til mødte jeg hende i bussen, men vi udvekslede aldrig et eneste ord, men jeg tænkte da til tider på hende. Det var svært at forklare, hvorfor jeg dog brugte min tid på at spekulere og tænke på en totalt ukendt. Men i livet opstår så mange situationer, der ikke umiddelbart er forklarlige.
Jeg var begyndt at læse bøger i min fritid, noget jeg aldrig tidligere havde beskæftiget mig med af fri vilje. Måske hang det sammen med hendes beskæftigelse i bussen; at læse bøger. Jeg havde i hvert fald den potentielle sammenhæng under kraftig mistanke.
- Du kan sgu ikke blive ved med bare at sige, du ikke har behov for at elske nogen, så længe der ikke følger en forklaring med. Jeg har set, når du kigger efter stegen i bussen
- Kigger efter stegen i bussen. Desværre tror jeg, du bliver skuffet, hun er ikke nogen steg, og jeg kigger bestemt ikke mere end højst nødvendig på hende, forsøgte jeg at overbevise ham om.
- Ja jeg er jo ikke dum, du må da have et formål med ikke at ville elske nogen.
- Formål og formål, bestemmer du måske fra den ene dag til den anden, at du på det pågældende tidspunkt vil til at elske nogen?
Han sagde ikke mere denne dag, og således fik jeg endnu en dag til at overveje, hvad jeg egentligt mente med, at jeg ikke elskede nogen. Hver dag var det som en kamp at komme væk fra arbejdspladsen igen. Jeg var blevet træt af at skulle stille med nye forklaringer. Jeg forstod overhovedet ikke, hvorledes hans interesse for dette emne pludselig var blevet så stor. Hvilken hensigt havde han mon med det?
I bussen kom vi til at sidde ved siden af hinanden, hvor vi begge ubevidst skulede til hinanden i et spinkelt forsøg på at indhente mere information om den anden.
I løbet af to minutter fløj de sidste par dage hastigt igennem mig, eller rettere dagene siden jeg mødte hende og siden, min kollega begyndte at snage i mit privatliv. Jeg tænkte, at det nu måtte være nok, hvorefter jeg tog mod til mig og ud af ingenting spurgte hende:
- Hvis jeg nu inviterede dig på middag, ville du så takke ja?
Hun så mistroisk på mig og først fik jeg følelsen af at være blevet nedgjort i højeste potens.
- Gør du da det? Spurgte hun med et smil på læben.
Pludselig slog det mig, at jeg endnu overhovedet ikke havde inviteret hende, hvorfor jeg med et blev grebet af panik og dårligt ænsede, at jeg snart skulle af bussen. Jeg har sikkert lignet en komplet idiot, som jeg sad der og stirrede på kvinden, jeg dårligt kendte. Hun blev ved med at kigge på mig og forventede naturligvis et svar, men trods dette brød hendes almindelige venlighed igennem, da hun sagte sagde:
- Du missede lige dit stoppested.
Endnu mere rådvild fik jeg fremstammet et tak og fik endelig fortalt hende, at det rent faktisk var en invitation. Jeg stod af ved næste stoppested, hendes stoppested, så det var ganske naturligt, at vi burde udveksle nogle flere ord for ligesom at komme målet - middagen - nærmere. Vi stod og så på hinanden et øjeblik hvorefter jeg med en underlig ro, der med et var skudt op i mig fortalte hende, at hun ville få yderligere besked i morgen. Hun kiggede mistænksomt på mig, vendte sig og gik.
Da jeg kom hjem og fik hældt det obligatoriske mælk ned, overvejede jeg, hvorfor i al verden, jeg havde inviteret en vildt fremmed kvinde på middag. Det stod mig dog endnu mere uklart, hvorfor, hun uden videre havde takket ja. Vi kendte jo ikke hinanden. Måske var det skæbnen, der ville, at jeg nu skulle bevise overfor min kollega, at det ikke var muligt at elske nogen uden videre.
- Hvad er det egentligt, du har gang i? Spurgte hun med den sødeste stemme.
Hun havde åbenbart en fantastisk evne tik at få mig til at føle usikkerheden snige op i mig, for hvad havde jeg egentligt gang i? Jeg fik enormt travlt med at røre lidt i gryderne og svarede derfor ikke umiddelbart, hvilket gav hende anledning til at uddybe sit spørgsmål.
- Jeg mener, de færreste inviterer da en fremmed fra bussen hjem på middag.
Angreb er det bedste forsvar, tænkte jeg og fik lidt for hurtigt svaret.
- Det er vel også de færreste, der uden videre tager imod en invitation fra en totalt fremmed?
Da det ikke lod til, at vi kom videre med den samtale, kommenterede hun i stedet min indretning og stil. Jeg lyttede med et halvt øre og var indvendig enormt frustreret over, at dette virkeligt skete. Midt i min tankestrøm blev jeg vækket af en kimen. Naturligvis skulle han ringe midt i det hele og høre, hvordan det gik. Hvorfor i al verden havde jeg overhovedet fortalt ham, at jeg havde inviteret hende på middag? Det er unægtelig lidt svært at skjule, hvad man taler om, når folk i den anden ende af røret vedbliver at stille uddybende spørgsmål.
Hun fattede åbenbart ikke mistanke, for i stedet for blot at gøre ingenting, redede hun på mirakuløst vis sovsen fra at blive til grød, mens jeg fjumrende fik afsluttet den på forhånd mislykkede samtale.
- Kolleger. De kan da heller aldrig lade arbejdet ligge, når de går derfra, forsøgte jeg mig. Da det ikke var en videre vellykket formulering, erindrede jeg til alt held, at jeg stadig hverken havde spurgt til hendes navn eller job.
top
- Nå men hvad hedder du i grunden, fik jeg fremstammet, mens jeg holdt en høflighedspause i spisningen. Hun kiggede blot indtrængende på mig og vedblev med at spise. Hun så ikke ud til at have nogen skrupler og foldede langsomt og demonstrativt servietten sammen og lagde bestikket til rette, helt korrekt i øvrigt som et kryds på tallerknen.
- Louise - kunstpause - Louise Rørvig Larsen. Jeg er sælger i et møbelfirma, er fraskilt og har et barn på 2 år. Er der andet, du kunne tænke dig at vide? Åh ja en masse, tænkte jeg, men stoppede mens legen var god og huskede mig selv på, at jeg vist ikke engang havde præsenteret mig selv endnu.
- Øh ikke sådan lige på stående fod, jeg spurgte i øvrigt bare af almindelig høflighed og havde da ikke forventet af få hele din ægteskabelige status og sådan med, forsøgte jeg mig charmerende (uden held). Gad vide om hun sad og tænkte på, hvorfor i al verden, jeg ikke blot med det samme gav igen fra samme skuffe; altså fyrede det hele af på en gang. Jo jeg er en stille og rolig single, der aldrig kunne drømme om at have one night stands, for jeg tror nemlig på den ægte kærlighed. Men derfor har jeg alligevel ikke brug for at elske nogen. Fik du fat i det? Nej det gik nok ikke. Hvorfor i al verden havde jeg da også inviteret hende med hjem?
- Og du arbejder så med? Spurgte hun oprigtigt, mens hun umiddelbart derefter genoptog spisningen og kiggede spørgende på mig, mens hun tyggede.
- Øh jeg arbejder såmænd bare i et lille computerfirma, hvor jeg forsøger at holde orden i regnskaberne. Ingen grund til at uddybe nærmere! Men på den anden side skulle samtalen jo helst heller ikke strande allerede inden, den var gået i gang. Jeg kunne vel ligeså godt få det bedste ud af situationen, nu jeg alligevel havde formået at bringe mig selv i denne pudsige og lidt grinagtige situation.
Som en pludselig indskydelse havde hun rejst sig op og kiggede afventende på mig. Hun stillede tilsyneladende spørgsmålet for anden gang, men at det allerede var blevet stillet, var gået mig helt forbi:
- Du har vel et toilet ikke sandt? Må jeg lige låne det? Jeg anviste hende det mindre vidunderlige rum, hvor jeg ikke yndede at opholde mig længere end højst nødvendigt. Utilpas småt indrettet og al for lidt udluftning var problemet.
Nogle mennesker forstår sig bare på overraskelser (og jeg er ikke en af dem). Jeg mærkede en hånd røre ved mit hår.

- Ja der sidder et eller andet i dit hår, så jeg fjerner det lige ikke? Åh ja alting har jo en naturlig årsag, det lærte jeg jo som barn, gid man som voksen også kunne tro det Som man nu skal fik jeg sagt tak, og endelig gik hun ud på det toilet. Et øjeblik var jeg lettet og det næste rædselsslagen, for hvad var det dog, jeg her havde fået iscenesat? Sød jo hun var da meget sød, men det kan nu være svært at bestemme en persons karakter blot ud fra et navn og en stillingsbeskrivelse,
Da hun kom tilbage, fortsatte vi snakken, hvor vi pludselig fik diskuteret emner som politik, musiksmag, økologi og rengøring. En mystisk blanding og fik snakkede højst sandsynligt om mange andre ting også, men nu husker jeg det ikke længere så tydeligt som enkeltvise emner. Jeg kan ikke længere skille situationerne ad, det var mere som én helhed, én oplevelse.
- Nå men du kan jo godt lave mad, og jeg har faktisk ikke hygget mig så meget i lange tider smilede hun, da hun stod i døren og var på var vej hjem. En vellykket aften kan man vel sige, vi må jo gøre det om en dag. Vi ses i bussen sagde hun, og hendes øjne funklede som stjerner.
Efter hun var gået tog jeg om til min kollega, for at give ham en enorm opsang. Det var mit liv, mit privatliv og han skulle på ingen måde forsøge at ødelægge det. Han mindede mig om, at det trods alt var mig selv, der i første omgang havde indviet ham i det hele, så han havde svært ved at kunne påtage sig nogen skyld.
- Jo tak det er da sandt, men ingen havde bedt dig om ligefrem at ringe midt i det hele vel? Ja der skete jo ikke noget ved det, men pludselig skulle jeg jo til at tænke kreativt ikke sandt?
- Årh hold op, du har godt af at tænke lidt grinede han og fik mig på usmagelig vis lusket mig ud af døren igen.
Jeg tog hjem og indåndede duften af hendes parfume, der stadig hang i rummet, mens jeg spurgte mig selv, hvorfor jeg i grunden gjorde det? Jeg elskede jo ikke nogen og havde ikke brug for det heller.

Eller gjorde jeg? Var dette ikke et typisk tegn på, at jeg alligevel var som alle andre og alligevel havde følelser, der havde behov for at blive varetaget? Jeg kunne ikke rigtigt komme til nogen endelig beslutning, og tog i stedet dagens avis og begyndte at bladre den igennem.
Næste morgen var hun naturligvis ikke med bussen, men mere overraskende var hun ej heller ved fyraften, hvilket bekymrede mig lidt. Bekymrede - åh nej så måtte jeg jo være blevet ramt. Venskabelige følelser måske, for man bekymrer sig da også om venner. Min kollega havde dagen igennem været mere end almindeligt irriterende, i og med han nu var begyndt hele tiden at spørge til, om jeg snart skulle se Louise igen. Dette opfangede nogle af de andre på arbejdspladsen naturligvis også, og det var jo ikke just meningen, mit privatliv skulle være et offentligt foretagende. Men det blev det... Inden længe vidste hele afdelingen til at jeg havde inviteret en fuldkommen fremmed pige fra bussen med hjem. Hvis det overhovedet var muligt, var mit had til min kollega blevet endnu større. Bare fordi han havde sit på det tørre med kone, bil, hus og tre skrigende unger. Nå ja så var det vel heller ikke altid helt tørt, den mindste var da endnu ikke færdig med bleernes paradis havde han for ikke så længe siden betroet mig. Det varmede i det mindste lidt.
Der gik en hel del dage, hvor jeg ikke så skyggen af Louise - hverken ved stoppestedet eller i bussen. Det frustrerede mig lidt, ikke mindst nu hvor alle tilsyneladende var blevet mere end almindeligt interesserede i mit privatliv.

I det daglige kunne jeg naturligvis ikke lade være at tænke på hende, ja nærmest dag og nat, og det var jo ganske grusomt sådan at gå rundt konstant tænkende på en person, man dårligt nok kendte. Hvis det så bare havde været det - men det var det jo ikke. Det var efterhånden blevet en besættelse for mig håbende at stå ekstra længe ved stoppestedet for at se, om hun "tilfældigvis" skulle være med bussen eller havde planer derom. Samtidig var ligeledes andre forhold blevet ændret. Fx var det efterhånden en pestilens at skulle slæbe sig på arbejdet, idet min kære kollega nu havde fået spredt så mange rygter om Louise og jeg og vores såkaldte forhold, at alle folk forventede at jeg medbragte denne åbenlyse skønhed til vores næste personalefest, som i øvrigt snart fandt sted.
Det var ikke alene slemt, næh det var nærmere storslemt.
Så hver dag stod jeg altså på forunderlig vis og ventede ved bussen i håb om at rende ind i hende, og indimellem forsøgte jeg at overbevise mig selv om, at hun blot havde været en genstand skabt af min fantasi og således aldrig havde eksisteret.

Efter mange lange kolde ventetimer i regntiden skete det fantastiske en dag. Jeg stod som sædvanligt og ventede på min bus, da jeg pludselig blev prikket på skulderen. Ignorant og irriteret som man jo er forventede jeg en gammel dame, der enten ville have oplyst, hvornår bussen ankom eller hvor længe der var til afgang eller måske endda en oplysning om, hvad klokken var, selvom hun ikke anede, hvilket tidspunkt bussen ville arrivere. Jeg havde altid nogle standart svar i baghånden til sådanne situationer. Det er nu engang min mening, at man er bedre tjent med at have forudset selv de mest uforudsigelige situationer, så mit svar ville nok have lydt noget nær:
"Klokken er p.t. 6:45, bussen ankommer ifølge køreplanen 6:48, almindeligvis er den dog minimum 3,2 minutter forsinket, hvilket med lidt simpel hovedregning betyder, at bussen kan forventes at ankomme 6,2 minutter - var der eller andre oplysninger jeg kan være behjælpelig med?"

Men denne dag, kunne jeg bare mærke, at det så absolut ikke var en eller anden frygtelig oplysningshungrende idiot, der endnu ikke havde forstået selv at finde sine oplysninger. Det var noget med måden, der blev trykket på min skulder
Jeg kunne så absolut hverken forudsige den trykkendes køn, alder, hensigt eller noget der lignede, selvom jeg efterhånden burde kunne forudsige denne slags ting, eftersom jeg var blevet ret vant til at skulle besvare tåbelige spørgsmål. Indimellem undrede jeg mig over, om jeg mon i den grad lignede en eller anden buschauffør eller billetkontrollør, men endnu havde jeg ikke fået klarhed over dette spørgsmål.

Naturligvis var det ikke hende, som jeg ellers håbede på, det var, der trykkede mig på skulderen. Næ det viste sig at være en stor gut, der ikke ligefrem så videre venlig ud. Han gloede olmt på mig, kiggede sig over begge skuldre for ligesom at sikre sig, at der ikke var andre til stede, hvilket var fuldkommen håbløst i myldretiden foran et busstoppested, men således handlede han altså.
Efter denne orientering eller muligvis bekræftelse på sin egen mistanke, stirrede han mig lige ind i øjnene, hvorefter han spontant lod en kæmpe spytklat affyre mod mit ansigt. Jeg undrede mig naturligvis men overbeviste mig selv om, at det var sikrest at bevare fatningen, så i stedet for at tjalde helt ud spurgte jeg roligt og sikkert en anelse plat, hvad fanden han havde gang i.

Kæmpen ænsede overhovedet ikke mit opråb og steg ufortrødent som om intet var hændt ind i den først ankomne bus, mens han smågrinede for sig selv.

Jeg fik langsomt tørret spyttet af ansigtet, imens en kødrand af mennesker betragtede mig på afstand, idet alle forståeligt nok var trådt et skridt tilbage efter kæmpens mærkværdige opførsel.
Jeg undrede mig et stille overblik over min egen overraskende afventende tilstand, hvorefter jeg så min bus komme trillende, og naturligvis steg jeg som altid, og som om intet var hændt ind i bussen. Fandt et ledigt sæde og glædede mig næsten allerede til at komme hjem igen. Men først ventede en lang lang arbejdsdag.

Og en helt masse andet, jeg endnu ikke anede noget som helst om.
Ved siden af mig, sad en eller anden stodder, der ikke lignede eller lugtede som om, han havde hørt om fænomenet vand og sæbe i årtier. Midt i stanken sad jeg og overvejede, om denne dag mon kunne blive værre. Jo jeg kunne jo se frem til at skulle møde min kollega og hans irriterende ideer og sladder, der frit løb rundt i hele firmaet. Midt i min egen selvmedlidenhed må jeg have blundet et øjeblik, for jeg vågnede op med et sæt, da jeg endnu engang mærkede et prik på min skulder.
Det kom bagfra.
Jeg orkede dårligt at vende mig om, og efterhånden trængte jeg til at komme af med et par aggression er eller tre, så i stedet skriger jeg af mine lungers fulde kraft ud i hele verden, om man da ikke bare kan lade mig være. Hvad fanden er det jeg har gjort, siden alt og alle tilsyneladende ikke kan acceptere, at jeg er en privat person der har krav og ret til et fredeligt liv.
Endnu engang bliver jeg midtpunkt for utallige folks opmærksomhed, hvilket ikke huer mig, men i øjeblikket er jeg bedøvende ligeglad. Den prikkende hånd farer tilbage i forskrækkelse, hvorefter der for en tid er fred og ro. Nu er folk også holdt op med at glo, og først da tillader hånden sig ligefrem at ligge sig til rette på min skulder og nusse den, og jeg er ikke længere et øjeblik i tvivl om, hvem hånden tilhører. Jeg får blot mumlet mmm.
top
Det var vel nok dagens positive oplevelse, ja ugens, månedens, årets. Jeg ulejligede mig ikke med at vende mig om og trods det var jeg ganske sikker i min sag. Jeg forestillede mig med et den vildeste situation, hvor verden var gået helt af lave og det var min gamle nabo der sad der og trøstede mig af ren og skær samvittighed. I et vildt øjeblik troede jeg såmænd selv på, at det var min mor som efter 7 år igen havde fattet sympati for mig trods min manglende evne til at spytte børnebørn ud på samlebånd. Efterhånden var hele situationen i mit hoved blevet så bizar, at jeg bare måtte se, hvem i al verden det var, der gjorde sig så store anstrengelser for at tilfredsstille mig. Efter endnu et par minutters stilhed og fortsat ingen bevægelse observerede jeg, at tiden tilsyneladende var fløjet af sted, i og med jeg ved det næste busstopsted.
Fanden heller tænkte jeg og tog mig sammen, man skal tage nogle chancer her i livet. Jeg greb vedkommendes hånd og steg ud af bussen, og først her kiggede jeg på vedkommende. Det viste sig til min store overraskelse hverken at være en tilfældig omsorgsfuld fyr, en tidligere nabo eller skrækken over dem alle min mor. Derimod var det Louise, ganske som jeg inderst inde sikkert godt havde vidst hele tiden.

Vi udvekslede ikke ord, men i stedet gav jeg hende uden videre et forsigtigt kys og takkede hende for at have været der, netop da det var mest nødvendigt. Vi gik hjem til hende, hvor en duft af børn slog os i hovedet. Gus ja hun har et barn nåede jeg lige at tænke, inden hun nærmest hev mig med indenfor og bekendtgjorde, at hun havde savnet mig vanvittigt, hvorefter jeg var tvunget til at spørge, hvordan hun kunne sige det, hun kendte mig jo ikke engang.
- Nogle gange ved man bare sådan noget.
- Jamen hvorfor har vi så ikke set hinanden i bussen i uendelig lang tid?
- Min søn har været alvorlig syg, og det kunne jeg ikke kun overlade til hans uduelige far, der trods udueligheden har ham boende hver anden uge. Derfor blev vi nødt til ligesom at finde en ordning, mens det stod på.
I stedet for at spørge, hvad han hed, barnet ikke den uduelige far, og hvad han havde fejlet bestemte jeg mig for i stedet at ændre stil. Et eller andet måtte jo have overbevist mig om, at det var det eneste rigtige at gøre.
- Må jeg ikke have lov at se ham engang ved lejlighed?
Hun svarede ikke med tog min hånd og trak mig med ned i en mørk korridor. Jeg undrede mig et øjeblik over, hvordan den kunne være så lang i så lille en lejlighed, men mine tanker ophørte brat, da hun med en endnu uset forsigtighed åbnede en dør og tog med helt hen til barnesengen.
Det var meget længe siden, jeg sidst havde været så tæt på et sovende barn, ja et barn i det hele taget. Louise sagde farvel til babysitteren, og nåede inden han var ude af døren at bekendtgøre, at dette bestemt ikke var blevet til en anden udstillingssal, blot fordi hun i dag havde taget mig med hjem. Jeg undrede mig over denne bemærkning og overvejede, om det var passende at blive stående og glo.

Disse bekymringer havde jeg imidlertid ikke behøvet at have haft, jeg kunne blot have fulgt hendes bevægelse, der på en gang signalerede ét og i selv samme øjeblik gjorde noget andet. Hun gik ud af døren og stod afventende som om hun ville spørge, om jeg havde tænkt mig at blive stående ved sengen til bevidstløshed. Men det gjorde hun ikke.
Hun drejede ganske enkelt om og gik. Hvorhen vidste jeg ikke, eftersom jeg ikke kendte lejlighedens indretning. Efter at have studeret den sovende dreng i omkring 15 sekunder bestemte jeg mig for at stoppe, da min opførsel måske ellers ville kunne opfattes på den forkerte måde, hvad jeg på inden måde var interesseret i. Pludselig gik det op for mig, at hun ikke var den eneste, der havde savnet nogen. Alle dage i bussen, når jeg kom hjem, tanken om hendes smil, hende stemme ja bare hende. Jo jeg kunne vist ikke med rette benægte, at jeg havde tænkt på hende også.
Ude i køkkenet havde hun sat kaffe over og smilede til mig, da jeg dukkede ud af korridorens mørke.
- Nå du kunne alligevel godt løsrive dig? Jeg tænkte, at du nok godt lige kunne drikke en enkelt kop kaffe?
Jeg skulede til kaffemaskinen, der allerede indeholdt langt mere end et par kopper, hvorefter jeg begyndte at smågrine. Hun spurgte, hvad det var, der var så sjovt.
- En enkelt kop, hvorfor har du så tømt vandhanen for at overgå Atlanterhavet i størrelse grinede jeg.
Hun kiggede på mig igen og så kom det efterhånden velkendte smil atter op på hendes læber, og med et følte jeg mig helt anderledes end normalt. Pludselig kunne alt andet være lige meget, så længe jeg stod her i hendes køkken og ventede på den lovede kop kaffe, så længe jeg kunne stå her og iagttage og nyde hendes smil, ja så var jeg noget nær lykkelig.
- Er du sikker på, du aldrig har elsket nogen? Spurgte hun lidt senere, da vi havde sat os ind i stuen.
- Næ hvordan skulle jeg vide det, jeg ved ikke hvad det vil sige at elske, har aldrig mig bekendt gjort det, så hvordan skulle jeg vide, om jeg har eller ikke har? Men hvis du mener, om jeg tidligere har følt det sådan, at jeg ikke kunne undvære at se og være sammen ed en person, så er svaret definitivt nej.

Her stod jeg så i den kvinde jeg så længe havde kigget og længdes efter - Louises køkken en tidlig aften og drak kaffe
Jeg var rystet over situationen, over drengen, over at Louise tilsyneladende indeholdt så meget mere, end jeg i grunden havde gået og troet. Hun var jo en mor. Tja okay det er måske ikke så mystisk og unormalt, men af en eller anden grund havde jeg bare aldrig forestillet mig det. Tænk engang, jeg var blevet forelsket i en mor. På en gang en sær og alligevel dejlig naturlig følelse. Bare det at jeg var kommet til den erkendelse at jeg nok var forelsket var faktisk store ting. Jeg fortalte hende om mine tanker, og hun brød blot ud i et grin.
- jamen er det så slemt... eller godt?
Uheldigvis gik der lidt længere tid med at svare, end jeg havde påtænkt. jeg var ganske enkelt helt overvældet af spørgsmålet, og gik efterfølgende helt i panik.
- Øh bøh det er vist ret godt, synes jeg. Der er selvfølgelig visse overvejelser, der må gøres om bestemte ting, ligesom jeg også lige skal have forklaret min hjerne, at jeg altså pludselig ikke længere lider af sygdommen, der indebærer, at man aldrig har været forelsket. Du ved...
- Hold nu bare mund og drik din kaffe - undskyld jeg spurgte. Du er jo ikke til at stoppe, når din talestrøm først slippes løs.
Jeg anede ikke, hvorfra alle disse ord kom, eller hvorfor jeg havde dette enorme behov for at lukke dem ud af min mund på nuværende tidspunkt, hvor det vel i en eller anden grad nærmere var på sin plads at sige et eller andet romantisk, hvad det så end måtte være. Men jeg besluttede mig for nærmest at være lykkelig.
Hun studerede mig, jeg så på hende... Jeg spurgte, om vi skulle tage ned på den lokale pizzabar og bestille noget mad.

Jeg har aldrig påstået, at jeg hørte til den mest romantiske slags af levende væsner på jorden, og det var i grunden heller ikke et forsøg derpå, men min mave rumlede løs, og derfor var det for mig mest naturligt at komme med en sådan forespørgsel. Hun kiggede på mig og rystede på hovedet - lavede en afværgende bevægelse med hånden som om, hun havde opgivet alt og bad mig skride af helvede til, fordi jeg bare var en idiot, der kun tænkte på mad. En kuldegysning løb i et splitsekund gennem min krop, hun smilede og sagde, at jeg kunne helte pizzaen, så ville hun dække bord.
Mit hjerte begyndte igen at slå, og uden at tænkte nærmere over det kyssede jeg hende og begav mig af sted mod pizzeriaet. På min vej ringede jeg til min kollega og fortalte ham om de lykkelige omstændigheder. Han sagde ikke et ord, men tilkendegav alligevel, at jeg skyldte ham et par øl, for nu passede min teori og påstand jo ikke længere. Jeg smilede for mig selv, lavede et improviseret og ikke særligt galant rejehop, og småløb resten af vejen, men jeg med min hæse stemme skrålede "happy new year".
Tilbage i lejligheden havde hun ganske rigtigt dækket op og var blevet klar til at spise. Det var jeg imidlertid også, og jeg havde ikke så meget mere at tænkte over.
Jeg satte tænderne i et stykke pizza, smilede, drak en slurk øl og tænkte for mig selv, at jeg elsker pizza, er forelsket i Louise men til stadighed næppe elsker nogen, for hvordan kan man elske nogen, man ikke kender endnu?

top