Selvom det lyder fuldstændigt åndssvagt, ja jeg kan jo godt selv høre det ikke?, vil jeg alligevel fortælle dig lidt om mit liv - og især om den periode, hvor jeg brugte stort set al min tid på en ting; nemlig at chatte. På at chatte spurgte journalisten med et skjult smil i stemmen? Ja hr. Journalist, da jeg var et par år yngre brugte jeg stort set al for mig til rådighed tid på denne kommunikationsform. Men jeg surfede skam også rundt på nettet nu og da for at inspiration til nogle af mine bøger. Journalisten vred sig i stolen og var tilsyneladende klar til at modtage en for ham sikkert ret ligegyldig og uinteressant historie. Han var sandsynligvis blevet udsendt af en overordnet, der havde undret sig over, hvorfor der altid i netop avisen han var ansat på kom flere sure opstød fra læserne om baggrundsartiklernes indhold i kulturafdelingen. Dermed havde han øjnet chancen for at få et interview i hus med en forfatter, som var blevet yderst kendt, uden nogensinde at have udgivet en eneste bog.

Ser du, man sidder foran computeren og er allerede for længst logget på computeren, mens en CD farer rundt i typisk d-drevet. Nok som man hygger sig bedst med stilheden i chatrummet, kommer der pludselig andre ind i rummet også… Øh nu siger du rummer, spurgte journalisten med forundring i stemmen, hvilket rum - der eksisterer da intet rum i net universet? I visse kredse ynder man at betegne det, jeg så ydmygt kalder et rum, for en kanal. Man kan med rette betegne det som et sted, hvor de samme folk typisk mødes, fordi de har noget mere eller mindre fælles på hjerte, som de gerne vil inddrage i et sammen med andre personer fælles diskussionsfora. Journalisten forsøgte ikke at miste forfatningen, men det var tydeligt at se, at han endnu ikke formåede at se noget logisk sammenhæng i, det jeg netop havde forklaret.

Nå men for at vende tilbage til det med stilheden, sagde jeg for at lette journalistens job -ikke at det på nogen måde var mit problem, men staklen skulle vel have en chance - , sidder man altså alene i chatrummet og hygger sig med den forunderlige stilhed.. Vidste de i øvrigt hr. journalist, at stilhed er guds gave til mennesker lige så vel som talen er det? Nu var det ikke sjovt at spille komedie mere; nu måtte han selv til at tænke lidt over situationen, hvilket lykkedes meget dårligt. Han så sig om muligt mere forvirret om i rummet, men øjnene fandt ikke umiddelbart noget velegnet hvilested. Allerede inden jeg var gået i gang med historien, var han generet af min tilstedeværelse - ja der kan man bare se, tænkte jeg - så lidt skal der åbenbart til i disse dage. Han nikkede nervøst til mig, som tegn på at jegskulle fortsætte min beretning. Hvis der går for lang tid, inden andre kommer ind i rummet, lader man eventuelt sit navn stå og begynder at beskæftige sin tankevirksomhed andetsteds på det enorme net. Hvorledes skal jeg fortolke det at lade sit navn stå?, spurgte journalisten overraskende opmærksomt. Indeni mig selv grinede den lille djævel, der fra tid til anden havde det med at dukke op på de mest belejlige tidspunkter, såfremt man formåede at skjule den. Den stakkels slipsemand ville med sikkerhed have foretrukket og muligvis også nydt at sidde bagpå en traktor og interviewe en bondemand fremfor at sidder her og stille spørgsmål om noget, han hverken vidste noget om eller var interesseret i at udvide sin horisont i den retning overhovedet. Er De husejer?, spurgte jeg med fryd i stemmen. Ja svarede han med et meget forundret blik. Forestil Dem, at De sidder i stuen men har et videokamera i et af husets andre rum. Via dette kamera kan De følge med i, hvad der sker i det andet rum, uden selv at være til stede. Han nikkede og lyste en smule op, således at man ligefrem blev fristet til at tro, at der virkelig var nogle af ordne, som gav mening indenfor den hårde skal. På samme måde kan man på en computer opholde sig i et rum, ,mens man følger med i et andet. Forskellen, dom er den væsentlige, er blot, at man i den virtuelle verden faktisk kan være i mere end et rum ad gangen, uden at være der alligevel. Praktisk talt kan man jo slet ikke tale om at være noget sted rent fysisk udover foran sin skærm, sagde journalisten pludselig. I dette øjeblik indså jeg, at jeg muligvis havde undervurderet ham en smule

Korrekt min ven, svarede jeg samtidig med at djævlen indvendig gentog spørgsmålet om, hvornår han pludselig havde fået status som en ven. Vi er nu enige om, at man sidder i rummet som slet ikke findes, hvilket nødvendigvis betyder at man kun forstiller sig at være til stede? Efter noget tid ankommer flere, der forestiller sig at være i rummet, selvom dette er en fysisk umulighed, eftersom rummet jo som fastslået ikke findes. Jeg morede mig bekosteligt over at trække ham med ned i sølet, hvor jeg selv kun af og til kunne få mig trukket op af. Han kiggede på sit ur og spurgte, hvor længe jeg antog interviewet ville fortsætte. Meget længere end du har lyst til svarede den lille djævel fjendsk, mens jeg på den mest naturlige måde overbeviste ham om, at jeg da kun netop var begyndt

Dernæst indleder man en samtale, dvs. man begynder at kommunikere pr. skrift. Tilmed er det muligt at snakke til alle og i nogle chat programmer er der ligeledes mulighed for at snakke privat sammen. Privat? Han kiggede undrende på mig. Ja man kan via en funktion alt afhængig af typen af chat bevirke, at kun en enkelt person kan se, hvad man skriver. Dette er en ganske smart funktion, da man til tider kan have behov for at kunne snakke privat sammen, ligesom i virkelighedens verden, hvor man vel typisk ville bevæge sig ind i et andet rum, for at snakke i fred. Privat udstødte han med en højlydt og hånlig latter. Uden jeg ved meget om Internettet, ved jeg da, at man efter sigende ikke kan undgår at andre får adgang til ens færden på nettet, medmindre man bruger en bestemt slags koder. Du mener kryptering, sagde jeg og lænede mig tilbage, mens jeg nød endnu en slurk af min cola light. I et øjeblik har jeg sikkert set ud som om, jeg skulle overveje en ekstra gang, om han virkelig havde ret, hvilket gav ham anledning til at sætte et stort og ondskabsfuldt smil op. Tja det kan der jo være noget om, men jeg tvivler nu på, at særligt mange vil have interesse i at vide med 100 % sikkerhed, hvad jeg snakker med andre folk om på Internettet. Men muligheden er til stede ha, så måske er privat ikke en velvalgt glose, men jeg har ikke kunnet finde på noget mere velegnet, så det må blive ved det og derfor fremstå som en fortolkningssag.

Nå men når man nu er kommet i kontakt med de folk, man ønsker - eller i visse tilfælde netop ikke ønsker at komme i kontakt med, gælder det jo i princippet bare om at skrive løs - ganske som en telefonsamtale. Forskellen er blot, at man kan snakke med flere ad gangen. Han kiggede ondskabsfuldt på mig, som om det var min skyld, at han ikke havde den fjerneste interesse i emnet. Måske har du nu fået alle de oplysninger, du ønskede, spurgte jeg triumferende? Herefter forventede jeg naturligvis bare et stille ja. Øh nej jeg kunne faktisk godt tænke mig at vide, hvad det er, der skulle være så fascinerende ved at chatte? Hvorfor dog bruge så meget tid på det? spurgte han spydigt. Hvorfor dit og hvorfor dat tænkte jeg og overvejede et øjeblik om jeg skulle afslutte samtalen eller om udsigten til at uddybe endnu mere om emnet chat egentligt til stadighed tiltrak mig.I grunden kunne han jo være ligeglad, hvilket da også umiddelbart var tilfældet, men et eller andet sagde mig, at han måske ikke var så irriterende endda, når han ligefrem kunne stille væsentlige spørgsmål. Har du et svar eller skal jeg omformulere spørgsmålet, spurgte han, idet jeg tilsyneladende havde ladet mine tanker føre mig tilpas langt væk til, at jeg ikke var til stede. Min afsluttende bemærkning må være, at jeg personligt gennem at chatte har mødt utroligt mange mennesker, der virker utroligt flinke og imødekommende. Dette kan nok tilskrives den kendsgerning, at stort set alle det chatter, har et eller andet behov for at opnå en form for kontakt. Efterhånden som man flere gange har chattet med de samme, føler man jo, at man kender de andre, hvorved man pludselig kan tale om venskab i en eller anden grad. Jamen kan man altid være sikker på, at folk er oprigtige? Han vred sig i hænderne, højst sandsynligt fordi han endeligt havde fået mig til at fortælle om nogle lidt mere subjektive holdninger til det at chatte. Det kan man skam heller ikke, svarede jeg tørt.

Men kan man det i den virkelige verden? Du har da ingen chance for at kunne vide om folk taler sandt i virkeligheden heller. Men selvfølgelig er det her nemmere at gennemskue, idet du kan se på deres udtryk, høre deres tonefald osv. Men også i den virkelige verden snyder folk da hinanden med falske identiteter, bare tænk på en almindelig kontaktannonce. Det er vel den risiko man må løbe ved at færdes i cyberspace. Han nikkede kunstigt og så endelig ud som om, noget havde sat sig fast. Magtkampen var endelig ovre og jeg fejrede indvendigt triumfen, da han rejste sig og rakte hånden ud til gestus. Netop inden han trådte ud af døren genvandt jeg min selvsikkerhed og tilføjede. Jeg håber du fik en historie ud af samtalen, men husk nu, at der findes lige så mange fortolkninger og holdninger til det at chatte, som der findes mennekser, der beskæftiger sig dermed. Han vendte sig brat om og spurgte hvad i al verden jeg mente med det. Der findes i sandhed mange mennesker, der har prøvet at chatte, som absolut ikke finder det fascinerende og spændende at være i kontakt med totalt ukendte mennesker. Muligvis var det en god idé at opsøge folk med en knap så positiv indstilling til fænomenet også. Han så tøvende på mig og spekulerede åbenlyst i et kort øjeblik over, hvorvidt jeg havde ret eller ej. Tja det er kan der vel være god mening i, men kender du til andre typer; altså folk der bruger chatten på en anden måde end dig selv? Ups netop som man troede sig sikker, blev sikkerhedslinien fjernet og på ny skulle man lege linedanser. Jeg var indstillet på at afslutte samtalen så hurtigt som muligt, så mit svar blev kort, at jeg kendte folk, der kun chattede for at kunne udgive sig for hvem som helst - altså manipulere med deres identitet, folk det synes det var interessant at møde nye ukendte mennesker og så min egen type, der egentligt som oftest chattede i stedet for at tale i telefon eller for at få nye bekendtskaber. Han kiggede på sit ur, pointerede endnu engang, at jeg skulle have tak or min deltagelse, hvorefter han hastede ud af døren. Det var simpelthen for godt til at være sandt. Jeg var med et frit menneske, og hvilken bedre måde at fejre dette på end ved at chatte…
top